Idealisme er nærmest latterlig i politik i dag. Fokus er i stigende grad på næste valg og muligheden for at blive genvalgt, skriver debattør Lone Skov Al Awssi
- ERIK REFNER/Scanpix Danmark
9. januar 2012
Når mediestormen raser, lyttes der ikke, al fornuftig argumentation er sat ud af spillet. Der er lidt jantelov over det: Først op på piedestalen, og så helt ned i skidtet, skriver debattør Lone Skov Al Awssi
Dansk politik har ændret sig markant. Der er sket et skred i takt med, at politik for mange politikere blot er blevet en karrieremulighed i stedet for
et idealistisk projekt for at bedre samfundet og samfundsvilkårene for borgerne.
Hvor er visionerne henne?Fortidens store politikertyper med stålsat idealisme, visioner og vilje til at gennemføre reformer (også upopulære reformer) er der efterhånden ganske langt imellem. Idealisme er nærmest latterlig. Fokus er i stigende grad på næste valg og muligheden for at blive genvalgt.
Det medfører ikke blot en usund leflen for vælgerne, men også en konstant "retten ind" efter partitoppen, af ren og skær frygt for at ende den politiske karriere ude på et sidespor langt væk fra reel indflydelse og med de absolut mindste ordførerskaber.
De fleste folkevalgte ligger i den grad bånd på egne holdninger, i en konstant afstemning med ledelsens udmeldinger, og det er ikke bare dårligt for demokratiet, det standser også nytænkning, visioner og politisk fremdrift.
Det er faktisk også udemokratisk og ligefrem i modstrid med Grundlovens bestemmelse i paragraf 56, hvor det tydeligt understreges, at folketingsmedlemmerne alene er bundet af deres egen overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere eller andre i øvrigt.
Hvorfor føler så få sig forpligtet til at forandre verden til det bedre ? Der er også blandt politikerne en enorm individualisme og selvtilstrækkelighed. Det handler om at træde på den politiske karrieres smalle sti, uden at træde nogen over tæerne.
Et eksempel på, at det forholder sig sådan, er også fraværet af værdidebatter. Sikkert fordi, at her er risikoen for at få ørerne i maskinen ganske stor. Men selv om den økonomiske situation
fordrer, at der overvejende bruges tid og kræfter på den, så kan samfundet ikke ledes politisk, uden at vores værdier italesættes også fra Christiansborg.
Når personsagerne kan køre næsten uendeligt i pressen, skyldes det i nogen grad politikernes egen frygt for ikke at blive genvalgt. Hvor forfriskende ville det ikke være, hvis en trængt politiker turde sige: "Jamen - så lad dog være med at stemme på mig næste gang." Hvor er stoltheden, æren, selvrespekten blevet af ?
Men også den voksende hær af spindoktorer og politiske kommentatorer, der er blevet almindelig inden for de sidste ti år, er med til at holde liv i de debatter og personsager, som dybest set er
helt uden politisk indhold.
Uden dem til at vende og dreje den mindste, ligegyldige detalje, ville vælgerne for længst have mistet interessen, uden dem ville der være langt mere fokus på det reelle politiske indhold. Mærkeligt nok - for de mennesker er jo netop eksperter og uden tvivl brændende interresseret i politik.
Tror de, at vi, vælgerne, er for dumme til at forstå sagerne uden en "Se og Hør ' agtig tilgang til det politiske stof ?
Politikere kommer ned i skidtet
Der har været flere sager i de sidste år, som tangerer politisk mobning. Er en politiker kommet i mediernes stormvejr, er det næsten umuligt at gøre noget som helst rigtigt.
Tænk på alle de kræfter, der bruges i de situationer, overvej om der bliver tid til at udføre det arbejde, som vi betaler dem for at gøre. Vejen fra at være mediernes darling eller foretrukne mobbeoffer er kort, og ofte står forseelserne slet ikke mål med straffen. Det kan tidligere udenrigsminister Lene Espersen og andre fortælle meget om.
Men når mediestormen raser lyttes der ikke, al fornuftig argumentation er sat ud af spillet. Der er lidt jantelov over det: Først op på piedestalen, og så helt ned i skidtet.
Statsministeren må vise, hvilken vej vi skal gå
Vi bliver nødt til at lære at skelne, hvornår er der tale om personsager, og hvornår sagerne ikke håndteres professionelt. Jeg mener ikke, at diskussionen om statsministerens nytårstale er en personsag.
Vi har ret til at forlange politiske resultater og en tydelig anvisning af den vej, vi skal gå. Det savnede jeg i nytårstalen. Det kan godt være, at de meget politiske nytårstaler først blev indført af Anders Fogh og Lars Løkke og at talerne tidligere var brugt til at samle befolkningen og markere sammenhold, men også det, var totalt fraværende i
denne nytårstale.
I mine ører var talen fuld af valgkampens retorik og kritik af den tidligere regering. Jargonerne var de samme som i valgkampen.
Det var som om, at Helle Thorning havde glemt, at valget var vundet og at hun nu også skal være min Statsminister, ja, hele Danmarks Statsminister.
Politikere bør tage fremtidens undfordringer alvorligt
Mit håb for det politiske 2012 er, at det går op for politikerne, at det er nu det gælder, ikke til næste år eller til næste valg, men lige nu.
Danmark står i lighed med det øvrige Europa over for enorme udfordringer, de kan kun løses med politisk samarbejde og ved en kraftanstrengelse. Vi - vælgerne, borgerne - kan så forsøge at holde fokus på de politiske beslutninger i stedet for personsagerne og kommentatorernes trækken langhalm på ligegyldigheder.
Lone Skov Al Awssi er debattør og panelist på religion.dk
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk