“Lad os gå ind i det nye år med tak og bøn”

Tilliden til Gud vor Skaber er det vigtigste fundament. Når vi er tillidsfulde, tør vi se virkeligheden i øjnene og gå fremtiden i møde, skriver tidligere sognepræst Per Mollerup

I den bibelske salme, som læses ved nytårsgudstjenesten, lægges os denne bøn på hjerte:

"Herre, lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet."

Vore liv har en begrænset længde, en dag vil den tid, der er tildelt os, være opbrugt. Det lægges os på sinde at holde styr på vor tid, så vi ikke lader den smuldre indholdsløst hen, men bruger den med visdom på en måde, som er til gavn og glæde for andre og til Guds ære.

Nytårets komme lægger op til bøn
Vi måler tiden i sekunder, minutter, timer, dage, uger, måneder og år. Det hjælper os til at få overblik, kunne planlægge, træffe aftaler og samarbejde med hinanden og være bevidste om tidens gang. De tidsmålinger, som betyder mest for os, er dem, der er forankret i naturens rytme: Dagen eller døgnet med dets vekslen mellem nat og dag, mellem hvile og aktiviteter, og året med dets vekslen mellem årstiderne.

Mange plejer om aftenen at se tilbage på dagen for at blive opmærksomme på dagens forløb og fastholde den i hukommelsen.

Hvad fik jeg givet i dagens løb gennem samværet med andre, og hvad fik jeg selv givet til andre? Hvad lykkedes og hvad mislykkedes, hvad gjorde jeg godt, og hvad gjorde jeg forkert? Hvad kan jeg lære deraf, som kan hjælpe mig til at leve dagen i morgen på en god måde?

Som kristen er det oplagt at se tilbage på dagen sammen med Gud i en bønnens atmosfære og lytte indad efter Guds vejledning.

Ved årsskiftet tager vi et større tilbageblik og ser de større sammenhænge. Vi ser tilbage på året, som afsluttes og frem mod det nye år, som begynder.

Tidspunktet for årsskiftet er tilfældigt. Vi europæere har overtaget vores kalender fra de gamle romere og gjort den dominerende over det meste af jorden. Men andre folkeslag og religioner fejrer nytår på andre tidspunkter.

Men fælles for os er, at når vi fejrer et årsskifte, så er fornemmelsen af tidens gang særligt stærk, og vi mindes om, at vore dages tal er begrænsede, så det er betydningsfuldt at leve hver dag og hvert år med visdom. For nogle er denne fornemmelse af tidens gang ubærligt stærk. Sommetider er det mit indtryk, at nytårsløjer tjener til at fortrænge eftertænksomheden.

Det er tid til at vende blikket fremad
Når året slutter, ser vi tilbage og mindes ikke alene de store begivenheder i vort eget liv, men også i familien, i Danmark og i verden. Det er, som om tilbageblikket også minder os om, at vi er del af en større sammenhæng.

Og vi ser frem mod året, som begynder. Vi ved allerede nu noget om de opgaver og udfordringer, om de muligheder og vanskeligheder, der vil møde os og vore familier og vort land i det kommende år. Noget ser vi frem til med forventning og glæde, andet imødeser vi måske med bekymring og bange anelser.

For os kristne vandrer tankerne naturligt videre til Gud med tak for de mange måder, vi blev velsignet af ham i årets løb, og med bøn om, at vi fortsat må leve under hans velsignelse og omsorg og blive bedre til at lytte efter hans vejledning i det kommende år.

Det ene evangelium til nytårsgudstjenesten er den korte beretning om, at Jesus ved sin omskærelse 8 dage efter sin fødsel fik navnet Jesus, som betyder: Gud frelser.

Oprindeligt var gudstjenesten på denne dag nemlig mere en fejring af Jesu navngivelse end af nytåret. Og det andet evangelium er Fadervor, som blev valgt for 150 år siden, da gudstjenesten havde fået præg af nytårsgudstjeneste.

Der er ingen anvisninger i Det Nye Testamente for en nytårsfejring, men vor nytårsgudstjeneste falder fint i forlængelse af den jødiske nytårsfejring, som Jesus voksede op med.

Centrum i den jødiske nytårsfejring, som finder sted i oktober, er Forsoningsdagen, som understreger vigtigheden af at gå ind i det nye år forsonet med Gud.

Forsoningsdagen efterfølges af Løvhyttefesten, som fejres i taknemlighed for høsten og til minde om Guds underfulde omsorg under ørkenvandringen, hvor jøderne ikke kunne så og høste.

Fejringen af Jesu navngivelse ved nytårsgudstjenesten minder os om, at Gud har ladet sin Søn føde som menneske iblandt os for at tilgive os og frelse os fra alt det, som kan skille os fra ham og ødelægge vore liv med hinanden, så vi kan leve forsonet med Gud og hinanden.

Og Jesus har lært os Fadervors bønner både for at tilskynde os til at bede dem og for at opmuntre os til at tro, at netop disse bønner længes Gud efter at komme til at opfylde i vore liv, så vi kan gå det nye år i møde med taknemlighed og tillid til Gud.

Tillid til Gud fjerner frygten for fremtiden
Ved årsskiftet ser vi tilbage på året, som svandt, og vi ser fremad mod året, som kommer. Og vi bliver måske lidt mere bevidste om vore drømme og længsler, om vore ønsker for det kommende år.

Jeg ville ønske, at tendenserne i vort samfund til flugt fra virkeligheden ind i en overfladisk fest - og drukkultur må vige for en voksende eftertænksomhed og opmærksomhed på, hvad der er det virkeligt værdifulde i vore liv, så vi skønner på det, glæder os over det og lærer at holde tal på vore dage og får visdom i hjertet. Og jeg vil ønske, at det må gå hånd i hånd med en voksende tillid til Gud.

Jeg fornemmer, at tendenserne til flugt fra virkeligheden bunder i en frygt for fremtiden. Derfor tror jeg, at tilliden til Gud vor Skaber er det vigtigste fundament under vore liv. Når vi er tillidsfulde, tør vi se virkeligheden i øjnene og gå fremtiden i møde.

Måske gør vi det ikke uden bekymring, men når vi hviler i en underliggende tillid til Gud, så har vi de bedste forudsætninger for at lytte til Guds vejledning og klare de vanskeligheder, der måtte møde os.

Per Mollerup
Åndelig vejleder og tidligere sognepræst