http://www.islam-qa.com/en/ref/22170
Vis der andledes humor i islam andledes det altid i en bemærkning af Allah. Det er historisk humor af andledning af navnets og tilladelse af Muhammed. Islam forbyder at have det sjovt eller gøre grin med islam eller involvering af det samme, som er vores form for ironi, ondskabsfulhed, sarkasme af humoren,som både findes i Stand up og i tv og aviser, Den karakteristiske kvaliteten af sarkasme er til stede i det talte ord og manifesterer sig hovedsagelig af vokal intonation som udtykker den bedste form for humor, den er god til at forårsage dårlige situationer, og for at gøre dårlige situationer synes godt. For at opnå maksimal sjov, bruge den til at komme i problemer og komme ud af det flere gange i træk, så vis man vil bo i vesten skal man vende sig til den, lige meget om den så er nædsættende, kritisk eller sjov om mennesker eller ideologier eller dens forestander, ligesom vis man tog til et muslimsk land ville det være anderledes..Sarkasme er et instinkt,kroppens naturlige forsvar som islam vil nedbyde til hver en tid, da det er mennskeligt det modsatte af islams slaveri, at tænke om islam måske er forkert og forlade det, men dette er også forbudt i islam, og staffen er alvorlig, og det giver blot mere grund til trivl. Men hvorfor ikke humoren i gamle dage, fordi i islam så er der alt for meget at lave, det er så ekstrem, i sin være vej at alt hvad der har noget med noget at gøre er sket af religiøsitet, et slags robot system, hvisket for fri tænkning. Sekulær ændring gør dem til religiøse hylkere, eller så gør det dem mere ekstrem i den lære om at narre de vantro til at tro som dem eller deres eksteme form er for det sekulære og at det ikke er så galt. Ytringfriheden skal fjernes vis det skal gå i andledning af islam. Ytringsfriheden omfattede i mange år det, som man tidligere kaldte åndsfrihed, nemlig tanke-, tale-, trykke- og religionsfrihed. Trykkefriheden var før 1900-t. ytringsfrihedens centrale element, fordi bøger og tryksager var de enerådende massemedier. I nutiden regnes ytringsfriheden for at omfatte alle slags massemedier (radio, tv og alle former for informationsteknologi) samt kunstneriske ytringer, f.eks. maleri og skulptur, og informationsfrihed, dvs. retten til at modtage alle disse ytringer imod hver form for ideologi.

Billeder er vist i hver form uanset hvilken politisk ideologi den tilhører, billdere kan vise en form for symbolisme om den enten er grov eller blid. Dette hører indenfor pressefriheden om tryk. Som kan indeføre udtryk for kritik. Måske er det bedste bevis på, at Muhammad straffet kritikere med død er antallet af mennesker, der blev myrdet af netop denne grund kort tid efter han opnåede magt til at gøre det. Hans biografier liste mange borgere, der blev myrdet blot for hån eller kritik. Dette er blasfami i islam.
http://www.islam-qa.com/en/ref/22809/insulting%20the%20prophet

"Hvis du spørger dem, erklærer de: 'Vi taler kun passivt og spøg." Sig:' Var det Allah, og hans vers og Hans Sendebud, at du hånede? "Gør ikke nogen undskyldning, du troede, efter du havde troet" (Sura al-Tawbah 9:65-66)

Rasulullah (SAW) sagde: "Du skal ikke grine for meget, for grine for meget støder hjertet." (Sahih al-Jaami)

Umar ibn al-Khattaab (RA) sagde: "Hvem griner for meget eller joker for meget mister respekt, og hvem der fortsætter i at gøre noget vil være kendt for det."

Muhammad havde sagt til sine tilhængere "Hvem forbander profeten dræber ham," (Tabarani, Daraqutni), og der er mange eksempler på mennesker i løbet af sin tid, som var skyldig i blasfemi islam og dens profet. De fleste af disse mennesker blev myrdet med Muhammads velsignelse, og ingen straf eller godtgørelse blev pålagt morderen.

