Mette Bock |
19. december 2011
19. DECEMBER Selv i de værste og mest håbløse situationer skal vi ikke give slip. Vi skal ville, turde, prøve, søge, tro, håbe og kæmpe, skriver kirkeordfører Mette Bock (LA)
JULEKALENDER: Hvad er meningen med livet? Hvad sker der, når vi dør? Hvad er dit livsmotto?
Vi har bedt 24 danskere med forskellig religiøs overbevisning om at besvare de store spørgsmål i livet, som alle går og stiller sig selv.
Hver dag frem til juleaften vil du på religion.dk finde en kalenderlåge med et bud på meningen med livet.
I dag har vi spurgt kirkeordfører Mette Bock (LA):
Efter mange år i mediebranchen ved jeg, at den gode historie indeholder en udvikling, en bevægelse. Jeg ved derfor også, at alle mennesker har en spændende historie at fortælle. Nogle historier er fredelige, andre dramatiske.
Ethvert menneskeliv udspænder sig mellem tonerne i en række firklange: Fødsel, ungdom, voksenliv og alderdom. I naturen kender vi årstidernes vekslen: Forår, sommer, efterår og vinter.
Advent rummer forventningens glædeI døgnet bevæger vi os fra morgen over middag til aften og nat. I kirken markeres rytme og bevægelse med dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Med advent, jul, påske og pinse.
Og lige nu står vi midt i adventstiden med de fire søndage før jul. Vi bevæger os fra noget til noget. I en bevægelse, der bogstaveligt talt bevæger. Fordi den rummer forventningens glæde.
Livets firklange kan være i dur eller i mol. Firklangene er uforanderlige, de skaber både stabilitet og tryghed. Men i vores bevægelse mellem tonerne har vi selv indflydelse. Og ansvar. Der er her, livet folder sig ud.
Livets mening kommer ikke dumpende til osDa en god ven af familien for nylig befandt sig i en livskrise fortalte han, at han, trods situationen, alligevel så ret lyst på fremtiden.
"Jeg skal bare lige finde ud af, hvad der er meningen med mit liv, så skal jeg nok komme videre!"
Min kloge mand replicerede tørt, at ventetiden ville blive lang. For livets store udfordring ligger i den bevægelse det er at finde retning og skabe mening.
Livets mening kommer ikke dumpende til os. Men vi bliver hjulpet på vej og kan finde retning, hvis vi har øje for livets firklange.
Samtalen fik mig til at tænke på min salig farmor, der havde et
bon mot:
"Der er noget i enhver familie," konstaterede hun hver gang vi stod i problemer af en eller anden art, og det var – som i andre familier - ikke så sjældent.
Gør dig umage!Det var et signal om, at det her ville hun ikke drøfte nærmere, og en påmindelse om, at alle møder sten på vejen gennem livet. Ingen af os går fri. Der er gode dage og dårlige dage. "Sorrig og glæde de vandrer til hobe," som Kingo skrev i 1681.
Min farmor kunne lige så godt have sagt: "Slip selvmedlidenheden og kom i gang!" Du kan selv gøre noget. Bevæg dig. Gør dig umage!
Livet er både en gave, vi får og en opgave, vi skal tage på os. Selv i de værste og mest håbløse situationer skal vi ikke give slip. Vi skal ville, turde, prøve, søge, tro, håbe og kæmpe. Det er katastrofalt at give slip, uanset hvor håbløs situationen ser ud. Og holdepunkterne, livets firklange, er der altid, som de uforanderligt håndgribelige toner, vi kan navigere efter.
Jo ældre vi bliver, des flere erfaringer har vi at trække på. Det kan være både smertefuldt og opløftende at erkende, at vore valg på godt og ondt har konsekvenser.
Derfor skal vi gøre os umage. I det store og i det små. Forsøge at se muligheder, også hvor der er forhindringer. Fokusere på de åbne døre foran os i stedet for de porte, vi har lukket bag os.
Vi bevæger os hele livetVi skal åbne sindet og sjælen for det håb og den trøst, der ligger i livets firklange. Vide, at tonerne er uforanderlige og trygge holdepunkter. Og at vi selv har et ansvar for den bevægelse, der flytter os mellem dem.
Lige nu er vi i adventstiden. Det er ikke en ventetid. Men en forventningens tid. Vi er på vej. Mod lysere tider, mod håbet og glæden. Når julen er overstået er vi igen på vej. Mod påsken og opstandelsesbudskabet. Når påsken er overstået, venter pinsen. Og så kommer en ny adventstid. Vi bevæger os. Og lader os bevæge. Deri ligger livets mening i al sin enkelhed.
Mette Bock er kirkeordfører for Liberal Alliance