Den eksistentielle tilgang til livet er noget som alle religioner beskæftiger sig med. Teologen og filosoffen Paul Johannes Tillich ( 1886-1965) mener i lighed med Søren Kierkegaard, at religionen skal få mennesket til at tænke radikalt over den menneskelige eksistens og meningen med livet. Han er blandt andet kendt for sit citat: "Thi at være religiøs betyder at spørge lidenskabeligt efter vort livs mening".

Men når det kommer til livets mening, har islam og andre religioner også noget at tilbyde den eksistentielle og filosofiske religionsforståelse, og det vil styrke elevers evne i at være mentalt globale og navigere rundt i mangfoldigheden, hvis de i en tidlig alder lærer om alternative måder at tænke verden på.

Er Danmark en sekulær stat?
Temaet om kristendom i folkeskolen hænger uløseligt sammen med diskussionen om sekularisering og om hvorvidt vi skal adskille stat og kirke.

At Danmark ikke er en sekulær stat giver anledning til rod i praksis på flere områder. Vi hævder at være sekulære, men er det dybest set ikke. Så længe vi ikke er afklaret om, hvorvidt vi ønsker at være en sekulær stat, vil vi ikke kunne løse vore debatter om for eksempel troen i det offentlige rum og vi ender i selvmodsigelser og paradokser.

For eksempel er det et paradoks, at vi hævder, at kristendomsundervisningen er kundskabsgivende og på samme tid er det muligt for forældre at fritage deres børn fra undervisningen i kristendom. Et fag, der er kundskabsgivende bør være obligatorisk på linje med andre fag.

Eneste muslim i klassen
Tilbage til mit eget private religiøse dilemma: Min datter Aisha på 7 år er muslim. Den eneste muslim i hendes klasse. Efter den første kristendomstime kom hun hjem og var fuld af spørgsmål:

”Hvorfor er jeg anderledes end alle andre? ”Min lærer spurgte om der var nogen muslimer i klassen, og jeg var den eneste, som sagde ja. Og det var lidt mærkeligt, mor, at stå der helt alene som den eneste muslim og alle kiggede på mig.”

Dette var min datters oplevelse af at være en minoritet. Et forhold, der blev skærpet i kristendomstimen. Børn søger og længes intuitivt efter entydighed, det ved jeg af erfaringer fra min egen barndom i et krydsfelt.

Jeg kontaktede hendes lærer og fortalte, at vi havde et dilemma i familien. Min mand ønsker hende fritaget og jeg ønsker, at hun skal deltage som alle andre, selvom jeg principielt går ind for, at man i en global tidsalder underviser i alle religioner med samme intensitet.

Læreren forsikrede mig om, at faget var kundskabsgivende, hvilket jeg heller ikke betvivlede. Undervisningsbogen, som hun viste mig, handlede om livets store spørgsmål. Bogen var meget bredt orienteret og fokuserede også på andre religioner. Jeg var rolig og følte mig godt rustet til at tage kampen med min mand om Aishas ”ret” til at deltage i kristendom.

Men på trods af alle de fine argumenter er min mand stadig skeptisk og ønsker hende fritaget. Dilemmaet synes uløseligt. Logiske argumenter hjælper meget lidt, når angsten for det ”fremmede” først har fundet plads i menneskehjerter.

Ateister ønsker også fritagelse
Fritagelsesparagraffen er ikke kun noget, som muslimer benytter sig af. En af mine venner, som er erklæret ateist, ønsker ikke, at hans søn deltager i kristendom, da han anser al slags religion for en slags opium og en samling farlige ”røverhistorier.”

Fra et pragmatisk standpunkt kan man undgå, at for eksempel muslimske og ateistiske forældre fritager deres børn fra undervisningen ved at ændre kristendom til religion, filosofi og livsanskuelser og ved at sidestille religionerne. Det betyder ikke, at man skal negligere det faktum, at kirken og kristendommen spiller en afgørende rolle for den danske kulturhistorie.

Hvem har magten til at definere vores værdier?
Kulturhistorisk fylder kristendommen mere end andre religioner, og dette vil naturligvis komme til udtryk i undervisningen. Men Danmark har forandret sig gennem de sidste 30 år. Dansk identitet er en broget størrelse. Det er vigtigt at anerkende den nye mangfoldighed og signalere en åbenhed over for alle religioner- også i undervisningen.

Selvom kirken og kristendommen spiller en afgørende rolle historisk, kulturelt og politisk i forhold til at forstå den danske fortælling, betyder det ikke, at der ikke samtidig er andre ting, som betyder noget for den danske kultur. For kultur er ikke et statisk begreb, men noget som hele tiden skabes.

Debatten om kristendom i folkeskolen udgør en del af et større filosofisk tema, som handler om, hvordan vi skal leve sammen i en verden, der er kendetegnet ved forskellige idéer om, hvad der er værdifuldt, samt hvem der har retten og dermed magten til at definere, hvad der skal gælde som universelle værdier for et samfund.

Hvad betyder begreber som sekularisme, ligeværd, religionsfrihed og demokrati, hvis en bestemt religion har særstatus og forrang, som det er tilfældet med faget kristendom i folkeskolen?

Og hvad betyder det for vores fællesskab, at vi sprogligt betegner andre religioner som ”fremmede”?

I folkeskoleloven står der stadig, at: "det centrale kundskabsområde er den evangelisk-lutherske kristendom," men at det ”på de ældste klassetrin” også skal omfatte ”fremmede religioner og livsanskuelser.”

Vi bør følge den svenske løsningsmodel
Men vi skal ikke søge langt for at finde en løsning i forhold til at “integrere de fremmede livsanskuelser”.

I Sverige har man erstattet faget kristendom med religionskundskab. Det der er fagets styrke er, at der fokuseres på den religiøse dimension samtidig med, at der er en respekt for det ikke-religiøse standpunkt.
På mange punkter virker svenskerne mere mentalt globale end os danskere. De formår at omsætte religion i en form, der passer til den mangfoldige tidsalder, vi lever i. I den svenske folkeskolelov står der blandt andet følgende:

"Religionskundskab favner alle menneskelige spørgsmål om livet, uanset om de er religiøse eller ikke. Faget skal bidrage til tolerance og forhindre fremmedhad. Faget understreger det, som alle de store religioner har tilfælles" (frit oversat af undertegnede).

Ovenstående er baseret på en historisk og kulturel argumentation. Idéer om, at kristendommen er en forudsætning for demokratiet eller andre etnocentriske eller religiøse argumenter eller dogmer aflives i den svenske model.

Ved at revidere skoleloven i lighed med den svenske model og i forhold til den tid og det samfund, vi lever i, sikrer vi, at andre religioner (herunder islam) ikke betragtes som uværdige andenrangsreligioner.

At skabe lige vilkår for alle i et samfund vil være med til at forstærke tilliden og fællesskabsfølelsen i et samfund. Kristendommen vil ikke nødvendigvis miste sin værdi som samlende kulturbærende institution, hvis den giver afkald på sin magt og monopol, eller hvis den deler sin magt med andre religioner. Tværtimod.

Sherin Khankan
Religionssociolog og forfatter til bøgerne "Islam og forsoning- en offentlig sag," "Muslimernes islam. Religion Kultur Samfund" og "Paradis ligger under mors fødder."
Talskvinde og medstifter af Kritiske Muslimer