Bashy Quraishy skrev:

Ødelagt navnet blandt hvem? Ihvertfald ikke blandt folk som er modstandere af muslimernes/islams forsøg på at afskaffe ytringsfriheden - som f.eks. da muslimske Tessi Nour Jørgensen forklarede at det er muslimer, ikke domstolene, som sætter rammerne for ytringsfriheden: http://www.religion.dk/artikel/439168

Når man kritiserer folk som idoliserer masse-morderen Anders Breivik så er der ingen der kalder det "anti-Breivik-retorik" og betragter det som noget upassende. Men hvis man kritiserer folk som idoliserer masse-morderen Muhammed, så er det lige pludseligt udtryk for en fobi!
Er der nogen der kan forklare hvad forskellen er på de to mennesker?


Jeg håber Bashy Quraishy forstår, at muslimer påfører ateister megen smerte når de udgiver en bog der siger at ateister er beskidte undermennesker som fortjener at blive torteret i al evighed, og når I prøver at indføre mere religion i land som ikke er specielt religiøst.

Tænk hvis Liberal Alliance (eller et andet parti) sagde: "Vi håber vores venstrefløjs venner vil indse, at de påfører os megen smerte, når de konstant latterliggører og håner vores skattepolitik."
Hvis LA fik den slags indført, så ville det være første skridt i retningen at indførelse af diktatur.
Forskellen er selvfølgelig at Liberal Alliances partiprogram ikke er opdigtet af en sadistisk masse-morder. Derfor må man gerne håne LA!


Der er 2 ting at sige til det:

1) Der er vel næppe noget muslimske land hvor ateister ikke har værre vilkår end muslimer har det i Danmark, så spar os for det tåbelige åh-islam-er-så-tolerant vrøvl

2) Hvad er det for et bizart menneskesyn der ligger bag at opdele folk i "bogens folk" og "ikke bogens folk"? Hinduer, ateister, buddhister er ikke "bogens folk" - hvilken forskel gør det? Kan vi andre også bare vælge en eller anden bog og så sige at "muslimer er ikke denne bogs folk" og derfor behøver man ikke respektere muslimer? Hvordan er dette ikke rendyrket racisme?


Prøv at læs hvad koranen siger om jøder...
Eller hvad med den her video: http://www.youtube.com/watch?v=jwN2M6ZIIRU (selvom jeg ikke kan garantere for at oversættelsen er korrekt).

En sjov lille nytårskonkurrence: hvem kan finde det værste eksempel på muslimsk foragt for kristne, jøder, ateister, hinduer eller andre?


Den slags plejer at betyde at ikke-muslimske lande skal åbne sig for islam, hvorimod muslimske lande selvfølgelig ikke behøver at åbne sig for ateisme.

Jeg mener ikke det næste alvorligt - det er blot for at provokere:
Lad os behandler muslimer som ateister behandles i muslimske Indonesien (grundloven skal forbyde islam): http://www.newstatesman.com/blogs/the-staggers/2010/12/religion-indonesia-b...
Lad os behandle muslimer som kristne behandles i muslimske Saudi-Arabien (ingen ret til at praktisere deres religion).
Lad os behandle muslimer som bøsser behandles i muslimske Iran (dødsstraf eller pisk).
Lad os behandle muslimer som kvinder behandles i muslimske Sudan (stening hvis vi andre er utilfreds med deres sexliv).
Listen kunne fortsætte med mange flere eksempler...
Skal det være håbet for de nye år at vi lader os inspirere af ovenstående i vores behandling af muslimer, eller der noget galt i at lade sig inspirere af islam?

En ny regering valgt på et snævert flertal ændrer ikke lige på danskernes erfaringer.
For det er nok erfaringerne, der er den væsentligste faktor. Den "åbne og afslappede" dansker var ikke forberedt på, at ytringsfriheden skulle beskæres med vold og trusler. Hele muhammed-sagen efterlod også en følelse af, at der var nogle imamer, som i den grad handlede til skade for det land, der gæstfrit havde taget imod dem. Truslerne, der nu er blevet en del af hverdagen, var noget ukendt i DK tidligere.
Der er i artiklen en meget sikker udmelding: Vi viser respekt - det gør I andre ikke!
Men rigtig mange erfaringer siger det modsatte.
Spørg, hvis du tør, til de erfaringer danskere i de sidste 30 år har gjort med islam? Altså for at høre, hvad de almindelige ikke-muslimer i landet oplever... ikke bare for at dømme dem.
I mine ører lyder dette "fromme nytårsønske" temmeligt selvretfærdigt.
Så længe kristendommen kun respekteres ved at ordene om at se fejlen hos sig selv bruges IMOD ANDRE, så er der ikke megen respekt i det.

Jeg er meget enig - især det sidste afsnit - Bashy Quraishy skulle lære betydningen af den gamle talemåde: "Fej først for den egen dør"!

"Islamofobi" er en politisk korrekt ord bruges til at stigmatisere kritik af islam. Den foregiver at betegne en irrationel frygt eller modvilje mod islam eller muslimer, men det adskiller sig fra ægte hykleri i, at en vis grad af frygt og afsky for islams lære er generelt helt rationelle. Som det er måde med disse vilkår, er det ofte bruges i flæng med andre som 'racisme' og 'fremmedhad' for at lukke munden på oppositionen. Mens muslimer faktisk kan være ofre for snæversyn, dette adskiller sig fra kritik af deres religion, skildringen af deres profet og så videre, hvilket er et spørgsmål om ytringsfrihed.

Islam er en ideologi med tilhængere fra forskellige baggrunde. Det er ikke en race, og dermed afvisning af islam ikke kan betegnes som racisme. Kristne, kommunister eller hinduer ikke beskylder deres kritikere for at være racistisker, den blotte tanke om, at det sker er latterligt, men muslimer og deres tilhængere gør det hele tiden. At kritisere mangler en ideologi eller hævder en ideologi at være underlegen i forhold til en anden, gør ikke nogen en racist. Et løb kan ikke søger at omvende andre til deres fold. En race ikke har nogen forudbestemt overbevisninger eller sæt love at følge. Desuden kan man ikke en dag beslutter at blive afro-caribiske, kaukasisk, asiatiske eller latinamerikanske. Så mærkning af en person, hvis udtalelser om islam, og dens effekt på dens tilhængere, er negative som et racistisk er en fejlslutning. Det er også værd at bemærke, at flertallet af muslimer ikke er arabere.

Pho · bi · en
En vedvarende, abnorm og irrationel frygt for en bestemt ting eller situation, der tvinger én til at undgå det, på trods af bevidsthed og forsikring om, at det ikke er farligt.
http://dictionary.reference.com/browse/Phobia

Igen, Islam er en ideologi, og ligeledes kan afvisningen af en ideologi ikke kan klassificeres som fobi. At kalde modstanderne af en ideologi fobiske er en fejlslutning. Alle ideologier har deres kritikere og modstandere, men vi hører ikke kristne at kalde kritikere af kristendommen kristenfobi, kommunister kalde deres kritikere kommunistfobi eller hinduer kalder deres Hindufobi. Udtrykket "islamofobi" er både teknisk og logisk urigtige og vildledende.

