Morten Thomsen Højsgaard |
6. januar 2012
Når kirken udsættes for kritik eller selv leverer ægte konflikter, så får det mediefolk til at interessere sig endnu mere for tro end ellers, skriver Bibelselskabets generalsekretær Morten Thomsen Højsgaard
Hvor mange mennesker vidste egentlig, da året begyndte, at der den 8. januar ville blive holdt gudstjeneste i Københavns Domkirke i anledning af Danmarks overtagelse af formandskabet for EU? Næppe ret mange.
Men takket være Dansk Folkepartis Morten Messerschmidts
verbale frontalangreb i pressen forleden på hele idéen med gudstjenesten, så er tusinder af mennesker, der følger den offentlige debat, nu opmærksomme på, at den danske folkekirke som noget nyt også spiller en aktiv rolle her.
Arrangørerne fra Folkekirkens Mellemkirkelige Råd har tilmed fået lejlighed til at forklare sig, ligesom antallet af besøgende i kirken formentlig vil være større efter konflikten, end det ville have været uden den.
Messerschmidt har i første omgang altså fået noget andet ud af sit angreb, end han ville. Gudstjenesten, der markerer EU-formandskabet, er ikke blevet afblæst. I stedet har blæsten omkring den fået folkene bag til at stå endnu stærkere sammen.
Fra religionsdebat til kirkekonflikt
Det aktuelle eksempel med den offentlige konflikt om gudstjenesten i domkirken illustrerer en udvikling, som vi kommer til at se meget mere til i året, som kommer.
Vi har nemlig været vant til, at religionsdebatten herhjemme nærmest pr. definition har handlet om forholdet til muslimerne og hele spørgsmålet om integration. Den debat vil naturligvis stadig være der i 2012. Men spørgsmål og konflikter, der drejer sig om kirkens indre liv og kirkens forhold til det politiske miljø på Christiansborg og i Bruxelles vil fylde mere og mere. Af flere grunde.
Mange mennesker, der har fulgt debatten siden de tragiske begivenheder i USA den 11. september, er for det første trætte af at høre i medierne om de samme få islamister, der laver ekstreme og forfærdelige ulykker. Så nyhedens interesse vil i sig selv sørge for, at der kommer lidt mere variation over feltet.
Hertil kommer, at regeringen og kirkeminister Manu Sareen (R) allerede har sat tre store sager på den religionspolitiske dagsorden i det kommende år.
Det er spørgsmålet om et nyt ritual, der kan gøre homoseksuelle par til ægtefolk med retsvirkning i kirkerummet. Det er spørgsmålet om, hvordan og hvorledes folkekirken kan få en egentlig kirkeforfatning. Og så er det spørgsmålet om, hvordan valget til menighedsrådene til efteråret markedsføres så tilpas tydeligt, at borgerne tager mere aktivt del end ved de seneste valghandlinger.
Så sikkert som amen i kirken er det, at når der på den måde går politik i kirkelivet, så aftvinger det også omtale og offentlig debat. Det politiske liv skaber med andre ord en ramme for den måde, hele landet kommer til at tale om tro på. Det bliver bestemt ikke mindre konfliktfyldt end tidligere, men det bliver mere kirkeligt end i Muhammed-krisens dage.
Kirken opruster på nettet
Det er imidlertid ikke kun mediernes egne interesser og de politiske dagsordener, som alene medfører et skift i religionsdebattens karakter. Kirken selv spiller en stadig mere aktiv rolle. På adskillige områder skruer folkekirken og de kirkelige organisationer op for blusset, hvad angår kommunikation.
Folkekirkens
hjemmeside har ved årsskiftet udover den faste redaktør fået to ekstra journalister til at styrke nyhedsdækningen. I forvejen har folkekirken indledt et intensiveret samarbejde med Danmarks Radio på internettet.
Danmarks Kirkelige Mediecenter i Århus har i en snes år været dominerende, hvad angår aktiv rådgivning om kirkelig kommunikation. Men netop nu udfordres mediecentret af en række nye organisationer og netværk.
"Indtil for nylig har kirken måttet nøjes med kedelige hjemmesider og ineffektive kommunikationsværktøjer. KirkeWeb opstod som en idé om at hjælpe kirken med at kommunikere bedre og mere effektivt på internettet," lyder det bramfrit fra Christian Steffensen, der står i spidsen for det kraftigt ekspanderende
KirkeWeb. Netop fra årsskiftet har virksomheden åbnet kontor i Århus og satser i virkeligheden på at lave det samme som Det Kirkelige Mediecenter.
Dertil kommer det nye, såkaldte
Kirkeligt Medieakademi med journalisten Svend Løbner i spidsen. På blot et år har han og akademiet taget medieverdenen med storm. Ifølge Kristeligt Dagblads årlige optælling er Løbner alene blevet omtalt eller citeret knap 250 gange i de største landsdækkende aviser. Hertil kommer radio, tv og den regionale og kirkelige presse. Det var også Løbners idé at lave den årligt tilbagevendende
Kirkelige Mediedag, som i år har navne som Kurt Strand, Mette Bock, Stig Hjarvard og Niels Henrik Arendt i front.
Kirker vil være mere professionelle
Løbners bedrift er i sig selv imponerende, men det samlede billede er endnu mere interessant. Den skærpede konkurrence om den kirkelige kommunikation medvirker til at højne kvaliteten og gennemslagskraften.
På ganske kort tid er det samtidig blevet en fuldt accepteret og legitim kirkelig opgave at udvikle kommunikationen professionelt. Fra Frelsens Hærs Lars Lydholm, som
udtaler sig klogt om at udvide markedsføringsbudgetterne, til Tidehvervs-teologen Katrine Winkel Holm, som er uhyre aktiv på Facebook, har en stribe beslutningstagere i alle dele af kirkens mange forgreninger optaget pointen: Hvis kirken ikke selv fortæller sine gode historier også uden for kirkens sikre rum, så er der næppe mange andre, der opdager det.
Debatten om gudstjenesten, der markerer EU-formandskabet, tilføjer så en yderligere dimension, der på én gang får den kirkelige kommunikation til at virke endnu mere effektiv - og farefuld:
Når kirken udsættes for kritik eller selv leverer ægte konflikter, så får det nemlig folk til at tale mere om og mediefolk til at interessere sig endnu mere for tro end ellers.
Men det er ikke givet, at lytterne, læserne eller seerne så også bliver overbeviste om, at kirken gør det rigtige.
Morten Thomsen Højsgaard er ph.d. og generalsekretær i BibelselskabetSe www.bibelselskabet.dk
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk