16. DECEMBER Det er først, når mennesket bøjer sig for den sandhed, at Gud er Gud, og vi er hans skabning, at spørgsmålet om ”meningen med livet” giver mening, mener pinsekirkepræst Mikael Wandt Laursen
JULEKALENDER: Hvad er meningen med livet? Hvad sker der, når vi dør? Hvad er dit livsmotto?
Vi har bedt 24 danskere med forskellig religiøs overbevisning om at besvare de store spørgsmål i livet, som alle går og stiller sig selv.
Hver dag frem til juleaften vil du på religion.dk finde en kalenderlåge med et bud på meningen med livet.
I dag har vi spurgt præst i Kirken i Kulturcentret Mikael Wandt Laursen:
Meningen med livet skal ikke findes i selvhjælpsbøger, positive tanker, verdensomrejser eller bragende succes. Den findes ikke i noget, vi gør eller opnår, men i noget, vi anerkender.
Det er først, når mennesket bøjer sig for den sandhed, at Gud er Gud, og vi er hans skabning, at spørgsmålet om ”meningen med livet” giver mening.
Mennesket vil ikke bøje sig for nogenDer er en scene i filmen Ringenes Herre, hvor Aragorn sammen med sine følgesvende, dværgen Gimli og elveren Legolas, møder den hvide troldmand Gandalf ude i en skov. De troede, at Gandalf var død, men han er kommet tilbage med endnu større kraft og kaldes nu Gandalf den hvide.
Da de tre møder Gandalf, bøjer Gimli og Legolas sig instinktivt til jorden, mens mennesket Aragorn bliver stående. Mennesket skal ikke bøje sig for nogen.
Den holdning ligger godt i tråd med mange selvhjælpsfilosofier. Vi har det hele inde i os og skal bare lære at leve vores potentiale ud, så vil vi opleve en større harmoni mellem os selv og vores omgivelser. Andre gode muligheder, der byder sig til, er at opleve nydelse og få tilfredsstillelse på den ene eller anden måde.
Livets mening er ikke i menneskets hænderMen, det er som om, at vi aldrig når frem til det punkt, hvor vi tør sige: "Nu har jeg nået målet. Dette er livets mening." Måske fordi vi kigger det forkerte sted.
Jesus leverede et helt andet budskab om livets mening: ”Den, der vil frelse sit liv, skal miste det, men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.” (Matthæus 16, v. 25)
Jesus havde det fuldstændigt provokerende budskab, at livets mening ikke findes inden i mennesket, men uden for mennesket, nemlig i Jesus selv. Han er ”vejen, sandheden og livet”. Ingen kan komme til Faderen uden ved ham (Johannes 14, v. 6).
Jesus kalder os til at tro på ham. Tro er at miste sit liv. Det er at give slip på, at vi selv kan konstruere livets mening, og i stedet bøjer os for Gud.
Livet med stort LJesus lover os, at når vi mister vort liv på grund af ham, så skal vi finde livet med stort L. Livet som Gud har skabt det. Et liv tæt på hans kærlighed, hans nåde, hans tilgivelse, hans kraft, hans sandhed, hans kald. Det er her, at vi opdager meningen med livet. Det var til det Liv, vi blev skabt.
Godt nok ser vi ikke alt på én gang. Paulus bruger udtrykket, at vi stykke for stykke opdager Guds kærlighed. Vi ser glimt. Men det er et Liv, som vi ikke kan rationalisere os frem til at forstå. Det kan kun opleves som en gave, der rækkes os, når vi tør give slip på al vores egenvilje og bøje os for Ham.
Guds kærlighed er stærkere end dødenVores vigtigste kald i livet er at møde Guds kærlighed igennem Jesus Kristus. Den kærlighed vil påvirke os og blive et fornyet kald til at elske vores næste.
Livet bliver så meget mere meningsfuldt, når vi opdager, at der findes en Gud, som elsker os, og som ønsker at give sin kærlighed videre til andre igennem os. Den kærlighed er stærkere end døden.
Paulus siger i 1. Korinterbrev, 13, at den dag, hvor vi går over dødens tærskel, så skal vi få lov til at se Guds kærlighed fuldt ud. Der vil vi fuldt ud se det, som vi anede her.
Mikael Wandt LaursenPræst i Pinsekirken