Er Bibelens fortællinger om mirakuløse hændelser at forstå som virkelighed, eller er det metaforer for noget menneskeligt? Og hvordan skal kristne forholde sig til fortællinger om helbredelser uden behandling af kræftsyge mennesker og lignende? Det er nogle af de helt centrale spørgsmål, når talen falder på mirakler, og hvilken tid bedre end julen til at stille spørgsmålet?

Post.doc. i systematisk teologi på Københavns Universitet, Johanne Stubbe Teglbjærg, mener ikke, at man uden videre kan sammenligne Bibelens mirakelfortællinger med de moderne af slagsen:

”Når man spørger, er det vigtigt at finde ud af, hvad det er, vi har med at gøre. Spørger vi om en beretningen fra Bibelen, eller spørger vi om en begivenhed fra nogen, vi kender? For beretningen skal jo forstås ud fra den sammenhæng, de findes i. Vi bruger i daglig tale begrebet ’mirakel’, når noget, der får os til at undre os, er sket, det vil sige noget ud over det sædvanlige. Men hvad det vil sige, er meget mere kompliceret, når vi går ind i sammenhængen.”

Så lad os tage jomfrufødslen som eksempel?

”Den stammer jo fra en tid, hvor nogle ville tale for, at Jesus var Gud. Vi har udsagnet fra en tekstsammenhæng, hvor nogle mennesker har været interesseret i at argumentere for, at Jesus var Frelseren. og så må man se på, hvad det betyder i den sammenhæng. Så når man måske frem til, hvad de mente dengang, og kan dermed sige, at det tror vi på. Men det kan godt være, at der ikke var noget mirakuløst ved det. Der er meget mere at diskutere, når vi taler om opstandelsen, fordi den er et kerneudsagn i kristendommen.”

Er jomfrufødslen ikke også et kerneudsagn?

”Jo, men kun som følge af opstandelsen, ikke omvendt. Udsagnet hører en tid til, hvor opfattelsen var, at Messias måtte være født af en jomfru og er derfor et udsagn, der hører til i en sammenhæng, hvor man forudsætter, at Jesus er frelseren. Opstandelseserfaringen er derimod grundlaget for den opfattelse, at det er han. Erfaringen af, at Kristus er opstanden, er udgangspunktet for al kristendom. Det er selvfølgelig et spørgsmål, hvad dette betyder, men man kan godt sige, at hvis der er noget overhoved, der er mirakuløst, er det selve det liv eller den tilværelse, som udsagnet om Kristi opstandelse hævdes at udtrykke.”

Mirakler finder sted i dag
Kristendom.dk har også spurgt formand for Evangelisk-Luthersk Netværk, sognepræst Henrik Højlund, om, hvordan Bibelens mirakler skal forstås:

”De er selvsagt virkelighed. Det ville være overgreb mod teksten at påstå andet. Eller sagt på en anden måde: dårlig tekstlæsning. Teksten lægger tydeligvis op til, at miraklerne skal forstås som noget, der virkelig er sket. Enten er mirakler en mulighed, fordi Gud er der, eller også er Gud der ikke, og så må alt have sin forklaring i materien.”

Derfor vil Højlund heller ikke høre tale om skelnen mellem miraklers værdi:

”Der findes ikke en særlig ’luthersk’ skelnen mellem mere eller mindre vigtige mirakler. Luther ville vende sig i sin grav. Biblens ord er i luthersk forståelse forpligtende fra inderst til yderst. Luther skelnede ikke på den måde i Biblen mellem vigtigt og uvigtigt. Han havde derimod en anden målesnor: Kristus. Der findes desværre moderne ’lutheranere’, som mener at kunne udlede et sådant sorterende syn på Bibelen af Luther.”

Giver det for dig at se mening at sige, at man kan opleve mirakler i dag?

”Naturligvis. Vi tror da på en levende Gud. Gud gør undere også i dag. Ellers ville troen på Gud kunne erstattes med troen på kærlighed eller medmenneskelighed – som erstatningsbegreber for Gud. Hvad den som bekendt også er i mange fortyndede varianter af dagens danske kristendom. Det er nok langt fra alt, hvad der har navn af mirakel, der også er det. Der findes kvaksalvere og humbugmagere i alle sammenhænge. Men mirakler finder sted i dag. Ofte i områder hvor kristendommen er presset eller i vækkelse.”

Livet selv er mirakuløst
Også Johanne Stubbe Teglbjærg mener, at usædvanlige eller særligt gode hændelser finder sted i dag. Men hun vil ikke være den, der på forhånd skal definere, om disse er mere mirakuløse end andre:

”Kendetegnet ved hele virkeligheden, livet i sig selv, er, at det er mirakuløst. Det kan måske lyde som om, jeg bagatelliserer miraklet, fordi der selvfølgelig findes forskelle, hvor en hændelse var mere uventet end andre eller bedre end andre. Ikke desto mindre er det kristne begreb ikke det, der på forhånd skal redegøre for den slags."

"Hvis mirakelbegrebet reduceres til nogle få hændelser, kommer man væk fra den grundkristne opfattelse af, at Gud engang for alle i Jesus af Nazaret har grebet mirakuløst ind i vores liv, og at den hændelse gennemsyrer hele vores liv og tilværelse. Derfor er jeg ikke er ude på at bagatellisere de usædvanligt gode ting i vores liv, men vil argumentere for, at de har deres rødder dybt inde i virkeligheden selv – de kommer ikke udefra fra en fremmed Gud, men har sine rødder i en virkelighed, der også er skabt af Gud.”

Også Henrik Højlund kalder livet mirakuløst:

”I virkeligheden er selve eksistensen det største af alle mirakler. At vi findes, at noget findes. At mine tryk på tastaturet giver en form for mening. Alt dette af ingenting. Det er miraklet over alle. Alle andre mirakler er egentlig kun afledninger af dette mirakel, på en måde en slags ’bevidnelser’ af dette ene store mirakel. Jomfrufødslen er måske det tætteste, vi kommer eksistensmiraklet. Nærmest som en påmindelse om, at Gud oprindelig skabte alt af intet. Igen skabte han i jomfruens mave af intet.”