Religion kan være en stor styrke for et folk. Men hvis religion bliver præsenteret på den forkerte måde, kan den også blive et farligt og destruktivt våben, skriver teolog Alex Bjergbæk Klausen, der er bosat i Nigeria

For nylig læste jeg, at nigerianerne regnes for at være blandt de mest religiøse folk i verden. Jeg ved ikke, hvordan sådan noget kan måles eller hvilke kriterier, der er blevet brugt i undersøgelsen, men efter at have tilbragt mere end to år i landet, er jeg tilbøjelig til at give undersøgelsen ret.

Nu er det selvfølgelig ikke muligt sådan at måle troen i et menneske, men i det mindste kan man måle, hvordan troen kommer til udtryk i dagligdagen og hvilke synlige tegn, der er på troen.

Kristne og muslimer lever side om side
Nigeria er delt mellem et kristent syd og et muslimsk nord. Grænsen mellem de to religioner finder man i landets brede midterregion, som består af en lang række stater. Til dagligt bor vi på en kristen compound lidt uden for Yola, som ligger i Adamawa State.

Staten ligger i den nordøstlige hjørne af landet og hører med til den brede midterregion. I Adamawa regner man med, at der er lige mange kristne og muslimer. Set med vores danske øjne burde det ikke have nogen større betydning. Der er andre steder i verden, hvor muslimer og kristne kan få et land til at fungere og give hinanden plads til at praktisere deres tro. Sådan har det egentlig også været i Adamawa indtil for ganske nylig.

Islam og kristendom har længe eksisteret side om side. Når vi kører igennem Yola by ser vi kirker og moskéer dele mure. Muslimer og kristne lever som naboer og accepterer hinandens tro og respekterer hinandens helligdage.

"Vi kan jo ikke undvære hinanden," sagde en af vores venner for nogen tid siden, og hun fortsatte: "Hvis ikke jeg må handle med muslimerne, hvor skulle jeg så købe frugt og grønt?"

De fleste familier består både af kristne og muslimer. Nogle af vores studerende på præsteskolen, Brønnum Lutheran Seminary, fortæller, at de har søskende, som er muslimer og at det ikke som sådan er noget problem for dem.

"Dem kender vi jo," siger de og fortæller, at der ikke er nogen grund til at frygte dem.

Mistillid er samfundsnedbrydende
Alligevel møder vi i undervisningen og i dagligdagen en stor skepsis over for muslimerne, og vi formoder, at muslimerne deler en tilsvarende skepsis over for de kristne. Ofte bliver der generaliseret: "Du kan ikke stole på muslimer!" eller "muslimerne er som slanger, der bider, når du vender ryggen til!"

Det er ubehageligt, når sådanne generaliseringer pludselig dukker op i undervisningen eller sågar i kirken under gudstjenesten. Det tyder alt sammen på, at der under overfladen er en dyb og samfundsnedbrydende mistillid.

De kristne har længe følt sig forfulgt af muslimerne. Den muslimske guvernør har favoriseret sine egne, hvilket betyder, at de fleste ledende positioner i staten er besat af muslimer.

Det afspejler på ingen måde samfundets sammensætning og er på alle måder en uretfærdig fordeling af poster. Politikerne favoriserer medlemmerne af deres egen religion, og de bruger religion aktivt i deres politiske kampagner.

Det er ikke kun muslimer, som handler på den måde. De kristne åbner også kirkedøren for den politiske debat og agiterer lige nu for deres kristne kandidat til guvernørposten.

Generelt fylder religion meget i dagligdagen og i den politiske debat. Mange stemmer i overensstemmelse med deres religion, fordi man er bange for at forråde sin tro. Det handler altså ikke om kandidatens politiske standpunkter eller evner, men derimod om hans tro.

Dermed har kirkerne og moskéerne en enorm indflydelse på udviklingen af samfundet. Imamer og præster bærer et stort ansvar, når det kommer til at forene landet. Teologien har en stor betydning og derfor arbejder vi også aktivt på at bringe nuancer ind i den kristne teologi, så fordomme bliver bekæmpet og ikke bestyrket.

Angrebet fik hadet til at blusse op på ny
For fjorten dage siden blev den fredelige sameksistens udfordret af et angreb på en kristen kirke i Yola. 12 mennesker blev dræbt, da ukendte gerningsmænd åbnede ild under en aftengudstjeneste.

Det forfærdelige angreb rystede byen og den slog revner i den pæne facade, som har skjult uoverensstemmelserne mellem muslimer og kristne i staten.

Fra den ene dag til den anden opstod der synlige spændinger mellem muslimer og kristne, og visse steder udviklede det sig til kampe. Det var skræmmende at opleve, hvordan gammelt had uden videre kan blusse op.

Imamer og præster kan hjælpe med at skabe fred
Lige nu er der fred igen, og hvis freden holder, venter en lang forsoningsproces, inden revnerne i facaden atter kan blive helet. Men selvom det skulle lykkes at dække revnerne til, så er det altid blot et spørgsmål om tid, inden facaden igen krakelerer.

Set fra vores perspektiv på en præsteskole i Nigeria er undervisning den eneste vej frem. Religion kan være en stor styrke for et folk. Den kan samle og være med til at opbygge en nation. Men hvis religion bliver præsenteret på den forkerte måde, kan den også blive et farligt og destruktivt våben, som skaber splittelse og had mellem mennesker.

Derfor bærer imamer og præster en stor del af ansvaret for Nigerias fremtid, fordi de kan nå mennesker på en måde, som politikere aldrig vil formå. Nu kan vi kun håbe på, at de også magter den opgave.

Alex Bjergbæk Klausen er cand.theol og underviser i teologi på Brønnum Lutheran Seminary i Nigeria