Ifølge definitionen af Phobia er anført ovenfor, indebærer neologisme "islamofobi", at islam ikke er farligt, og frygten for det er irrationelt.

Denne påstand er ikke blevet fastlagt, og det er ikke alment aftalt. Der er mange, der hævder, at islam rent faktisk er en farlig ideologi, og de har deres logiske argumenter for at bevise deres påstand. Uanset om de kritikere af islam, er rigtigt eller forkert om, hvorvidt islam er farligt eller ej, kalde dem "fobisk", indebærer, at deres kritik er allerede blevet tilbagevist og irrationalitet deres frygt for islamiske trussel er blevet etableret. Derfor er deres uenighed med Islam er ikke logisk, men en psykisk lidelse.

Her er en kort liste over konkrete fobier:
Achluophobia eller Lygophobia (frygt for mørke)
Højdeskræk (højdeskræk)
Androphobia (frygt for mænd)
Aviatophobia (flyskræk)
Chiraptophobia (frygt for at blive rørt)
Klaustrofobi (angst for lukkede rum)
Coitophobia (frygt for samleje)
Decidophobia (angst for at træffe beslutninger)
Agrophobia eller Demophobia (frygt for folkemængder)
Eleutherophobia (frygt for frihed)
Gynophobia (frygt for kvinder)
Hadephobia (frygt for helvede - i øvrigt, en fobi, der rammer mange muslimer)
Hylophobia (frygt for skove)
Insectophobia (frygt for insekter)
Isolophobia (frygt for ensomhed, at være alene)
Necrophobia (frygt for døden eller døde ting)
Neophobia (angst for noget nyt)
Phasmophobia, (frygt for spøgelser)
Philophobia (frygt for at falde i kærlighed, eller være forelsket)
Fremmedhad (angst for fremmede eller udlændinge)

Hvordan kan kritik af islam falder i denne kategori? Disse er alle irrationelle frygt, der kræver behandling. Er forsvarere af islam, hvilket tyder på, at kritikerne bør modtage terapi? Næppe det er deres egen frygt for at islam er forkert, og det må muslimer bestemt ikke antage.

Fobi er en irrationel frygt for ting, mennesker eller situationer, men ikke tro. Du kan ikke være fobiske af et trossystem. Overbevisninger i sig selv er ikke skræmmende. Det er mennesker, der følger forbryderiske tro, der bliver farlige og skræmmende. Som man kan se, ordet "islamofobi" er dumme, fordi Islam er en tro system, og det er ikke muligt at være fobisk af en tro. Uanset hvilken vinkel man ser på islam du finde sin dumhed iøjnefaldende på dig.

Alle ideologier har deres modstandere. Det er ren arrogance at kalde kritik af enhver ideologi fobiske. Som det er blevet nævnt, indebærer dette, at sandheden af denne ideologi, der allerede er etableret, og enhver imod det er at vedtage en irrationel position og har brug for psykologisk hjælp.

Kun en hjernevasket fjols er i stand til så meget irrationalitet og arrogance. Vi husker alle Muhammad Abdullah, den afghanske mand, der konverterede til kristendommen, og som stod over for henrettelse. Når regeringen i Afghanistan blev presset til at løslade ham, for at redde ansigt de beskyldte ham for at være sindssyg og ikke egnet til at blive retsforfulgt. I erindringen hos de muslimer, kun en sindssyg person ville uenig med islam. Det er ren og skær arrogance.

Buddhismen er normalt betragtes som en fredelig religion med ikke-vold i sin kerne. På trods af dette har buddhismen sine kritikere, og vi aldrig kalder så Buddhistfobi.

Således neologisme "islamofobi", giver absolut ingen mening. Det er nedsættende og anvendes på en nedsættende måde af miskreditere kritikerne af islam fra starten

Muslimer og deres frygt for jøder

Mange muslimer lider af en irrationel frygt for jøderne. Nogle muslimske børn bliver undervist, at jøderne er onde, at de spiser muslimske børn og lave kager med deres blod. Jøderne er karikeret i nedsættende og dæmoniseret måder, skildret som blodsugende monstre. I et tv-show luftes i Palæstina en tre-årig barn blev interviewet og spurgte, hvad hun hader mest, og da hun svarede "jøderne", journalisterne lovpriste Allah efter at have hørt denne dumme bemærkning. Så neologisme jødefobi (frygt for jøderne) er legitim, fordi den irrationelle frygt for jøderne er indprentet i muslimer siden barndommen. Mange muslimer alvorligt lider af denne lidelse.

Hvis børn overalt blev bevidst lært at frygte muslimer, er den måde, mange muslimske børn lærte at frygte jøder, så neologisme Muslimphobia ville have mening. Men det er ikke tilfældet. De, der forsvarer islam konstant forsøg på at sløre grænsen mellem kritik af islam og kritik af muslimer. Men islam er kun et trossystem, og det er en menneskeret at være uenig med nogen tro. Opkald til, at uenighed en "fobi" er en logisk fejlslutning. Islam er den eneste ideologi, hvis tilhængere prøver at miskreditere deres modstandere ved effektivt at diagnosticere dem med en psykisk sygdom.

Islamofobi dermed giver ingen mening overhovedet. Det er lige så meningsløst som "Fascistophobia". Selvfølgelig mennesker har ret til at være uenige og kritisere enhver ideologi, hvad enten der er god eller dårlig. Godhed af en ideologi er i øjnene af beskueren. Stigmatiserende kritik af en ideologi krænker grundlæggende menneskerettigheder, især ytringsfriheden.

Det absurde er, at mange muslimer synes, det er okay for deres skrifter at opildne til had mod ikke-muslimer i almindelighed og jøderne i særdeleshed, men det er ikke okay for andre at kritisere deres ideologi af had. Faktisk kan man spekulere på, om kuffarophobia er mere rammende.

Hvad ligger bag denne paranoia og fobi for kritik? Det er den manglende evne til muslimer til at imødegå den gyldige kritik af islam. Lykkes det ikke, de ty til ad hominem og forsøge at miskreditere sine kritikere ved at underminere deres karakter. Ved klassificering af kritik af islam som en lidelse, fritager muslimer sig fra at reagere på gyldig kritik mod deres tro.

Den neologisme "islamofobi", er derfor et symptom på den intellektuelle konkurs muslimske rengøre si at komme med logiske argumenter og forsvare islam mod kritik på en rationel måde. "Islamofobi" er en annonce hominen. Det er en logisk fejlslutning og en fornærmelse slynget på kritikere af islam. Det understreger det faktum, at islam er en løgn, ude af stand til at modstå kritik. Derfor er muslimer har brug for censur og skal eliminere sandheden af brutale kraft (lov jakkesæt eller vold) til at beskytte deres løgn.

Selve eksistensen af denne neologisme er en stiltiende tilståelse af, at islam er en hadefuld løgn, som ikke kan forsvares logisk, og at ad hominem, tu-quoque og censur er de eneste måder at forsvare den.

Ifølge Organisationen af Den Islamiske Konference:

Islamofobi betyder den nutidige spredning af diskrimination mod muslimer og forvrængning af islam, og dels på grund af uvidenhed og manglende forståelse af islam i Vesten. Det ville være en uheldig fejl i dommen i tro, at islam er forbundet med terror og at det er intolerant over for andre religiøse overbevisninger, at dens værdier og praksis ikke er demokratiske, og at det går ind for undertrykkelse af ytringsfrihed og underminere menneskerettighederne.
http://www.oic-oci.org/uploads/file/Islamphobia/Islamophobia_rep_May_23_25_...

Faktum er, at jo mere vesterlændinge lære om islam, jo mere bange bliver de. Den offentlige opmærksomhed er vendt til islam først efter mange angreb muslimerne har gjort mod deres medmennesker i Allahs navn og hans sag. Jo mere vesterlændinge læser Koranen jo mere de opdager de destruktive onde skjult i sin usammenhængende, repetitive, vrede sammenlinger. Hvad smule gode, der kan findes i teksten kan let udledes af de tidligere hellige skrifter af jøder, kristne, hinduer og buddhister.

OIC forsøger at stikke blårt i øjnene på Vesten med sådan en latterlig forestilling som den, at frygten for islam er ubegrundet.
Islam har været forbundet med terror siden begyndelsen.
Islam er intolerante over for andre religiøse overbevisninger siden dets begyndelse.
Islams værdier og praksis er bestemt ikke demokratisk, som Ayaan Hirsi Ali forklarer godt:

Islam har visse karakteristika, der kan sameksistere med vestligt demokrati. Som en muslim, blev jeg lærte at være generøs, at være gæstfri, at være venlige mod de ældre og for at være venlige over for de fattige. Men de grundlæggende principper i islam og de grundlæggende principper i vestlige liberale demokratier er uforenelige. Islam hverken anerkender verdslighed og adskillelse af kirke og stat. Kvinder er underordnede. Livet er ikke værdsat så meget som i de vestlige liberale samfund, hvor livet og friheden for den enkelte er separate mål i sig selv. I islam er liv, frihed og stræben efter lykke ting, som du kan forfølge, når du går til himlen, men du skal dø først, da livet på jorden er bare en passage, og du overholde visse regler, og hvis du ikke overholder disse regler er du ikke som en muslim. Og så har du behandlingen af homoseksuelle, eller i det mindste tanken om, at de ikke får lov til at leve og skal enten være forvist eller dræbt. Nu, i liberale samfund disse værdier, som er radikalt forskellige fra, hvad islam prædiker.

Og islam helt sikkert favoriserer undertrykkelse af ytringsfriheden, og det undergraver menneskerettighederne ved at sanktions-og institutionalisere slaveri og nægter lige beskyttelse i henhold til loven til ex-muslimer, ikke-muslimer, kvinder, homoseksuelle og børn.



Ytringsfrihed er retten til frit at udtrykke sin mening i hån spottelse skrift og tale uden andres forudgående godkendelse, og står dermed i modsætning til censur som islam vil inføre. Da det er imod deres blesfemi love.

Måske er det bedste bevis på, at Muhammad straffet kritikere med døden er antallet af mennesker, der blev myrdet af netop denne grund kort tid efter han opnåede magt til at gøre det. Hans biografier over en lang række borgere, der blev myrdet blot for hån eller kritik, især digtere - medierne kunstnere af tiden. Den ene var en mor til fem, som havde sit barn trukket fra hendes bryst, inden hun blev kørt igennem med et sværd.

Muslimer er individer.Jeg lidenskabeligt tror, at ingen muslim bør kunne skades, chikaneret, stereotypes eller behandles anderledes overalt i verden, alene på grund af deres status som en muslim.

Som en ideologi, er islam ikke ret til lige respekt og accept, fordi ideer ikke bærer samme moralske vægt. Islam er ikke blot en tro om Gud. Det er et ord, der betyder underkastelse. Islam er uadskillelig fra et sæt regler, der definerer et socialt hierarki, hvor muslimer underkaster sig Allah, kvinder underkaster sig mænd og alle ikke-muslimer underkaster sig islamisk styre.

Hvorfor skal vi latterliggøre islam.
http://www.faithfreedom.org/comics/introduction.htm



Selv om det er almindeligt for muslimer at blive ked af nogen, "krænkede" deres religion, her er hvad Koranen siger om jøder og kristne:

Jøderne kalder Ezra en søn af Allah, og de kristne kalder Kristus, søn af Allah. Det er en talemåde fra deres mund, (i dette), men de efterligner hvad de vantro af gamle plejede at sige. Allahs forbandelse være på dem, hvordan de er vildledt væk fra sandheden! (9:30) (Se også Bukhari 8:427), en af de sidste ting, Muhammad nogensinde sagt på sit dødsleje var "Må Allah forbande jøderne og de kristne.")

Koranen specifikt kristne, jøder, polyteister (hinduer) og ateister:

Kristne er hån (5:17, 5:73), der har opfundet en løgn om Allah (10:68-69) ved at tilskrive partnere til Allah (dvs. Treenigheden). Opfinde en løgn om Allah er den værste synder (7:37, 29:68), og af denne grund kristne er dømt til Helvede (10:70). Selv om man (tidlig Medina) vers synes at sige, at retskafne kristne vil gå til himlen, er dette ophævet af senere vers, der gør det meget klart, at kristne må ophøre med at være kristen (dvs. afviser treenigheden) eller lide evig pinsel for deres tro ( 5:72-73).

Jøderne er også forbandet af Allah (5:13), i et af hans sidste udtalelser. Koranen fortsætter med at forsikre muslimer, at jøder er onde (4:160-162) - så onde, i virkeligheden, at de har en eller anden måde formået at gøre det umulige (18:27) og ændre Allahs ord (2:75) . Jøderne er "glade for løgne" og "æde den forbudte" (05:42).

Koranen forsikrer troende, at jøder og kristne har "syge hjerter" (05:52). Allah selv tager æren for det fjendskab mellem dem (5:14). Kun jøder og kristne, som underkaste sig islamiske underkastelse og betale jizya er beskyttet i denne verden (9:29 & Ibn Ishaq 956).

Hinduer er polyteister. Selvom Muhammed ikke vidste noget om hinduer (og heller ikke Allah, tilsyneladende) Koranen stadig formår at lægge grunden for 1000 år etniske udrensning kampagne mod det hinduistiske mennesker, der skønnes at have taget snesevis af millioner af uskyldige liv. I islam er polyteister værre end alle andre religion. De, der slutte sig til afguder (14:30) eller falske guder (11:14) til Allah også opfinde en løgn om Ham (29:17) og vil brænde i helvede. Selv at tro på andre guddommelige enheder sammen med Allah er en utilgivelig forbrydelse (4:48, 40:12).

Ateister tror ikke på nogen gud, som er endnu værre end at tro på den forkerte (Muhammad og hans efterfølgere beskrev ateister med døden - Bukhari 84:57). Blot spørgsmålstegn ved eksistensen af Allah er et bevis på ens ugudelighed (25:21), ligesom muslimske narcissim opfordres i Koranen. Muhammad altid besvaret dybdeborende spørgsmål blot ved at fortælle den spørgende part, at de ville gå til helvede, hvis de ikke tror på ham (36:49-64). Koranen afskrækker muslimer fra intellektuelle undersøgelse (5:101-102).

