"er er antageligt både buddhister og kristne, der med diverse skrifthenvisninger og fortolkninger vil påpege, at børneopdragelse har noget med religion at gøre, men det har jeg vanskeligt ved at se, udover man i begge religioner på den ene eller anden måde skal stå til ansvar for, hvad man har gjort, og hvad man har undladt at gøre, herunder i forhold til sit forældreansvar," skriver virksomhedskonsulent Robert Kronberg.
- Foto: arkiv
Robert Kronberg |
26. januar 2012
Ingen sunde religioner vil hævde, at forældrene ikke har et ansvar over for deres barns opførsel. Verden ville ende i kaos, hvis børn og teenagere fik lov til at gøre, hvad det passede dem, svarer virksomhedskonsulent Robert Kronberg
Spørgsmål:Jeg er i gang med at skrive et projekt om buddhismens opfattelse af selvet. I den forbindelse er jeg interesseret i at vide mere om buddhismens opfattelse af opdragelse og om forholdet mellem voksen og barn.
Når den enkelte i høj grad selv er ansvarlig for sit liv, hvordan ser man så i buddhismen det ansvar en voksen vel naturligt har over for et barn?
Med venlig hilsen
M. Pedersen
Svar:Kære M. Pedersen
Nu spørger du ikke om ”selvet,” men når du alligevel nævner det, så er det væsentligt for mig at gøre opmærksom på, at der ikke findes en entydig definition af selvet. Det er således ikke muligt at tale om selvet, før det er klarlagt, hvad der menes med selvet.
Når det er sagt, så vil jeg, især med fødderne plantet i theravada-buddhismen (forstået på den måde, at jeg lever i et buddhistisk land, om end jeg er kristen), der er den ældste retning inden for buddhismen, hævde, at der ikke er tale om hverken genfødsel eller reinkarnation af selvet inden for buddhismen.
Du spørger om buddhismnes opfattelse af børneopdragelse og om forholdet mellem forældre og børn, og i den forbindelse henviser du til en højere grad af ansvar i buddhismen, hvorfor du efterlyser en forældres naturlige ansvar.
Jeg falder da over dette
denne artikel på religion.dk, hvor Nicolai Sennels, buddhist og psykolog, besvarer et spørgsmål, der er om noget helt andet, men på side 2 kommer han ind på børneopdragelse i buddhismen, hvor han skriver:
’Buddhister er lige så knyttede til deres børn som alle andre og kan blive lige så bekymrede, sårede og frustrerede, når det med børnene ikke kører, som man ønsker. Samtidigt er det dog vigtigt at huske på, at alle mennesker har deres egen karma, og at vi ikke ejer hinanden.’
Jeg er helt enig i, at buddhister, kristne og alle andre er lige meget knyttede til deres børn. Det er en ”naturlov”, men ikke en ondsindet naturlov, og ingen sunde religioner vil gå imod denne naturlov. Det samme gælder for et barn, der vokser op, at det vil gennemgå forskellige faser, der til sidst ender i et naturligt oprør som teenager.
Her er der igen ingen sunde religioner, der vil hævde, at forældrene ikke har et ansvar over for deres barns opførsel. Verden ville ende i kaos, hvis børn og teenagere fik lov til at gøre, hvad det passede dem.
Der er selvfølgelig en forskel mellem den buddhistiske og den kristne opfattelse af selve skabelsen af et barn, men den forskel opfatter jeg som rent teoretisk.
Jeg har aldrig mødt en buddhist i Sydøstasien, hvor jeg bor, der havde en ”unaturlig” opfattelse af forholdet mellem barn og forældre, om end de har en anden tradition, der er af praktisk eller rettere økonomisk karakter.
Når (buddhistiske) mødre i Sydøstasien kan efterlade deres barn hos deres forældre, eller fædre blot kan forsvinde, så hænger det nok mere sammen med nogle helt andre faktorer end manglende ansvar. De har simpelthen ikke et velfærdssamfund, ligesom de heller ikke har et samfund, hvor staten holder styr på en masse personlige forhold. Jeg tror såmænd ikke, at Danmark har været meget anderledes i ældre tid.
Desuden har jeg vanskeligt ved at se, at der er en højere grad af ansvar inden for buddhismen end inden for kristendommen. Jeg opfatter det som en myte, men det er korrekt, at kristendommen opererer med en særlig form for tilgivelse, men selv om man får den forærende ved dåben, så kan man sagtens miste den. Kristne har dog håbet, men buddhisten kan derimod få en ny chance i sit næste liv.
Buddhismen, som den praktiseres i buddhistiske lande, er ganske jordnær, hvor der er en masse andre faktorer, der spiller ind, og buddhismen kan ligesom kristendommen ikke tages ud af sin kulturelle sammenhæng og praktiseres rent teoretisk bortset fra de få, der vælger en tilværelse som munk.
Nicolai Sennels skriver, at:
...'vi ikke ejer hinanden’, og det er jeg enig i, men det betyder ikke, at vi ikke har et ansvar, og at vi ikke skal stå til ansvar, hvilket gælder begge veje i et barn-forældre-forhold, og det er både juridisk, menneskeligt og religiøst.
Der er antageligt både buddhister og kristne, der med diverse skrifthenvisninger og fortolkninger vil påpege, at børneopdragelse har noget med religion at gøre, men det har jeg vanskeligt ved at se, udover man i begge religioner på den ene eller anden måde skal stå til ansvar for, hvad man har gjort, og hvad man har undladt at gøre, herunder i forhold til sit forældreansvar.
Med venlig hilsen
Robert Kronberg
Virksomhedskonsulent i Bangkok og panelist på religion.dk
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk