I den verserende strid om et eventuelt ateistisk tempel i London må vi forvente, at gensidige beskyldninger om kætteri og vantro og påberåbelser af at være ortodoks ateist vil dukke op, skriver ph.d og cand.theol Lars Sandbeck

At benægte Guds eksistens kan man i princippet gøre alene. Der er ingen grund til at mødes i foreninger, klubber eller organisationer med ligesindede, hvis det eneste, man er fælles om, er benægtelsen af et eller andet – i dette tilfælde at der skulle findes en Gud.

Gudsbenægtelse bør foregå alene
Det lader til at være en sociologisk kendsgerning, at menneskelige fællesskaber må basere sig på en positiv tro, dvs. mennesker må for danne en forening være fælles om at bekende sig til en eller flere positive værdier og holdninger, hvis foreningen skal gøre sig forhåbninger om at overleve og vokse.

For eksempel er det lidt svært at forestille sig, at en klub for folk, der ikke samler på frimærker eller ikke gider spille tennis, ville kunne tiltrække særlig mange medlemmer. Hvis ikke man vil samle på frimærker eller spille tennis, er det jo meget lettere bare at blive hjemme i stedet for at besvære sig selv med at møde op i en klub et eller andet sted og dér sidde i fællesskab med andre og koncentrere sig om ikke at foretage sig noget.

På samme måde er den simple gudsbenægtelse heller ikke noget, man behøver dyrke i fællesskab. Først når ateismen udvikler sig til en positiv tro, genererer den et behov for dannelsen af foreninger og klubber.

Ateister vil også missionere
I Danmark har vi længe haft forskellige ateistiske foreninger, blandt andre Ateistisk Selskab, hvis hovedformål går ud på at få kirken skilt fra staten. Det lyder jo umiddelbart som et negativt basisgrundlag, men denne kamp for en adskillelse af stat og kirke grunder i virkeligheden i en positiv tro på, at det danske samfund vil blive bedre, hvis der var mindre religion i det offentlige rum.

Vi ville blive gladere, mere optimistiske, friere og mere demokratiske, hvis samfundet blev endnu mere sekulært, end det er i forvejen. Se, dét er et budskab, mennesker kan samles om! I stedet for at mødes en gang om måneden for at bekræfte hinanden i, at Gud ikke findes, kan sådanne ateister mødes og fejre glæden, friheden og demokratiet. Her er der et budskab, der skal forkyndes og udbredes – jeg havde nær sagt missioneres.

Når ateismen begynder at udvikle en positiv tro som alternativ til den religiøse tro, begynder den selv at minde om en religion: den baserer sig på en trosbekendelse af en eller anden art, føler sig tilskyndet til at missionere (for det gode budskab skal jo udbredes), og måske begynder den også at tilbyde ritualer og andre kultiske handlinger for sine medlemmer, hvilket de danske ateistforeninger længe har gjort.

Comte ønskede et præsteskab for ateister
I 1800-tallet forsøgte en gruppe ateister anført af den positivistiske filosof Auguste Comte at skabe en videnskabelig og ateistisk religion. Drømmen var, at alle videnskabsmænd skulle samle sig i et præsteskab, der skulle udbrede den positive, naturvidenskabelige filosofi. Der skulle være en særlig, ledende forsamling ”Newtons Råd,” og Comte gik derfor i gang med at designe nye ritualer, liturgi, klædedragter og forskrifter for bøn.

Ateisme er troen på, at Gud ikke findes. Men det tomrum, som denne benægtende tro efterlader ateisten med, kan udfyldes med alt muligt andet. Sker det, bliver ateismen til en ideologi med et positivt indhold, en tro, en religion, der som sådan kræver et fællesskab og en organisation. Når ritualer og liturgi begynder at vinde indpas, må der vel også være et eller andet ”præsteskab” og nogle dragter og nogle ateistiske ”salmer.” Men hvorfor stoppe dér?

Måske munder det ud i en ateistisk troslære?
Til ritualer og liturgi svarer et velegnet helligsted, et tempel for eksempel, hvor ateisterne kan bekende deres tro og deltage i de kultiske handlinger. Nogle ateister vil selvfølgelig finde den slags dybt latterligt, mens andre ikke ville kunne se noget forkert i, at selv ateister kan have religiøse behov.

I vores del af verden har vi tros- og forsamlingsfrihed, og derfor må ateisterne også selv om, hvor religiøse de vil være og på hvilken måde, de vil være det.

Den verserende strid om et eventuelt ateistisk tempel i London er en intern ateistisk strid om den sande ateistiske tro. I den strid må vi forvente, at gensidige beskyldninger om kætteri og vantro og påberåbelser af at være ortodoks ateist vil dukke op med jævne mellemrum.

Måske munder det hele ud i en ateistisk troslære, en dogmatik for de gudløse. Eller også ender det bare med, at alle parter går hver til sit og bliver salige i deres egen private tro. For måske er det bedst at benægte Guds eksistens alene.

Lars Sandbeck
Ph.d. og cand.theol.
Medforfatter til ’Gudløse hjerner. Et opgør med de nye ateister’ (2009)