21. DECEMBER Meningen med livet er at lære os selv at kende og dermed hele den menneskelige race, for trods vores forskelligheder har vi alle de samme behov: At elske og blive elsket, skriver forfatter og ex-scientolog Robert Dam

Legolands trafikland var meningen med livet for mig, da jeg var seks år gammel og for ung til at manøvrere den eldrevne bilattrap, som vi kære små fik lov til at udfolde vores sans for vigepligt og højrekørsel i.

For selvom elmotoren var så nedtunet som fysisk muligt, måtte jeg sande, at myldretiden, midt på en lørdag eftermiddag i et af landets helt store familietrækplastre, ikke blev min fineste time.

Det blev det til gengæld for kommentatoren. En mand, man ikke så, men hvis stemme kommenterede deltagernes trafikale udfoldelser over et velkalibreret højtaleranlæg.

Det var hans lod at holde styr på begivenhederne og forsøge at forebygge frontalsammenstød og andre uregelmæssigheder, og man kan ikke bebrejde ham, at dagene indimellem har kunnet føles en anelse lange.

En ydmygende dag
Men ikke i dag. Køretøjet nr. 19, som jeg var fører af, kom uforvarende til at vække opsigt i mere end almindelig grad, og kommentatoren vågnede snart af sin døs.

”Hvad pokker nr. 19, kører I ikke i højre side dér, hvor du kommer fra?”

Jeg var med det samme klar over, at den var gal, for det havde allerede voldt mig store vanskeligheder at køre slalom imellem mine medtrafikanter, som til min store forundring alle kørte direkte i mod mig.

”Nr. 19, du har vist fået en tår rød sodavand over tørsten!”

Den anseelige skare af forældre, der udgjorde publikum, blev også snart revet ud af deres gøremål med at tørre dryppende is og løbende næser, for hvad var det lige, der foregik inde på arenaen?

”Nr. 19, du har taget helt fejl, dette er IKKE radiobilerne!”

Spredte grin blandt publikum.

Jeg følte min hals surre sig sammen, imens jeg gjorde mig umage for at komme den rigtige vej rundt i rundkørslen, med uret, naturligvis, venstre om. Kommentatoren var parat. Dette var pludselig blevet hans dag.

”HA, nr. 19, det er heller ikke England, det her.”

Opildnet af publikums stigende interesse fortsatte han med en perlerække af velplacerede jokes, alle om vogn nr. 19. Publikum hylede nu af grin for hver graverende fejl, jeg begik, med hans efterfølgende pletskud af en kommentar.

Hvor er far?
Jeg måtte overgive mig, og mit sidste desperate forsøg på at udføre noget, der kunne minde om en manøvre, kiksede grumt, da jeg forsøgte at parkere bilen, før jeg forlod den, men måtte opgive at få det elendige køretøj op over kantstenen. Jeg lod bil være bil og efterlod den midt på kørebanen, idet jeg forsøgte at overhøre en salve af veloplagte vittigheder, der haglede ned over mig, imens jeg løb hen over anlægget med tårerne trillende ned ad kinderne.

Far, hvor var far dog henne? Jo, han stod der allerforrest med armene strakt ud mod mig. Nu var det et spørgsmål om sekunder, før jeg var i sikkerhed. Og det kom jeg i min fars favn til publikums entusiastiske bifald og højlydte latterbrøl. Legoland havde givet dem en oplevelse helt ud over det forventede, og kommentatorens kedsommelige hverdag bag mikrofonen ville aldrig igen blive den samme.

Vi lærer os selv at kende igennem fiaskoer og successer
Den dag syntes livets store spørgsmål, og ikke mindst svarene derpå, meget fjerne, men i dag forstår jeg, at det blot var en af de oplevelser, livet tilbyder os alle, så vi kan blive klogere på os selv.

For vi lærer os selv at kende gennem fiaskoer og succeser. Og lad det være mit bud på meningen med livet: At lære os selv at kende og dermed hele den menneskelige race, for trods vores forskelligheder har vi alle de samme behov: At elske og blive elsket.

Og når vi engang har lært det efter at have været så grueligt meget igennem, så har vi bestået livets skole og får måske lov til at avancere til en ny dimension, et højere plan, hvem ved, måske endda et nyt og bedre trafikland.

Robert Dam
Forfatter og tidligere medlem af Scientology

LÆS OGSÅ:Afhopperen - Mine 20 år i Scientology