'Abdullah bin Ubai (bin Salul) - Muhammad bad sine tilhængere til at dræbe denne mand for at gøre "ondt" udsagn om Muhammads familie.
Abu `Afak - Muhammad bad sine tilhængere til at dræbe denne mand for at gøre negative bemærkninger om Muhammed og islam.
Ka'b bin Ashraf - Muhammad bad sine tilhængere til at dræbe denne mand til at skrive provokerende digte om Muhammed og muslimske kvinder. Asma Bint Marwan - Muhammad bad sine tilhængere til at dræbe denne kvinde for at komponere inflammatorisk poesi om islam og muslimer.
Blind mand - Da Muhammed erfarede, at en af hans tilhængere havde stukket og dræbt hans slave (andre kilder refererer til hende som befriede konkubine: Umm walad) for at gøre nedsættende bemærkninger om Muhammad, han erklærede, at "ingen gengældelse betales for hendes blod. "
Al-Nadr Bin Al-Harith - Al Nadir, en historiefortæller og digter, der havde hånet ham. Han var en krigsfange, der ikke fik lov at blive frikøbt af deres klaner og blev henrettet på Muhammads ordrer.

Nogle muslimer hævder Muhammad havde en jødisk nabo, der kastede affald på ham, og at en dag personen blev syg og Muhammad besøgte hende. Denne historie er ikke til stede i nogen islamiske tekster, det er heller ikke nævnt af nogen lærde fra fortiden. Således denne hændelse i Muhammads liv er mest sandsynligt en fabrikation. Desuden modsiger det Muhammads natur, som findes i rigelige mængder af Sahih (autentisk) islamiske tekster, der er nævnt ovenfor.
http://www.answering-islam.org/Authors/Arlandson/dead_poets.htm

"Allah skabte ikke mand, så han kunne have det sjovt. Formålet med skabelsen var for menneskeheden at blive sat på prøve gennem trængsler og bøn. En islamisk regime skal være alvorlig på alle områder. Der er ingen vittigheder i islam. Der er ingen humor i islam. Der er ingen sjov i Islam. Der kan ikke være sjov og glæde i, hvad der er alvorlig "-. Ayatollah Khomeini

Dette synes at være en sur livssyn. Er det sandt, at islam? Ayatollah Khomeini var en ledende skikkelse i shia-islam. Må dagens shia deler dette synspunkt? Hvad sunnier, de deler den samme holdning til livet? Er Khomeinis opfattelse trækkes fra Koranen selv? Der synes ikke at være meget glæde i Koranen. Er dette grundlag for Khomeinis syn på livet? Måske Khomeini aldrig læste denne del af Koranen: "Og at Han er den, der gjør grin, og gjør græde," (53:43) Sammenhængen synes ikke at være klart, om dette hænger sammen med etablering eller til slutningen af livet.

En undersøgelse af Koranen om glæden afslører ikke meget i den aktuelle holdning til livet, undtagen foregribe belønning af Paradisets haver, som så ville blive fyldt med glæde, at de var lydige. De mennesker, der dør i kamp for Allah er "jublende" (3:170). Den nuværende liv "er, men glæden af vildfarelsen" (3:185 Arberry). Pickthall bruger ikke "glæde", men "komfort illusion". Betydningen af det næste liv er stresset, mens det nuværende liv er bedrager.

Koranen selv advarer folk, der afviser Allahs budbringer, at Allah vil dømme dem hurtigt og hårdt. "Så ændrer vi den onde skæbne for godt, indtil de blev velhavende og sagde: Trængsel og nød rørte vore fædre. Så vi greb dem uforvarende, da de opfattede det ikke. "(7:95)

Aggrunden for dette vers er, at Shu'eyb gik til et folk for at fortælle dem om Allah, og høvdinge vantro og afskrækket folk fra at lytte til Shu'eyb. Et jordskælv greb dem, og de var knæler i deres huse. De, der afviste Shu'eyb var tabere. Så det lader til, at ingen profet er sendt til et folk, indtil dens mennesker var blevet ramt med trængsel, så de ville vokse ydmyge. Hvis de havde troet i første omgang de velsignelser fra himlen ville blive åbnet, når dem. Vers 7:096 tyder på, at Allah ændrede det onde i godt, indtil de blev velhavende og "vi greb dem uforvarende, da de opfattede det ikke."

