“Vintersolhverv kan også fejres af kristne”

Vores danske ord ”Jul” går til bage til gammelnordisk og germansk ”Jol” og er beslægtet med det keltisk-engelske ”Yule.”

Jul var betegnelsen på for den hedenske vintersolhvervsfejring, men blev altså også festen for Jesu Kristi fødsel, så at Kristusmessen (engelsk Christmas) kunne fejres julenat – hvor Guds Søn blev menneskenes lys i den mørkeste nat.

Kirken har glemt traditionen for at dyrke naturens rytme
Faktisk falder flere kirkelige fester sammen med de gamle hedenske fester. Desværre har vi i kirken delvist glemt naturtilknytningen af dagene og nøjes med at fejre de begivenheder i Jesu liv, som er knyttet til festerne.

De grupper, som i dag genopliver de otte sabbatter og på anden måde følger naturens rytme i deres spirituelle praksis, gør derfor kirken en stor tjeneste; de minder os om glemte sider af vor egen tradition.

I nogle nyhedenske kredse kan man opleve en vis forargelse over, at kirken tilegnede sig festerne. For eksempel skriver en Wicca-tilbeder følgende om den hedenske juleskik Yule:

"Ved Yule føder Gudinden sin søn, Solbarnet, i underverdenen. På denne dag er solen nået sit laveste punkt, og fra denne dag begynder lyset og varmen langsomt at vende tilbage (...) Denne højtid er blevet gjort til den kristne jul som jo bekendt er tre dage efter. Mange mener, at kirken med vilje lagde Kristi fødsel så tæt på den wiccanske jul for bedre at få folk over til kristendommen (...) Det er interessant at se, hvordan kristendommen kopierer de gamle trosretninger."

Værdifuldt møde mellem kristendom og naturreligion
Men fejringen af Kristi fødsel blev lagt ved vintersolhverv, før kristendommen for alvor gjorde sig gældende på de britiske øer, og allerede i evangelierne beskrives Jesus ud fra profetierne i Det Gamle Testamente som Retfærdighedens Sol eller Solopgangen fra det høje, som kommer til os med helbredelse under sine vinger.