“Helgener er ikke uhyggelige mere”

 
Det skræmte mig væk fra helgenerne i mange år. Jeg vil ikke have, at min lille dreng skal opleve det samme.

Jeg har virkelig svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal gøre helgenerne tilgængelige for ham. Selv hvis man fjerner de makabre martyrhistorier, får de fleste billeder helgenerne til at virke verdensfjerne og utilgængelige: De har rettet blikket op imod himlen og har strålende glorier om hovedet. De virker mere som himmelske superhelte end som væsener, man kan lære at kende.
 
Helgenerne kan simpelthen virke meget fjerne. Og det er en følelse, der kan vare ved i lang tid, hvis der ikke sker noget, som kan ændre det.
 
Skt. Rafael ændrede min opfattelse
I mit tilfælde skete der heldigvis noget. Det sidste år på universitetet oplevede jeg et særligt slemt brud med en kæreste. Min onkel, som var middelalderhistoriker og lavede folkekunst i sin fritid, gav mig en hjemmelavet trætavle af Skt. Rafael, en af skytshelgenerne for kærlighed og sundhed. Den var enkelt tegnet med klare primærfarver, og jeg var vild med den.
 
Jeg var ikke specielt katolsk på det tidspunkt i mit liv. På universitetet var jeg ivrig efter at komme fri af min katolske skoleopdragelse. Men da jeg havde fået mit hjerte knust, ledte jeg efter følelsesmæssig lindring, hvor som helst jeg kunne få det.
 
Jeg sendte nogle bønner af sted til Skt. Rafael, fordi jeg som barn havde lært, at vi kunne komme til helgenerne og bede om deres forbøn, hvis vi havde brug for det. Det var unægteligt en trøst at tænke på, at der var en ekstra person - som for mig var en venligt smilende engel i en lys, rød tunika - der tog sig af det. Han var ikke blodig, og han var ikke uhyggelig. Han var bare hjælpsom.

 
Det var mit første lille skridt hen imod at komme til at se helgenerne i et positivt lys.
 
Helgenerne kan lære os noget
Flere år senere begyndte jeg for alvor at studere og tænke over helgenernes liv. Det fik mig efterhånden til at indse, at det er forkert at tro, at de var perfekte. Det var de ikke. Ingen af helgenerne gik i levende live rundt med glorie og blikket rettet mod himlen, mens de klyngede sig til de torturinstrumenter, de led martyrdøden ved. De var almindelige mennesker, som begik fejl, men som havde en ikke helt almindelig trospraksis.
 
Og vi kan lære noget af deres liv. Alle helgenerne indså, at når man står over for noget svært - lidelse, uretfærdighed, en krise - kan man enten reagere på en måde, som får en til at føle sig tættere på Gud, eller på en måde, som ikke gør. Og de valgte alle den vej, som efter deres bedste overbevisning bragte dem mere på linje med det guddommelige.
 
Det er derfor, at vi husker dem, og det er derfor, at vi ærer dem. Det er også derfor, at jeg nu er kommet til at holde af dem: for mig er de en stor flok fascinerende, og til tider mærkelige mennesker, der levede på en måde, som jeg gerne selv vil leve. 
 
Mere end strålende superhelte
Alt det vil jeg meget gerne fortælle Matthew. Men jeg ved godt, at han umuligt kan forstå den slags som femårig, og det er i orden. Måske hører der udviklingsstadier til at forstå helgenerne: man skal først se dem som de strålende superhelte højt oppe i glasmalerierne, før man gradvist kan blive bevidst om, at de er mere komplekse og nuancerede end som så.

 
Og hvem ved? Om nogle år vil de makabre martyrhistorier måske blive lige det, der tiltaler min søns drengede fantasi og får ham til at ville vide mere. "Mor, Skt. Erasmus fik indvoldene trukket ud. Sygt."
 
Den teori vil jeg dog ikke afprøve endnu. Når han og jeg skal have vores første store samtale om helgenerne, vil jeg begynde med én, som er mere venlig, munter og trøstende.
 
Skt. Rafael skal nok klare situationen. Jeg behøver ikke engang at lede efter et godt visuelt hjælpemiddel. Jeg har jo allerede et.
 
Ginny Kubitz Moyer er forfatter til den prisvindende bog "Mary and Me: Catholic Women Reflect on the Mother of God." Hun bor i San Francisco-bugten med sin familie og blogger på randomactsofmomness.com.

Artiklen er fra BustedHalo.com og er oversat af Elisabeth Alster.