Enhver, der opgiver sin religion er en "perverteret overtræder" (3:82). Perverteret samt er nogen, der benægter Allah (40:63) eller ikke tror Muhammad (2:99). Samvittighedsfrihed eksisterer ikke i islam. Muhammad klart foreskrevet dødsstraf for frafaldne (Bukhari 52:260).

Mens moderne muslimske apologeter ofte taler om "dialog" (der betyder en ensidig ordning, hvor de fortæller dig om Islam, mens du lytter) Koranen taler om Jihad i stedet:

Lyt ikke til de vantro, men stræber efter (jihad) mod dem med den største kraftudfoldelse. (25:52)

Hvad ville være pointen i at høre noget en ikke-muslim har at sige ... eller endda at tale med dem for den sags skyld? Allah har allerede forseglet deres hjerter og dømt dem til helvede:

Med hensyn til de vantro, det Uanset om du advarer dem eller du advare dem ikke er alle en for dem, de ikke tror. Allah har forseglet deres hørelse og deres hjerter, og deres øjne er der et, der dækker. Deres vil være en forfærdelig undergang (2:6)

For de undrende, hvorfor Allah ville endda gøre vantro, hvis deres endelige destination er helvede, sagde Muhammad, at formålet med nogle (jøder og kristne, i det mindste) skulle træde i stedet for muslimer, så de ikke ville lide det (Sahih Muslim 6666 ).

http://www.politicalislam.com/blog/christians/

Kilde: Koranen: Hadith
http://www.cmje.org/


Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:
Han vil give sine engle befaling,
og de skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.«
Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud
Matthæus 4,1-11

Fra tidliger indlæg.

Der er to måder at nærme sig en undersøgelse af Muhammed. Den ene er med ærbødighed og den anden er med skepsis. Tænker personer vælger de sidstnævnte. De er ikke skræmt af antallet af muslimske troende i verden i dag eller af deres kraft, tro, fordi disse er meningsløse til bestemmelse af sandheden. De bekymrer sig kun om fakta.

De fakta, der præsenteres her om livet af Muhammed og oprindelsen af Islam er fuldt understøttet af værker af tidlige muslimske biografer, som alle senere historikere stoler på.

Der var hedenske religiøse traditioner i Arabien, især blandt dem, der bygger i handelsbeholdningen centre som Muhammads fødeby Mekka. Nogle af disse byer havde Kaabas terning-lignende strukturer, der ville tiltrække pilgrimme i løbet af de hellige måneder. Kaaba i Mekkas huse forskellige idoler, herunder den sorte meteorit, der stadig er den dag i dag.

Ud over den sorte sten, Muhammads Quraish stamme tilbedte en måne gud som hed Allah. Andre guder blev anerkendt som godt. Faktisk var byen Mekka kendt for religiøs tolerance, hvor folk af alle trosretninger kan komme og bede på Kaaba. (Dette skulle senere ændre sig, når Muhammad fik magt til at etablere sin autoritet med magt).

Islam blev skabt både fra disse rå hedenske praksis og fra de grundlæggende teologiske elementer i kristendommen og jødedommen som Muhammad forstod dem (hans unøjagtige fortolkning af kristendommen, for eksempel, er ofte tilskrives en tidlig erfaring med frynser kulter i den palæstinensiske regionen, da kendt som Syrien).

Muhammad proklamerede sig selv som profet i samme "afstamning", som Abraham og Jesus, og begyndte at forsøge at konvertere dem omkring ham til hans nye religion. Han berettede Koranen for dem, der troede på ham, fortælle dem, at det var Allahs ord (hørte kun af ham selv, naturligvis).

Muhammads Koran indeholdte ikke et enkelt original moralsk værdi, og det bidrog kun én ny idé til verdensreligion - at Muhammad er Allahs profet. Faktisk Muhammads "Allah" virkede underligt optaget af at sørge for muslimerne vidste at adlyde Muhammads enhver jordisk ønske, som dette mandat gentages mindst tyve gange i fortællingen af Koranen.

I begyndelsen gjorde Muhammad sit bedste for at bringe hans lære med den fremherskende tro af Fællesskabets ældste, som kombinerer alle 300 af deres idoler under navnet "Allah." Hans sammensmeltning af jødisk-kristne teologi og hedenske tradition voksede mere sofistikeret, tid. Han brugte også sin "åbenbaringer fra Allah" til gentagne gange bekræfte sin egen position. Selv om han ikke huskede de bibelske historier korrekt, for eksempel, blev hver enkelt påfaldende ændret for at indarbejde et fælles tema: ". Tro på budbringeren (Muhammad) eller lid konsekvenserne"

Ifølge tidlige muslimske historikere, havde mekkanerne ikke noget imod Muhammed at praktiserer sin religion, de følte sig heller ikke truet af hans forfremmelse af det. Dette ændrede sig først efter den selvudråbte profet begyndte at angribe deres religion, herunder told og forfædre til folket (Ibn Ishaq/Hisham 167).

Forbindelserne med mekkanerne vendte særligt sur efter en episode kendt som "De sataniske vers", hvor Muhammad enige om at anerkende de lokale guder foruden Allah. Dette sprædte glæde blandt mekkanerne, der generøst udvidet deres velkomst. Men Muhammad hurtigt skiftede mening efter hans eget folk begyndte at miste troen på ham. Han hævdede, at Satan havde talt gennem ham, og han ophævet anerkendelse af de mekkanske guder (Tabari 1192, Koranen 22:52 & 53:19-26).

De lokale intensiverede deres hån mod muslimer, og gjorde livet svært især for nogle af dem. Selvom muslimer i dag ofte bruger ordet "forfølgelse" til at beskrive denne ildprøve (med rette, i nogle tilfælde), er det vigtigt at bemærke, at de tidligste og mest pålidelige biografier (Ibn Ishaq og al-Tabari) registrere kun en død muslim i løbet af denne periode, en ældre kvinde, der døde af stress.

Muhammad afviste tilbuddet om en fredelig sameksistens. Hans nye religion var tydeligvis beregnet til at dominere andre, ikke være på lige stående med dem. I mellemtiden var muslimerne begyndt at blive voldelige med folk omkring dem.

Muhammad søgen efter politisk alliance fik ham til at lave en traktat om krig mod mekkanerne med befolkningen i Medina, en anden arabisk by, langt mod nord (Ibn Ishaq 299 til 301). Dette var det sidste strå for mekkanerne, som til sidst besluttede at fange Muhammad og sætte ham til døden.

Selvom dette lyder hårdt mod vestlige standarder, er det vigtigt at bemærke kontrasten mellem det mekkanske reaktion, og at der af Muhammed, da han havde lejlighed til at beskæftige sig med opfattet forræderi i Medina på et senere tidspunkt på en del af dem, der havde ikke engang skadet nogen.

