“Livet er kun noget værd, hvis det også har værdi for andre”

22. DECEMBER Min opvækst og min bundethed til familien har lært mig, at man skal bidrage mest muligt til fællesskabet, skriver kirke- og psykiatriordfører Karen Klint (S)

Hvad er meningen med livet?

Det spørgsmål er ret aktuelt for mig og min familie lige nu. Min gamle mor på 96 år er ramt af svækkelse og sygdom, som mange vil bukke under for.

Hun er en sej, stolt og selvstændig person, der ikke (i utide) beder andre om hjælp. Hele livet har hun hjulpet andre, men har sjældent fundet det på tide selv at bede om hjælp.

Hun har oplevet døden tæt på mange gange. Ud af en søskendeflok på 11 er de to tilbage. Mor og hendes storesøster på 103 år.

Er det meningen med livet, at forældre skal overleve flere egne børn. Det gør man jo, når man bliver så gammel som dem. Mor har overlevet to egne børn. Det er det sværeste, siger hun, og ønsker ikke at overleve flere. Det giver ikke mening.

Hvornår har man levet længe nok?

Min moster sagde for et år siden, at hun ikke behøvede at opleve julen. Dem havde hun oplevet nok af, sagde hun. Det gjorde indtryk. Hverdagen på et ældrecenter er ikke i overflod præget af liv og samvær. Så hvilken nytte er det til? spurgte hun Det spørgsmål kunne jeg ikke svare på.

Nu har moster levet et år mere. Jeg er bare så glad over, at hun er her endnu. Ja, jeg glæder mig helt egoistisk til at besøge hende, og håber, at mor bliver rask nok til at komme med. De taler nemlig så smukt sammen om deres lange liv, om minder fra en barndom, der var præget af fattigdom, men også lidt kærlighed, om børnearbejde hos fremmede, da de som små (omkring 8 år) blev henvist til at hjælpe til, bo og sove hos andre, for at deres børn kunne få et bedre liv end dem selv!

Men kan jeg tillade mig at være glad for hendes liv, hvis hun ikke selv er det?

Mange ældre har altid levet for andre – men har de selv et godt liv nu, hvor andre tager over i deres hverdag? Er der værdighed nok i deres alderdom. Jeg er ikke overbevist. Min egen generation vil givet kræve mere til den tid. Gad vide om jeg om 32 år (så har jeg mors alder) passes af mennesker eller mest af robotter?

Min mor er taknemmelig i al sin beskedenhed. Men det må ikke blive ringere, så er det ikke det værd, kan hun finde på at sige. Hun har for nylig forudbetalt sin begravelse og valgt gravsten. Så skal I ikke bøvle med det, men blot holde en god fest for mig, lød hendes klare besked.
Jeg tror, at meningen med livet må være at leve og ikke kun at eksistere. Den nuance kommer ikke alle til gode.

Hvad sker der, når livet er til ende?

For mig består livet efter døden i minderne om de afdøde. Det evige liv, som vi omtaler i trosbekendelsen, er for mig ikke fysisk, men sjæleligt.

Det bliver det ikke mindre vigtigt af. Jeg ”taler” ofte i tankerne med især min afdøde bror og far. Når der sker mig noget godt, savner jeg dem at dele livet med. Når høsttiden står på, længes jeg forfærdeligt efter fællesskabet i arbejdet med at nå det hele på husmandsstedet derhjemme. Måske er det egoistisk at savne alle disse gode stunder – eller er det bare kærlighed i familien?

Har du et livsmotto?

Det har jeg vist aldrig fået sat ord på – men en naturlig konsekvens af min egen opvækst og bundethed til familien, samt min opdragelse til at bidrage mest muligt til fællesskabet må være i retning af: Livet er kun noget værd, hvis det også har værdi for andre.

Og så vil jeg glæde mig over at have fået hængt et stort gammelt billede op af mors morforældre hjemme hos hende. Det billede og minderne om dem har nemlig fyldt meget hos hende i den senere tid. Hun havde glemt, hun gav mig billedet for mange år siden. Nu er det ”hjemme” hos hende igen.

Karen Klint er kirke- og psykiatriordfører (S)