“Ritualer lærer mig at være taknemmelig”

Mit perspektiv ændres, og jeg går fra at være fattig og trængende til at være rig og velhavende, skriver den jødiske studerende Peter Kaltoft om lovprisning før måltidet

Jeg er blevet spurgt, om der er et eller flere ritualer, som har en særlig betydning for mig.

Et liv som religiøs jøde involverer mange ritualer, også på det daglige plan. Det kan både være godt og skidt, en af de ærgerlige ting f.eks. at man til tider kommer til at tage lidt let på dem i det daglige. Til gengæld er de med til at tilrettelægge dagen i et mønster, der gør at man har bedre styr på dagens gang, omend det til tider bliver lidt rutine-agtigt.

Lovprisning af mad er vigtig
Jeg har tænkt lidt over, hvilke af ritualerne, der har særlig betydning for mig, især på det daglige plan. På trods af, at jeg nærmest pr. automatik var ved at svare én eller flere dele af morgenbønnerne, så må jeg erkende, at det af de daglige ritualer, der for mig har mest betydning, er lovprisningen, jeg reciterer før jeg spiser, hvad end jeg indtager.

Det er ikke fordi det er noget stort eller kompliceret, men det er mere det, at jeg forholder mig til hvad jeg spiser, før jeg spiser det, at jeg takker for hvad Gud har givet mig, inden jeg nyder det.

Hvad enten jeg spiser et større måltid, spiser et stykke chokolade eller drikker et glas vand, så stopper jeg op og forholder mig til det, især fordi det ikke er ligegyldigt, hvilken lovprisning jeg siger og derfor bliver nødt til at tænke over hvad jeg er i gang med at proppe i munden.

For nogle bliver det rutine, noget de ikke tænker stort over, men for mig er det vigtigt at jeg er bevidst om det. Jeg griber til tider mig selv i at sige en forkert lovprisning i farten, for så at stoppe op og forkusere på hvad jeg har gang i og forstå betydningen af det. Sandt, for de fleste vestlændinge, også i Israel, har et stykke chokolade, for eksempel, ikke den store sensationsværdi. Det er, trods alt, bare chokolade.

Men derfor er det så meget desto vigtigere at forholde sig til, at man befinder sig i en virkelighed hvor man er velsignet nok til at kunne tage så let på et stykke chokolade, noget som ikke alle oplever. Dette ritual hjælper mig til at forstå og værdsætte min situation, det får mig til ikke altid at tænke på alt det, som jeg ikke har og som jeg gerne vil have, men på det, som jeg vitterligt har og er velsignet med.

Rig er den, der glæder sig over, hvad han har
Mit perspektiv ændres og jeg går fra at være fattig og trængende til at være rig og velhavende. Det lyder måske lidt underligt, for det er jo ikke fordi at jeg pludselig har noget, som jeg ikke havde før, men ritualet får mig til at ændre fokus, så jeg – som R. Ben Zoma tilskrives at have udtrykt det i Pirkei Avot (en traktat fra Mishnah, der omhandler etiske læresætninger): "Hvem er rig? Han, som glæder sig over, hvad han har!"

Det lille og for nogle måske ikke så nævneværdige ritual ændrer perspektivet fra det store til det små og på den måde bringer det det store ind i det små.

Vores opfattelse af verden, os selv og vores rolle i verden afgøres ikke af, hvad vi har, men af, hvilket perspektiv vi har i forhold til dette. For den, der aldrig føler, at han har nok, vil det altid føles sådan, at det han har, ikke er tilstrækkeligt, og han vil altid være "fattig."

Dette ritual hjælper mig til at acceptere, at jeg ikke behøver at have en grandiøs tilværelse for at kunne fortælle mig selv, at jeg har det godt.

Peter Kaltoft er studerende og blogger