GUDS LOV: Man kan godt være en dansk muslim uden at underkaste sig nogen form for Sharia, skriver Hadi Khan, der er medlem af Demokratiske Muslimer
Spørgsmål:Skal man som rettroende muslim følge Sharia-lovgivningen? Skal man følge Koranen ord for ord?
Med venlig hilsen
Krismuhibu
Svar:Tak for dit spørgsmål!
Inden jeg svarer, vil jeg lige fortælle dig, at Sharia-lov mig bekendt ikke er implementeret 100 procent andre steder end i Saudi Arabien og Sudan.
Der er 1,4 milliarder muslimer i hele verden, og langt de fleste lever i lande, hvor Sharia ikke er implementeret. Betyder det så, at de ikke kan betragtes som rettroende muslimer?
Dertil kommer, at der ikke kun er én udlægning af Sharia. Nogle mener, at alle de indeholdte love er guddommelige, mens andre mener, at der er plads til tænkning inden for disse rammer.
Så er der en tredje gruppe, der mener, at det skal være det demokratiske element "shura," der skal styre loven.
Alt dette naturligvis i de muslimske lande.
Altså: Man kan godt være en dansk muslim uden at underkaste sig nogen form for Sharia, da det aldrig vil blive aktuelt i Danmark.
Dit andet spørgsmål er, om man skal følge Koranen ord for ord?
Der er mig bekendt kun fire bestemmelser i Koranen. Alt andet er "belærende ord på det abstrakte og konkrete plan." Der er mange meninger om, hvordan ordene skal tolkes, fortolkes, oversættes, formuleres osv. Der er ikke kun én fortolkning af Koranen.
Der er ikke én udlægning af Koranens budskab. Der er mange. Hvilken af disse skal man så følge? For mig at se er der tale om at forstå meningen, sammenhængen og budskabet og ikke at være bogstavslave.
Bedste hilsner
Hadi Khan
Medstifter af Demokratiske Muslimer