Rabbiner: Jeg har en hemmelig julefetich

Jeg har en bekendelse, jeg har en jule-fetich. Jeg elsker julepynt, jeg nyder hyggen omkring bordet, når der klippes og klistres, og der er noget helt specielt ved at få lov til at vælge et juletræ og så pynte det.

Jeg kan ikke lade være med at glæde mig til lys i gaderne og på træerne, æbleskiver og brunkager skyllet ned med gløgg.

Fra mine søskende og jeg var små tog vi næsten hvert år op til venner i Nordsjælland i begyndelsen af december og var med til at vælge et juletræ, flette julehjerter, spise brunkager og drikke varm chokolade til vi kunne sprække og havde en ganske vidunderlig dag.

Og hvert år efter den 24. holdt vi så bag-jul som det nu hedder, med tur i skoven, et slaraffenland af småkager, nisselandskaber og brunede kartofler og ikke mindst ris à l'amande og mandelgaver.

Der er umiddelbart ikke noget galt med denne julefetich lige bortset fra, at jeg er jøde og rabbiner, og hele historien om Jesusbarnet i Betlehem ikke har nogen med mig at gøre.

Idéen om en søn af Gud er i direkte modstrid med jødiske traditioner, men alligevel finder jeg julen uimodståeligt hyggelig. En forklaring er, at alle de traditioner, jeg kan lide ikke har særligt meget med julebudskabet at gøre, men mere med at finde noget at se frem til i en kold og mørk tid.

Efteråret er fyldt at jødiske højtider og mellem november og december fejrer vi vores otte dages lysfest kaldet Chanukah. Otte dage hvor vi tænder et ekstra lys hver aften til vi når 8 tændte lys (og en ekstra som man tænder de andre med). Otte dage med latkes (kartoffelpandekager), doughnuts, spindetoppe og historier om mirakler. Men på trods af dette har Chanukah det svært med at konkurrere eller leve side om side med julen. Julen er rendyrket hygge – i hvert fald set udefra.