Af Thomas Høg Folkerman |
14. marts 2006
BØGER: Det er tydeligt, at vi hos Aminah Tønnsen møder en muslim, der ikke anerkender, at hadith-litteraturen skulle være bindende for en troende muslim. Anmeldelse af ny bog om islam
BOGANMELDELSE
Hvad er en fatwa? Hvorledes foregår en halal-slagtning? Hvad er en imam? Og tror muslimer, at jorden er flad?
Det siger sig selv, at når 100 spørgsmål skal besvares indenfor en selvvalgt begrænsning på 200 sider, så må lange og dybdegående udredninger vige for de mere korte og præcise svar.
Dette er både en styrke og en svaghed ved Aminah Tønnsens nye bog, som udkommer i dag.
Der er selvfølgelig en del tillægsspørgsmål, man ikke får besvaret, når et svar kun kan udfoldes indenfor 2-3 sider. Ofte henvises der til, at hvor der hersker tvivl om en fortolkning af Koranen, er det de lærde, der er uenige om den rigtige fortolkning. Men det bliver ikke rigtig klart, hvem disse lærde er.
I andre tilfælde henvises der til islams grundlæggende principper eller kerne, men på grund af de korte svar forbliver disse principper en anelse dunkle. Der hersker dog ikke tvivl om, hvad der i Aminah Tønnsens optik er islams iboende budskab:
Islam er en religion, der er universel, rummelig og fleksibel, og som ikke er bundet til en bestemt kulturkreds. Kærlighed til Gud og til det skabte står i centrum.
Det er ikke på grund af Koranen, men på trods af Koranen, at der opstår konflikter mellem den islamiske verdens brug af det, vi i Vesten kalder middelalderlige straffemetoder (eksempelvis stening af kvinder for utroskab), og europæiske straffemetoder.
Koranen er, ifølge forfatteren, bærer af de samme principper, som vi finder i menneskerettighedserklæringerne og står på ingen måde i modsætning til en moderne dansk hverdag. Denne anskuelse gør i sig selv bogen læseværdig.
Hun underbygger denne korantolkning med en lærerig skelnen mellem Koranen og hadith-litteraturen.
Hadith-litteraturen er tekster, som ikke er i Koranen, men som for mange muslimer kan rangere næsten lige så højt som Koranen. Hadith-litteraturen er beretninger om Profeten Mohammads liv og levned og anvisninger på religiøs praksis.
Det er i disse skrifter, mange af de muslimske skikke, der ikke er omtalt i Koranen, henter legitimering. Dette forklarer, hvorfor man kan opleve, at nogle muslimer holder fast ved dogmer, der ikke findes belæg for i Koranen.
Samtidig bliver det tydeligt, at vi i forfatteren møder en muslim, der ikke anerkender, at hadith-litteraturen skulle være bindende for en troende muslim.
I det hele taget er det princip, som ligger til grund for forfatterens koranlæsning, yderst interessant. I spørgsmålet om i hvor høj grad Koranen skal tages alvorligt, plæderes der nærmest for det princip, hvormed moderne teologi bedrives på universiteterne: Ethvert udsagn er blevet til på et bestemt tidspunkt i en bestemt kontekst og må derfor fortolkes.
Dette er samtidig grunden til, at Koranen ikke står i modsætning til det moderne samfund, men i sin fleksibilitet er kompatibel til alle tider.
Derfor virker det også selvmodsigende, når der i titelspørgsmålet, "tror muslimer at jorden er flad?," svares med, at man ved koranlæsning får at vide, at jorden er rund, og at Koranen derfor ikke strider imod moderne videnskab.
Dette er jo meget godt, men forfatteren svarer dermed ikke på det principielle spørgsmål, om en koran-tro muslim ville antage en videnskabelig landvinding, der var i modstrid med Koranens eget udsagn.
Andre modsigelser springer i øjnene. Gang på gang understreges det, at Koranen i sig selv ikke anser muslimer som havende en større værdi end ikke-muslimer. Enhver er salig i sin egen tro, og det er op til Allah (Gud) at dømme den enkelte.
Men i spørgsmålet om rettighederne for en person, der er grebet i utroskab, er der dog alligevel en værdiforskel, "idet den utugtige kun må gifte sig med en ligeledes utugtig – eller med en afgudsdyrker(ske). Den utugtige sætter sig selv udenfor det gode selskab så at sige" (side 183).
Her som andre steder kan det samtidig være svært at se, hvad der er religionen islam, og hvad der er Aminah Tønnsens eget bud på muslimsk takt og tone i en moderne verden - men det er samtidig også bogens helt store styrke.
Jeg har med denne bog fået foræret en moderne muslims personlige bud på, hvordan islam kan forene sig med et ganske almindeligt liv i dagens Danmark.
Jeg har som dansker og kristen fået et redskab i hånden til at kunne sige til mine muslimske medborgere: "Jeg har erfaret, at man som muslim kan se sådan og sådan på eksempelvis Koranen - er du enig i det?"
Og dermed har jeg fået et redskab til dialog i omkring 100 relevante spørgsmål - og tak for det!
Dette er ikke en bog, der foregiver at have teologisk udtømmende svar på alle spørgsmål, men den er båret af forfatterens kærlighed til sin religion og er absolut anbefalelsesværdig som en personlig introduktion til islam.
Aminah Tønnsen:
"Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede"
Gyldendal 2006
224 sider
199 kr.