Alenemødre og accepten af denne familieform er samtidig steget, især i Island og Danmark, men også i Spanien, Litauen og Kroatien, som traditionelt er katolske lande.

Interessant nok, så er spørgsmålet om, hvorvidt homoseksuelle skal have lov til at adoptere børn et spørgsmål, som klart deler Europa i et øst og et vest.

I vest er der omkring 50% tilslutning i de fleste lande, med Island som topscoreren på 79 %. Interessant nok er der ret stor sympati også i Portugal og Spanien, mens der i øst stadig er meget lille forståelse for homoseksuelles ret til adoption.

Samtidigt er det vigtigt at understrege, at familien stadig er det vigtigste for moderne europæere: På spørgsmålet om, hvorvidt ’familien er vigtig eller meget vigtig,’ svarer mellem 96% og 100% bekræftende i alle europæiske lande.

Til sammenligning svarer ’kun' mellem 88 % og 96 %, at ’venner er vigtige eller meget vigtige’. Med andre ord: individualiseringen er måske ikke helt så ekstrem i moderniteten, som en del nutidig kulturkonservativ kritik synes at mene.

Tror europæerne på Gud?
Hvor danskerne ligner svenskere og nordmænd i forhold til familieværdier, så er danskerne åbenbart de mest religiøse, hvad angår bekræftende svar på spørgsmålet ’Tror du på Gud?’: Her ligger svenskerne i bunden med 46% (en Europarekord!) og nordmændene i midten med 56%, og danskerne i den skandinaviske top med 63%.

I hele Europa er Polen her topscorer med hele 96%, og Grækenland, Italien og Portugal ligger alle over Danmark. Men danskerne ligger kun lidt under spanierne (76%) og på niveau med tyskerne og englændere.

Hvis vi ser på forholdet mellem familie og religiøsitet, viser der sig et paradoksalt forhold: I forhold til spørgsmålet om religiøs opdragelse – hvor vidt det er vigtigt, at børn får kendskab til religion i hjemmet – er der en klar deling i Europa mellem øst og vest.

I øst ser mellem 25% og 75% af befolkningen det som vigtigt, og her er Rumænien og Georgien topscorere. I vest ligger tallene mellem 7% og 15 % med Irland som den eneste undtagelse på 25%.

Med andre ord: Familien er det vigtigste for europæerne, både i øst og vest, og samtidigt er troen på Gud på ingen måde lav – det er en klar ’majoritetstro’ i Europa.

Alligevel er der en tendens til, at religiøs tro hænger tæt sammen med familieliv i øst, mens det netop ikke gør det i vest! Måske ser vi her en religiøs individualisering, nemlig i den vestlige del af Europa, hvor det ser ud til, at selvom både familie og Gud er vigtige, så er der ingen sammenhæng mellem dem. Gud er vigtig for den enkelte, men ikke for familie- eller samfundsliv.

Folkekirken er en tom ramme
Det er interessant at sammenligne spørgsmålene om familie, Gud og kirke, og se hvad der karakteriserer danskernes forhold til disse tre størrelser samlet set: Hvor danskerne ligner svenskerne i forhold til familieværdier, og de ligner englændere og tyskere når det gælder troen på Gud, så ligner de polakkerne, når det kommer til tillid til kirken.

Her ligger danskerne, mærkeligt nok, helt oppe i den øverste del af de positive besvarelser. Andelen af danskere, der har ’stor eller meget stor tillid til kirken’ er endda vokset i løbet af de sidste tre årtier fra omkring 40% til nu 63%.

Mere kompliceret og vanskeligt forståeligt bliver dette tal, når man ser nærmere efter, hvad det er, danskerne godt kan lide ved kirken: Det er ikke primært, at kirken giver svar på etiske og moralske spørgsmål (29%) og bestemt ikke løsning på familieproblemer (18%).

Faktisk kan hele 58% sagtens komme i kontakt med det guddommelige uden kirkens hjælp! Hvorfor har danskerne så denne store tillid til kirken (meget større end svenskernes 39 % og nordmændenes 44 %)?

En mulig forklaring er, at folkekirken gør en vigtig ting rigtigt ved ikke at gøre noget: Folkekirken er en tom ramme, som danskerne med stor vellyst selv fylder med indhold og traditioner.

Det er ved ikke at give svar på teologiske, etiske og moralske spørgsmål (især ikke familiespørgsmål) at kirken har succes. Folkekirken er en ikke-autoritær institution, og den er netop brugbar for danskerne, fordi de sætter pris på, at den ikke mener noget specielt.

Denne forklaring ville passe med den manglende sammenhæng mellem familieværdier og gudstro. Hvis denne forklaring er rigtig, så giver danskernes tilsyneladende sympati for kirken grund til eftertanke – også teologisk eftertanke – når de forskellige delsvar tages i betragtning.

Jonas Adelin Jørgensen er ph.d, ekstern lektor ved Københavns Universitet og generalsekretær i Dansk Missionsråd