I protestantismen derimod plejer man at lægge vægt på, at den troende kristne nok er frelst af Gud, men forsat er og vil forblive med at være ufuldkommen. Ikke nok så mange bønner – end ikke et klosterliv, hvor man har opgivet alt for Jesus skyld – vil gøre en fuldkommen eller til et godt menneske.

Jesus har frelst os – men synden vil forblive en del af vores liv, så længe vi lever her på jorden.

Personligt vil jeg sammenligne situationen med mine erfaringer med at lære. Da jeg gik på gymnasiet troede jeg, at jeg vidste rigtigt meget om historie; da jeg begyndte at læse på universitetet, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg vidste meget lidt. Hvor meget mere jeg lærer om historie (og alle mulige andre emner), desto mere forstår jeg, at der bare er så meget, som jeg ikke ved.

Det kunne man jo fortvivles over, men i stedet er det min indstilling, at jeg vil lære så meget, som jeg kan – glæde mig over det, jeg ved, og altid forsøge at lære mere – og håbe på, at Gud vil lære mig alt, hvad jeg mangler, når han en dag kalder mig hjem til sig.

På samme måde tror jeg, det er med hensyn til at gøre, hvad der er godt. Når jeg ransager min samvittighed hver aften i forbindelse med min lille aftenbøn, så kan jeg hver dag se, at Gud har gjort noget godt i mit liv, at der er sket ting, som jeg kan takke ham for.

Sommetider består det gode blandt andet i, at jeg har gjort noget godt for andre. Jeg kan også se, at jeg hver dag har syndet. Hver dag har jeg fejlet og må derfor bede Gud om tilgivelse for det, som jeg kan se, at jeg har gjort forkert, og for det, som jeg måtte have gjort forkert uden selv at have forstået det.

Jo mere man ransager sin samvittighed, desto flere fejl ser man. Og det kan man fortvivles over – det ved jeg af egen bitter erfaring. Men har man tillid til Guds grænseløse kærlighed, så fortvivles man ikke over sine fejl og fejltagelser.

Så kan man sige ”jeg vil med Guds hjælp gøre det så godt, jeg kan – det vil aldrig være godt nok – men med det mindste smil bidrager jeg til at udbrede Guds kærlighed her i verden”.

Når vi så engang vil mødes med Gud i himlen, vil han rense os med sin kærlighed og lære os at elske lige så betingelsesløst, som han gør det.

Med venlig hilsen
Karen M. Larsen
Religionslærer, kristen og cand.mag.