Mekkanerne begrænset deres dødbringende aggression til Muhammad selv. Dette er helt klart af den episode, hvor Muhammad undslipper sit hjem ved hjælp af sin svigersøn, Ali, at narre hans potentielle mordere til at tro, at de havde ham fanget (Ibn Ishaq 326). Ingen skade blev gjort for at Ali eller hans kone, der begge efterfølgende forblev i byen i flere dage at fuldføre overførslen af Muhammads familie virksomhed til Medina.

Det var i Medina, at islam udviklet sig fra en relativt fredelig religion lånt fra andre, og ind i en militær styrke, der havde til formål at regulere alle aspekter af samfundet. I løbet af de sidste ti år af Muhammads liv, var vantro smidt ud eller gjort til slaver, konverteret ved at dø og endda rundet op og slagtet afhængig af hensigtsmæssighed. Den lighed og forståelse over for jøder og kristne forsvandt fordi nu havde han opbrugt det propaganda kort imod dem. Så man kan ikke sige at han var inspireret af de to, nej han lånte blot deres tillid til at lave sin egen. I religion er der magt...

Til at finansiere hans søgen efter kontrol, instrueret Muhammed først hans efterfølgere til at plundere mekkanske karavaner i de hellige måneder, hvor ofrene vil mindst venter det. Dette var til trods for, at mekkanerne ikke generer ham i Medina.

Muhammad forudsat hans folk med praktisk åbenbaringer(en morale boost) "fra Allah", der tillod dem at myrde uskyldige og stjæle deres ejendom (Ibn Ishaq / Hisham 426). Folkene omkring ham efterhånden udviklet et begær efter ting, der kan træffes i kamp, herunder materiale bekvemmeligheder og tilfangetagne kvinder og børn.

Ofte er folk fanget i kamp ville blive indbragt for den selvudnævnte profet, hvor de vil tale for deres liv, argumenterer, for eksempel, at de aldrig ville have behandlet muslimerne på den måde. De traditioner er helt klart i at skildre Muhammed som stort set uberørt af deres anbringender, og bestille deres død alligevel, ofte med forfærdelige midler. I et tilfælde. Han bestilte en mand dræbt, og fortæller ham, at "Helvede" vil tage sig af den stakkels fyrs forældreløse datter (Ishaq 459)

Det angreb på karvanerne forud den første store slag der involverer en muslimsk hær, Slaget ved Badr. Det var det sted, hvor mekkanerne havde sendt deres egen hær til at beskytte deres karvander fra muslimske tyve. Selv muslimer i dag hævder gerne, at de kun angribe andre i selvforsvar, var dette tydeligvis ikke tilfældet i Muhammads tid. I virkeligheden havde han at tvinge sin modstræbende krigere med løfter om Paradis og forsikringer om, at deres religion var vigtigere end de andres liv.

Muhammad besejrede den mekkanske hær ved Badr, der opmuntret ham til at begynde at dele og erobre de tre lokale jødiske stammer fra Medina. Deres fejl var at acceptere den muslimske tilstedeværelse, men afviser Muhammads påstand om, at han var i rækken af jødiske profeter. Hans historier fra Toraen simpelthen ikke enige med deres egne. (Muhammads reciterede version af Bibelens historier lyder mere som fragmenteret eventyr med det samme moralske - tror på hans personlige krav på at være en profet eller andet).

Hvordan disse tre stammer, Banu Qaynuqa, Banu Nadir, og Banu Quyrayza mødte deres skæbne er indsigtsfulde i den muslimske tankegang, der beskæftiger en iboende dobbelte standard i sine forbindelser med dem uden for troen.

Først, at forsøge at vinde deres fordel, Muhammed kort prædikede, at kristne og jøder kunne opnå frelse gennem deres egen tro. Faktisk ændrede han sine tilhængere 'retning til bøn fra Mekka til Jerusalem, hvor du bliver bedt om jødernes tolerance af ham, mens han arbejdede hemmeligt for magt til at smide dem ud. Disse tidligere indrømmelser og lære blev senere ophævet af Muhammad, da jøderne i sidste ende afviste hans religion. Den sjældne tidlige vers af tolerance i Koranen, er ophævet af senere vers som f.eks 9:29.

Jøderne kendskab til Toraen naturligt truede den muslimske leders troværdighed, da det let tilbagevist den hævder, at han om sig selv som en Guds profet. De så også gennem de bibelske beretninger, at han havde samlet op fra brugte kilder og vidste, at disse modsiges etablerede åbenbaring. Bekvemt, Allah trådt til for at fortælle Muhammad, at jøderne bevidst havde ødelagt deres egne tekster for at skjule den meget dokumentation for hans egen Profetskab, at han tidligere havde insisteret eksisteret. (Til denne dag, har muslimer aldrig været i stand til at producere en kopi af den "sande" Toraen eller Evangeliet, som deres egen Koran henviser til).

Mens jøderne var ikke overbevist af sådanne åbenlyse popsmarte måde, arabiske polyteister konverterede til islam i stort tal, som hurtigt gav Muhammad magt til at gøre hans hensigter klart, at islam ville blive pålagt ved magt.

Jøderne i Mekka var de første i en meget lang række af uheldige folk til at blive tilbudt muligheden for at konvertere til islam under åbenlyse tvang. Tvangsmæssig konvertering er i høj grad en muslimsk tradition startet af Muhammed

Da de valgte at holde fast i deres religion (og deres ejendom) Muhammed ledte efter grunde til at gå i krig mod jøderne i Medina. Ifølge nogle muslimer, var den første stamme, Qaynuqa, fordrevet fra deres hjem og lander på det påskud, at en af deres egne havde chikaneret en muslimsk kvinde. Selv om gerningsmanden blev dræbt forud for dette ved en muslim, blev de muslimske også dræbt af jøder som gengældelse for det første mord.

Efter udlægningen belejring til hele samfundet og besejre stammen, ønskede Muhammad til at sætte hvert mandligt medlem til døden, men blev talt ud af det ved en associeret - noget, som Allah senere "irettesatte" ham for. Qaynuqa stammen blev tvunget i eksil og muslimerne tog deres ejendele og ejendomme, hvilket gør det til deres egen. Muhammad personligt reserveret en femtedel af den uretmæssige gevinst for sig selv (en regel om, at han var sikker på at inkludere i Koranen).

Denne episode hjalp inden for islam den umodne princippet om gruppens identitet, hvor ethvert medlem af en religion eller social enhed uden for islam er lige så skyldig som nogen af deres jævnaldrende, der fornærmer eller skader en muslimsk - og lige så fortjener straf. (Muhammeds straffe normalt ikke passede forbrydelsen).

Medlemmer af den anden stamme, Banu Nadir, blev anklaget af Muhammed for at planlægge at dræbe ham. Det mest spændende ved denne episode er, at det skete, efter at muslimerne havde dræbt flere prominente jøder på Muhammads ordre, herunder en leder af Banu Nadir (opkaldt Ka'b al-Ashraf).

Når islams profet lærte, at han kunne blive rettet repressalier (noget, som han hævdede var "åbenbaret" til ham af Allah), han straks belejret Banu Nadir samfund. Efter at tvinge dem til at overgive sig, blev disse oprindelige indbyggere af Medina derefter forvist fra deres hjem og jord fra de muslimske tilflyttere, som igen begyndte at tage så meget som de kunne for sig selv (Ibn Ishaq 653). (Til skuffelse for sit folk, produceret denne gang Muhammad en åbenbaring fra Allah, som tillod ham at konfiskere hele portionen for sig selv).

