Dermed medvirker de på en helt enestående måde i Guds fortsatte skabelse af verden. De samarbejder med Gud om at skabe nye mennesker. Så hvis sex får en særstatus i kristendommen, er det derfor, og det er klart, at det forbinder manden og kvinden på en meget tæt måde. Selv fraskilte ved, i hvor høj grad man for livet er bundet til den, man har børn med, og barnet er jo genetisk 'et kød' af både faderen og moderen.

Bibelens understregning af, at mand og kvinde bliver ét kød viser også, at det fysiske og åndelige ikke kan skilles ad. Vor tids idé om, at man kan have sex med hvem som helst, uden at det påvirker os åndeligt, er ikke en kristen tanke. I kristendommen er det åndelige og det fysiske altid ét. Det er også derfor, at Gud selv bliver menneske.

Men ægteskabets lykke er jo ikke alene gjort ved denne seksuelle forening. Det vidner vor tids mange skilsmisser om. Der skal også kærlighed til, og kærligheden vil naturligvis altid stå over forplantningen.

Man kan derfor ikke sige, at et seksuelt forhold alene garanterer en dyb forening og en særlig kærlighedsdimension. Der findes jo også cølibatære, som lever et dybt kærlighedsliv og eller gifte par, der elsker hinanden højt uden at have sex enten på grund af sygdom eller alder.

Gud har skabt mennesket af kærlighed og kalder et ethvert mennesket til kærlighed. Det, som det handler om, er at finde ud af, hvor i livet man er kaldet til at kunne elske mest. For nogle er det i ægteskabet, og for andre er det at forblive single. Det er ikke alene sex, der kan afgøre, hvor stor eller dyb kærligheden er.

Med venlig hilsen
Iben Thranholm
Teolog, katolik og journalist