“Julen er gentagelsernes tid”

Julens evige genkomst forsikrer os om, at alt er som det skal være, trods krise, mørke, og hvad der ellers truer fra hverdagen, skriver adjunkt Marie Vejrup Nielsen

Julen kan med fordel betragtes som en genudsendelse. Denne ene gang om året dyrker vi genudsendelserne som aldrig ellers. Vi glædes over at se de gode gamle julekalendere i fjernsynet, og særligt Disneys Juleshow har en voldsom rituel betydning for mange.

Alt skal være, som det altid har været. Derfor kan folk geråde i raseri over, at DR har lagt Nissebanden efter små børns sengetid, fordi man hermed bryder med en stærk tradition, hvor hele familien samles om et tv-program, hvad der næppe sker ofte længere.

Julegudstjenesten skal være, som den plejer
Vi dyrker gentagelsen i alle sanser: Det vi ser, smager, lugter og føler, skal være lige præcis, som det altid har været. Også kirkebesøget er for mange en del af denne jagt på det autentiske igennem gentagelse.

Kirkens julegudstjeneste er således lige som Disneys juleshow en elsket genudsendelse, hvor man hører Juleevangeliet, synger de velkendte sange og går igennem de velkendte traditioner med at indfinde sig i kirken, hvad enten man hører til de familier, der indfinder sig en time før for at få gode pladser, eller de familier, der i sidste øjeblik må tage plads rundt på alterskranken eller trappen op til prædikestolen.

Og netop fordi det er gentagelsen, der dyrkes, er der heller ikke så meget rum for præsten og kirken ved denne højtid, hvor det jo ellers kunne friste, at der er så mange i kirke.

Det ville ikke falde i god jord, hvis man skulle vælge en anden tekst end Lukasevangeliets tekst om Jesu fødsel, eller hvis man ville afvige fra de velkendte salmer og forsøge sig med noget nyt.

Også forandringer, som måtte være sket i kirkerummet i årets løb, kan forårsage ubehag for den, der opsøger kirken for at finde præcis det, som var der sidste år. Vi vil have det hele med.

Juletraditioner har stor værdi
Måske er jeg særligt opmærksom på denne trang til gentagelse, fordi jeg i disse år giver traditioner videre til mine børn. Og virkeligt kan mærke, at det betyder noget at tænde adventslys med min datter, som min mor gjorde det med mig, og at give alle de andre traditioner videre.

Og også her spiller fjernsynet en rolle. Jeg genser Nissebanden, når mine børn ser den for første gang. Og så kommer der selvfølgelig nye traditioner til, fra mødet mellem to familier, fra børnehaven og nye ting man selv finder på sammen. Men de indstiftes netop med evigheden for øje, som noget der skal gentages næste år og i al fremtid!

Fjernsynet spiller i det hele taget en central rolle i julen. Det er her, vi finder den helt ægte jul. Vi ser julen igen og igen. Her finder vi billederne af, hvad rigtig jul er, her hører vi stemmer fra fortiden og kan tillade os at drømme os ind i julen, som den burde være.

Og ikke kun fjernsynet giver os stof til drømmene, også radioen spiller de sange, vi kender. Som det blev sagt i et radioprogram, så har vi i december en højere tærskel end sædvanligt over for at høre den samme sang igen og igen, for det hører jo juletiden til!

Selvom nogle måske får nok her på vej mod midten af december, så holder vi til det. Sådan som vi holder til den gentagede menu, som trods ihærdige forsøg på fornyelse sniger sig tilbage ind hvert år.

Og det er menuer, som kan overleve mange forandringer. Jeg husker selv tydeligt, da jeg boede i Chicago et år og skulle holde jul der, langt fra hjemmet.

Den 22. om eftermiddagen kom en af mine medstuderende forbi og rakte mig med betydningsfuld mine en pakke. Det var sylte, som hans bedstemor havde lavet til mig. Hun var selv 2. generationsindvandrer i USA af dansk slægt, og det var kommet hende for øre, at jeg skulle holde jul i USA og derfor jo måtte længes usigeligt efter mit hjemlands vemodige sylte.

Samme scenarium udspillede sig senere på dagen, da jeg blev inviteret på æbleskiver, serveret i høje glas til at spise med ske, – og lavet i en æbleskivepande, som denne studerendes tipoldemor havde transporteret over Atlanten fra Danmark for længe siden. Menuen var blevet gentaget i det nye land og havde overlevet gennem generationerne.

Julen er gentagelsernes tid, og vi håber alle på et glædeligt gensyn med alle de traditioner, som vi synes hører med. Julens evige genkomst forsikrer os om, at alt er som det skal være, trods krise, mørke, og hvad der ellers truer fra hverdagen!

Marie Vejrup er adjunkt på Afdeling for Religionsvidenskab på Aarhus Universitet