I en kritisk eksempel på, hvordan bedrag er sanktioneret i henhold til islam, en overlevende kontingent fra Banu Nadir (under Usayr ibn Zarim) senere blev narret til at forlade deres fæstning ved løftet om fredsforhandlinger. Den betingede af muslimer sendt af Muhammad til at "eskortere" dem, dog let slagtet ofrene, når de svigter deres vagt (Ibn Ishaq 981).

På det tidspunkt Banu Qurayza mødte deres skæbne, var Muhammad rig og magtfuld fra sit nederlag af de to andre stammer.

Jøderne i Banu Qurayza smagte Muhammeds vrede efter at deres leder halvhjertet sidet med den mekkanske hær under en belejring af Medina (slaget ved Trench). På det tidspunkt havde Muhammad smidt de andre jøder, og erklærede, at hele det landområde ved Medina tilhørte ham, så den oprindelige forfatning i byen ikke længere var i kraft. Det er vigtigt at bemærke, at Qurayza ikke angreb muslimerne, selv efter at have skiftet loyalitet (i modsætning til en anden populær myte).

Selv om Qurayza overgav sig fredeligt til muslimerne, Muhammad fast besluttet på at have alle mand henrettet, sammen med alle drengene, der havde nået de indledende stadier af puberteten (i alderen 12 og 14). Han bestilte en grøft gravet uden for byen og havde ofrene bragt til ham i flere grupper. Hver person ville være tvunget til at knæle, og deres hoved ville blive afskåret og derefter dumpet langs med kroppen ind i renden.

Mellem 700 og 900 mænd og drenge blev slagtet af muslimer efter deres overgivelse. (Det første holocoust)

De overlevende børn af mændene blev slaver af muslimer, og deres enker blev sexslaver. Dette omfattede den jødiske pige, Rayhana, som blev en af Muhammads personlige konkubiner den samme nat, at hendes mand blev dræbt. Islams profet tilsyneladende "nød hendes nydelse" (dvs. voldtog hende) selv som selve udførelsen af hendes folk fandt sted.

På nogle måder, var kvinder ligesom alle andre besiddelse taget i kamp, der skal gøres dog med deres fangevogtere tilfredse. Men muslimer fandt dem nyttige på andre måder også. Faktisk var en af de metoder, hvormed islam skyldte sin ekspansion ned gennem århundrederne gennem reproduktive evner af tilfangetagne kvinder. I tillæg til fire koner, var en mand lov til et ubegrænset antal sexslaver, med den eneste regel er, at alle deraf følgende børn automatisk ville blive muslim.

Muhammad beordrede, at en femtedel af de trufne kvinder fangenskab være forbeholdt kun til ham. Mange blev optaget i hans personlige stabile af sexslaver, at han opretholdt som supplement til sine elleve koner. Andre blev uddelt som parter af favoriserer til andre.

På et tidspunkt efter en kamp, hvis Muhammad instruktioner om, hvordan kvinder bør blive voldtaget efter fangst, fortæller hans mænd ikke at bekymre sig om coitus interruptus(afbrudt samleje), da "Allah har skrevet, hvem han vil skabe."

Efter kampen mod Hunain, sent i hans liv, Muhammads mænd var tilbageholdende med at voldtage de tilfangetagne kvinder foran deres ægtemænd (der var åbenbart stadig i live, at være vidne til vederstyggelighed), men Allah kom til undsætning med en handy "åbenbaring" , der tillod udskejelser. (Dette er oprindelsen til Sura 4:24 ifølge Abu Dawud 2150).

Fra Medina, førte Muhammed en terrorkampagne, som han åbent tilskrives hans succes (Bukhari 52:220). Hans bande røvere lanceret razziaer, hvor ulykkelige samfunde blev angrebet, plyndret, myrdet og voldtaget. Stammerne omkring muslimerne begyndte at konvertere til islam ud af selvopholdelsesdrift.

Den undskyldning for militære kampagne begyndte at skrumpe ind til det punkt, at det næppe eksisteret overhovedet. Muhammad fortalte sine tilhængere, at muslimer var beregnet til at herske over andre mennesker. Supremacistiske lære blev den drivende kraft bag Jihad og Jihad blev den drivende kraft bag islam.

Den brutale erobring af befolkningen i Khaybar, et fredeligt landbrugssamfund, som ikke var i krig med muslimerne, er et slående eksempel. Muhammad marcherede i hemmelighed, tog dem på sengen og nemt besejrede dem. Han havde mange af mændene dræbt, blot for at forsvare deres by. Han slavebundet kvinder og børn, og havde overlevende mænd lever på den jord som virtuelle livegne, idet muslimer en løbende del af deres afgrøder til ikke at angribe dem igen.

Muhammad mistanke om, at byens kasserer holdt ud og lod sine mænd barbarisk tortur den stakkels fyr ved at bygge et bål på hans bryst, indtil han afslørede placeringen af den skjulte skatte.

Bagefter, islams profet halshugget manden og "giftede" hans enke den samme dag (hun først var nødt til at passere gennem hænderne på en af hans løjtnanter). I betragtning af, at kvindens far også blev dræbt af Muhammed, er det ikke meget af en strækning at sige, at ægte kærlighed havde meget lidt at gøre med dette "ægteskab".

Muhammeds personlige liv blev billedet af hedonisme og overskydende, der alle er begrundet i hyppige "afsløringer" fra en stadig mere vilkårlig og lunefuld Gud i hans senere år, han ofte brugte sin indflydelse til rent personlige mål, herunder køn, rigdom og magt. Allahs myndighed for ham at forfølge disse jordiske ambitioner er endnu udødeliggjort i Koranen (sura 33 og 66, især).

Den samme mand, der tidligere i sin karriere havde begrundet sin påstand som en profet ved at sige, at han "bad ikke om nogen belønning" fra andre, vendte kurs og begyndte at kræve en femte eller mere af alle krigsbytte taget fra erobrede stammer. Ifølge hans Biograferier.

I løbet af et halv snes år, giftede han sig med elleve kvinder og havde adgang til en bred vifte af sexslaver. Da han ønskede en kvinde, selv om hun var gift med en anden mand, hans egen sviger datter, eller et barn så unge som 6-år, Muhammad var i stand til at retfærdiggøre hans begær og uundgåelige fuldendelse med en appel til Allahs åbenbarede vilje for hans sex liv - som derefter blev bevaret for evigt i Koranen, at være trofast husket af kommende generationer, for hvem det har ingen mulig relevans.

Det første vers i Sura 66 er et godt eksempel på dette. Det blev berettet af Muhammad til hans koner kort efter to af dem presset ham til ikke at besøge en favorit sex slave:

O Profet! Hvorfor vil du forbyde det (selv) det, som Allah har gjort lovligt for dig, der søger at behage dine hustruer? (Koranen 66:1)

Allah (ifølge Muhammad) var så oprørt over hans profet for at nægte sig selv en eftermiddag med fornøjelse med den konkubine, at Allah havde givet for ham, at det var en god ting for Muhammad, at Allah var en tilgivende og barmhjertig Gud! (For den muslimske troende, må det vel være en kilde til forlegenhed at Allah åbenbart havde mere interesse for Muhammads personlige sexliv, end han gjorde om tolerance eller universel kærlighed. Guden af islam opfordrer til sex med slaver i flere andre steder, såvel).

Muhammad brugte det evige paradis, og fordømmelse at hverve streng lydighed mod alle af hans kommandoer: "Allahs Apostel sagde: 'Den, der adlyder mig, vil komme i Paradiset, og den, der adlyder mig, skal ikke indtaste den" (Bukhari 92,384).

Islam blev centreret helt omkring sin grundlægger. Af alle de profeter, der er nyomvendte forpligtet til at bekræfte kun legitimiteten af Muhammed. Den muslimske leder selv deler Martyrdøden med Allah ("Der er ingen gud end Allah, og Muhammed er hans budbringer"). Til denne dag, skal enhver muslim bøje sig fem gange om dagen "mod" Muhammads fødehjem (islams "profet" vidste ikke, at jorden var rund).

Islams profet var også en ekstremt overtroisk person, forlader mange bizarre regler for muslimer at følge, herunder i hvilken retning de skulle vælge deres afføring, og hvor mange sten de skal vaske deres anus med bagefter (alle ulige antal for alle, der er nysgerrige). Hygiejne tilsyneladende efterladt ham med en irriterende lusse infektion.

Ikke tilfreds med at vente på Allah til at handle på hans vegne, Muhammad havde personlig henrettet kritikere, herunder digtere. En af disse var en mor til fem børn, der blev dolket ihjel af Muhammads udsending, efter at hendes diende barn blev fjernet fra hendes bryst. Andre uskyldige mennesker blev dræbt, blot fordi de var af en anden religion, undertiden også børn.

Den iøjnefaldende dobbeltmoral af islam blev indgroet af islams profet i hans levetid. Dette omfattede kommandoer til at udføre frafaldne (dem der ønsker at forlade islam) og smide folk af anden religion fra deres hjem.

En ældre kvinde ved navn Umm Qirfa engang løb på kant med Muhammed blot ved at kæmpe tilbage, da hendes stamme blev plundet af muslimske røvere. Muhammads adoptivsøn bandt kvindens ben separat til to kameler, derefter indstille kameler ud i modsatte retninger, rive kvindens krop i to. Han dræbte også hendes to sønner - formentlig i grusomme metoder - og gjore hendes datter til en sex-slave.

Dagens muslimer arver denne arv af selv-forbrug og ligegyldighed over for dem uden for troen. De kan eller måske ikke enige med terrorangreb på ikke-muslimer, men de er næsten forenet i deres tro på, at ofrene ikke har nogen ret til at slå igen, selv om det er i selvforsvar.

Koranen adskiller muslimer fra andre ved at give de højeste ros til troende, mens overdænge de værste fordømmelse på dem uden for troen. Islam er en sand overherredømme ideologi.
(Nazistmen kan sammenlignes her)

Selvom mange af de arabiske og jødiske stammer var elimineret og absorberes gennem militære sejr og tvunget konvertering.

I 628, seks år efter at være flygtet var Muhammeds tilhængere lovet til at vende tilbage til byen under en aftale, hvorved han afsat sin titel som "Profet af Allah." Det var et midlertidig trick, der gjorde ham i stand til at vinde en politisk fodfæste i byen gennem den samme "femte kolonne" aktiviteter, som stadig bruges i dag af organisationer som "Council on American Islamic Relations" (CAIR), som bruger deres vært sprog for religiøs tolerance at skjule en skjult dagsorden, der omfatter en systematisk diskrimination mod ikke-muslimer.

Mange af hans tilhængere var skuffede over, at Muhammad havde gjort indrømmelser til mekkanerne, ikke forstå, hvordan det rent faktisk passer perfekt med hans endelige dagsorden for dominans. Det var i denne periode, at han førte kampagne mod Khaybar, at dæmper deres blodtørst, "kvinder og plyndre".

Teknisk set Muhammad var den første til at bryde traktaten med mekkanerne, da han krænkede den del af det, der begrænsede ham fra at acceptere medlemmer af den anden stamme i hans lejr. Hans eget folk også iscenesat dødelige angreb på Mekkanske karvander . Selv om han åbenbart ikke havde nogen personlig forpligtelse til traktaten, islams profet holdt den anden part i lovens bogstav, især efter han samlet magt til at erobre i overvældende måde.

Den undskyldning, at Muhammed i sidste ende bruges til at marchere sine hære ind i Mekka blev givet, da en stamme allieret med mekkanerne gennemførte en razzia på en stamme allieret med Medinans. Selv om en sand fredens mand ville have lyttet til det faktum, at hans fjende ikke ønskede krig, og bruges ikke-voldelige midler til at løse de spændinger samtidig med suverænitet, Muhammad blot ønskede magt og hævn.

I knap et årti, havde Muhammad udviklet sig fra at forsøge at sælge sig selv som en jødisk-kristen profet, der søger tilhængere, at en arabisk krigsherre, der søger fag, slaver og total dominans. Den tidlige Koran (i Mekka) fortæller vantro at "følge eksemplet" af Muhammed eller lider helvede. Den senere Koran (i Medina) fortæller vantro til 'adlyde' Muhammed eller lide døden.

Efter Mekka overgivelse, sætte Muhammad til døden dem, der tidligere havde fornærmet ham. En af de domfældte var hans tidligere skriftklog, der havde skrevet åbenbaringer, Muhammed sagde var fra Allah. De skriftlærde havde tidligere anbefalede ændringer i formuleringen, at Muhammad tilbydes (baseret på nogle af de dårlige grammatik og utydende sprog for "Allah") og Muhammad er aftalt. Dette forårsagede den Skriftlærde for at falde fra, baseret på hans tro på, at ægte åbenbaringer skulle have været uforanderlige.

Selv om de skriftlærde undslap døden ved "at konvertere til Islam" på det punkt af et sværd, andre var ikke så heldige. Den ene var en slave pige, som blev henrettet på Muhammads ordre, fordi hun havde skrevet sange som spottede ham.

I hvad der ville også blive en model for fremtidige muslimske militære erobringer, var dem, mekkanerne, der ikke ville konvertere til islam forpligtet til at acceptere tredje klasses status. Ikke overraskende, næsten hele byen - som tidligere havde afvist hans budskab - straks "konverterede" til islam, når Muhammed kom tilbage med et sværd i denne hånd. Dette omfattede en modstander, Abu Sufyan, som var ligefrem beordret til at "Indsend og vidner om, at der ikke er nogen Gud, men Allah og at Muhammad er Allahs Apostel, før du mister dit hoved."

De, der ikke ville konvertere til islam, blev forbudt fra byen et par måneder senere - igen understreger den dobbelte etik af islam(Ingen gylden regel). Da Muhammad var tidligere forbudt fra Mekka, beskrev han det som en "forfølgelse", der har begrundet hans "slagtning" af dem, der forhindrede ham i at udføre Haj. Men når han opnåede magt, han straks jagtede enhver, der ikke ville konvertere til islam fra Mekka, og forhindret dem i at udføre Haj.

Til denne dag, er folk af andre religioner udelukket selv fra ind Mekka, byen hvor Muhammed var fri til at prædike i modsætning til den etablerede religion. Islam er langt mindre tolerant end selv de mere primitive arabiske religioner, at det fortrængt. En person, der prædiker den oprindelige arabiske polyteisme på gaderne i Mekka i dag ville hurtigt blive henrettet.

Sigende, var nogle af de mest voldelige vers i Koranen afsagt følgende Muhammads opstigning til magten, da der ikke var nogen trussel for det muslimske folk. Den 9. Sura af Koranen formaner muslimer til jihad og dominans over andre religioner:

"Bekæmp dem, der ikke tror på Allah, ej heller i de sidste dage, heller ikke forbyder, hvad Allah og Hans Sendebud har forbudt, og heller ikke følger Sandhedens Religion, ud af dem, der har fået Bogen, indtil de betaler skat I erkendelse af overlegenhed og de er i en tilstand af underkastelse. " (9:29)

Verset, der følger forbandelser kristne og jøder ved navn og siger: "Må Allah destruere dem" (som med andre dele af Koranen, er det uklart, om det er Allah eller Muhammad der taler).

Før sin død, beordrede Muhammad 30.000 mand til at marchere mod kristne lande (som var byzantinsk på det tidspunkt). Det er muligt, at han troede falske rygter om en hær samlet sammen imod ham, men der er absolut ingen beviser for en sådan styrke at have været samlet. I stedet Muhammad lod lokalbefolkningen og afpresset "beskyttelse" penge fra dem - noget, der er kommet for at blive kendt som jizya (en skat, som ikke-muslimer betaler til muslimer) som også var kendt i det Ottomanske rige.

En anden episode fra denne periode, der giver indblik i arven fra Muhammad er tvunget til konvertering af al-Harith, en af de sidste arabiske stammer til at holde ud mod muslimsk overherredømme. Muhammad gav lederen af stammen tre dage til at acceptere islam, før han sendte sin hær for at ødelægge dem.

Ikke overraskende, hele folket straks omfavnede Religionen af fred!

De fleste arabiske stammer anerkendte Muhammeds søgen efter magt og klogt pantsat deres politiske tilhørsforhold uden kamp. Dette hurtigt præsenteret et problem for hans kernebåndet af tilhængere, men da de var blevet vant til at leve ud af, hvad der kunne blive stjålet fra andre via angreb og kamp.

Da det var imod reglerne at angribe muslimer, Muhammad begyndte krævende hyldest fra hans nye "konvertitter" i stedet, men det viste sig at være mindre rentable end jizya -for ikke at nævne, at det bar risikoen for interne vrede og strid.

Khaybar, den fjerne jødiske by, der var blevet forvandlet til en stat på vegne af sine muslimske mestre var en mere foretrækket økonomisk model for en voksende islamisk imperium, der var blevet afhængig af afpresning begrundet i religiøse overlegenhed.

År før angribene på kristne og persiske lande, skrev Muhammed til guvernører i hver, fortæller dem, "omfavne Islam, og du vil være sikker." Der var ingen omtale af undertrykkelse eller frigørelse nævnt som en begrundelse. Den eneste trussel, som disse mennesker står over ville være fra muslimske hære. (Kun seks år senere, ville 4.000 bønder i den moderne dages palæstinensiske region slagtes til at forsvare deres hjem).

På det tidspunkt var det væld af andre nationer en åben kilde til misundelse blandt Muhammads tilhængere, som han lovede at rette op på. Den efterfølgende militære ekspansion, som han satte i bevægelse, kan være blevet straffet af Allah og drevet af religiøs fanatisme, men den underliggende motiver af penge, sex, slaver og magt blev ikke mindre verdslig end nogen anden erobrer af tiden.

Muhammad døde af feber i 632 i en alder af 63, med sin voldelig religion spredt over det meste af Arabien. Hans metode til at tvinge andre til at konvertere under tvang haft adskillige negative konsekvenser, begyndende med de borgerkrige, blev straks engageret i efter hans død. Mange stammer ville ud af islam og måtte holdes i imperiet via rædselsvækkende vold. Herefter kommer Ridda(frafalds krigende).

Abu Sufyan, den mekkanske leder, der var bogstaveligt talt nødt til at "omfavne" islam på det punkt af et sværd, faktisk havde det sidste ord. Han dygtigt arbejdede sin egen familie ind i arvefølgen og hans søn, Muawiya, blev arving til Muhammads imperium på bekostning af profetens egen familie. Næsten Abu Sufyan levede til sin søn og barnebarn til at dræbe Muhammads egne børnebørn under banneret af islam.

Muhammad manglende evne til at efterlade et tydeligt efterfølger resulterede i en dyb splittelse, der hurtigt overdraget til vold og fortsætter til denne dag, da sunni / shia-konflikt. Hans egen familie faldt fra hinanden, og bogstaveligt talt gik i krig med hinanden i de første par år. Tusinder af muslimer blev dræbt kæmper mod hinanden i en kamp mellem Muhammads yndlings kone, Aisha, og hans adopterede søn, Ali.

Vantro klarede sig noget bedre. Gennem Muhammads lære og eksempel, viste hans tilhængere verdslige liv som en konstant fysisk kamp mellem Huset af fred (Dar al-Salaam) og Huset af krig (Dar al-Harb). Muslimer bliver bedt om at invitere deres fjender til enten at slutte sig til islam, betale jizya (beskyttelsespenge), eller dø.

Over de næste fjorten århundreder, ville den blodige arv af denne ekstraordinære enkelte være en konstant udfordring til dem, der lever på grænsen af islams politiske magt. Den vold, at de muslimske hære ville besøge på mennesker over hele Nordafrika, Mellemøsten, Europa og i Asien, så vidt det indiske subkontinent er en hyldest til en af ;grundlæggerne, der tolereres underkastelse, voldtægt, mord og tvungen konvertering i årsagen til at sprede reglen af hans religion.

Med Muhammads ord: "Jeg er blevet beordret til at bekæmpe folk, indtil de siger:". Ingen har ret til at blive tilbedt end Allah ' Og hvis de siger det, beder ligesom vores bønner, leve op til vort Qibla og slagtning, som vi slagter, deres blod og ejendom derefter vil være helligt for os, og vi vil ikke blande sig med dem " (Bukhari 8:387)

Det er bestemt grundlag ikke blot for nutidens terror kampagner mod vestlige vantro (og hinduer og buddhister), men også den brede apati, at muslimer over hele verden har til den vold, som er en indlysende katalysator.

Som indonesiske præst, der for nylig Abu Bakar Bashir udtrykte det: "Hvis Vesten vil have fred, så er de nødt til at acceptere islamisk styre."

----
Dette var blot et lille afblik af historien eller en advarsel af fortiden, vis de vil vide mere ville jeg henvise til Muhammeds ejne kilder.

Kilde martiale- Al Tarbari. Hadith. Koranen.

Debaten hæmmes af lange afhandlinger, som jeg ikke gider læse!