Man kan føle med stress om den fremtidige liv og overfladiskhed af materialisme, men er der ikke glæde og lykke i Skaberens hensigt lige nu? Er der en ret til at være glad nu?

Eller er glædesløst legalisme selve essensen af islam, hvordan det formodes at være? I alt fairness, er legalisme ikke begrænset til islam. Talmud har en masse legalisme i det, og der har været kristne, der har levet en legalistisk eksistens hele deres liv.

Khomeinis tilkendegivelse om islam blot afspejler det synspunkt, at islam handler om lovlydighed, adlyde islams forskrifter for at vinde accept hos Allah. Allah kan ikke lide sjov. Allah kan ikke lide vittigheder. Allah kan ikke lide humor. Og fra andre kilder Allah kan ikke lide musik.
http://www.cmje.org/

Fortalt Salim fars Når Gabriel har lovet at besøge profeten, men han forsinket, og profeten blev bekymret for det. Til sidst kom han ud og fandt Gabriel og beklagede sig til ham om hans sorg for sin forsinkelse. Gabriel sagde: "Vi har ikke indtaster et sted, hvor der er et billede eller en hund."Hadith 4:450
Jeg tror et billede af en hund ville være ude af spørgsmålet. bar-ding

Fortalt 'Amr bin Maimun, Under den præ-islamiske periode af uvidenhed så jeg en hun-abe omgivet af en række aber. De blev alle stennet, fordi det havde begået ulovligt samleje. Jeg også, stenet det sammen med dem.Sahih Bukhari 5:58:188
Nu skal alle muslimske aber blive gift, før de har sex.

Humoren er blot enddu et eksembel på hvorfor islam ikke kan forenes med vesten, unden den ene bukker sig. Og det ved vi jo hvem skal gjore. Vestlig liberalisme igen og igen.
Hensyn eller hierarki...

Nogle må man slå en handle af med Djævelen
- for at få engelene hjem.

"Forretningsmanden, der er blevet profeten, Mahund, er ved at grundlægge en af verdens store religioner; og han er på denne dag, sin fødselsedag, ved sit livs krise, Der er en stemme, der hvisker i hans øre: Hvad er du for en tanke? Mand-eller mus?

Vi kender den stemme. Vi har hørt den en gang før.

Forretningsmanden: ser ud som han burde, høj pande ørnenæse, bred over skulderne, smal over hofterne. Gennemsnits-højde, tænksom, klædt i to stykker simpelt stof, hver af dem fire alen langt, det ene dragget omkring kroppen, det andet over skulderen. Store øjne; lange vipper, ligesom en piges. Hans skridt kan synes alt for lange i forhold til hans korte ben men han er en rapfodet mand, det er en mand i form, ikke nogen blødvommet ågerkarl.

Og ja, for nu at sige det igen, det er en mærkelig forretnings-wallah, der stikker af ud i ødemarken, op på Keglebjerget, undertiden en hel måned ad gangen, bare for at være alene.
For at vende fornæmelser til styrke valgte whig´er toryer og sorte alle at bære de navne med stolthed, som man gav dem i foragt; på samme måde bliver bjergbestiger, profetmotiverede enegænger middelalderens børneskræmmer, Djævlens synonym Mahund.
Ham er det. Mahund forretningsmanden, bestiger sit hede bjerg i Hijaz. Under ham skinder luftspejlingen af en by i solen.

Byen er blevet berømt for sin løssluppenhed, som spillebule, som horrehus, som et sted fuldt af sjolfe sange og vild og støjende musik. Pilgrimmene drikke dadelpalmernes vin og går omkring på det store marked ved festen for Ibrahim. Der er spil, druk, dans og hash. Der er slaver til salg, nubiske, anatoliske, etiopiske. Der er underholdning - terninger, mavedanserinder, palmevin, hash - og affem-ryning - er forbeholdt den fjerde fjerdedel af stammen.
Ejerne af de Skimlede Kameler, som også styrer slavehandelen. Abu Simbel ser ind i et dansetelt.

Hvis du er for Allah, så er jeg for Al-Lat.

Og hvis der flyder floder af blod fra de sår, hans vers forvolder, så vil de give ham næring " En dødekult har raset i Djahilia,,.
Den nye tro hedder underkastelse!


Læser du da ikke de smædeskrifter, som Baal sætter op i hele byen?

Han reciterer:
Sendebud, din besked har ingen interesse.
Din monofili, din ene ene ene den kan du beholde helt alene.
Djahlilia er den gale adresse.

Publikum reagerer med hånlatter, da den upopulære profet og hans elendige tilhænger kommer ind i teltet.
En forlegen tavshed lægger sig over disciplene: de veksler blikke, sidder uroligt. Mahund råber igen: " I ved alle sammen, hvad der er forgået. Vi har ikke formået at omvende nogen. Folk vil ikke opgive deres guder.
" Har I tænkt på Lat og Uzza, og Manat, den tredje i rækken?,,
- Efter det første vers rejser Hind sig; Djahilias Stromægtige står
allerede meget rankt. Og med tavse øjne fremsiger Mahund: " de er de ophøjende fugle, og sandelig er deres forbøn ønsket,,.

.... Så brydes Gibreel og "profeten,, de er begge nøgne, de ruller rundt og rundt i hulen med det fine hvide sand, det stiger op omkring dem som et slør - som om han er ved at lære mig, gennemsøger mig
som om det er mig, der er ved at blive prøvet.
I en hule fem hundrede fod under Keglebjergets top brydes Mahund med ærkeenglen, slynger ham fra side til side, og jeg kan godt sige jer, at han trænger ind over det hele, hans tunge i mit øre, han næver om mine nosser, der har aldrig været noget menneske, der har haft sådan et raseri i sig, han må vide besked han må VIDE BESKED
og jeg har ikke noget at fortælle ham, han er i dobbelt så god fysisk form som mig, og han ved fire gange så meget, mindst, det er muligt, at vi begge har lært ved at lytte meget, men der kan ikke overhovedet ikke være nogen tvivl om, at han har været en bedre lytter end mig; så vi ruller og sparker og kradser, og han har fået en hel del rifter og skrammer, mens min hud selvfølgelig bliver ved at være glat som et spædbarns, man kan ikke få en engel til at hænge fast i en luset tornebusk, man kan ikke såre ham med et klippestykke. Og de har tilskuere, rundt om på klippeblokkene sidder der djinner og afreeter
og spøgelser af alle mulige slags og betragter slagsmålet, og oppe på himmelen hænger de tre vingede væsener og ligner hejrer eller svaner eller bare kvinder, alt efter hvordan lyset falder ... Mahund gør en ende på det. Han opgiver kampen.

Da de havde kæmpet i timevis eller ligefrem i ugevis, blev Mahund låst fast under englen, det var det, han ønskede, det var hans vilje, der opfyldte mig og gav mig styrke til at holde ham nede, for en ærkeengel kan ikke tabe den slags kampe, det ville ikke være rigtig, det er kun djævle, der kan få tæv i den slags situationer, så i samme øjeblik jeg kom ovenpå, begyndte han at græde af glæde, og så lavede han sit gamle nummer og tvang min mund op og fik stemmen, Stemmen, til at strømme ud af mig igen, han fik den til at vælte ud over sig, ligesom bræk.

Efter afslutningen på sin brydekamp med Ærkeenglen Gibreel
falder "profeten Mahund i sin sædvanlige, udmattede efteråbenbasringsøvn, men ved denne lejlighed genvinder han hurtigere end ellers sine sansers brug. Da han kommer til sig selv i dette høje vildnis, er der ingen i syne, ingen vingede væsener kryber sammen på klipperne, og han springer op, opfyldt af bevidstheden om, hvor påtrængende hans nye budskab er " Det var Djævelen,,
siger han højt til den tomme luft og gør det til sandhed ved at give det stemme.
" Sidste gang, var det Shaitan. " Det er dette han har hørt, da han lyttede, at han var blevet narret, at Djævelen kom til ham i ærkeengelens skikkelse, så de vers, han lærte udenad, dem han fremsagde i digterteltet, ikke var den ægte vare, men dens djævelske modsætning, ikke guddommelige, men SATANISKE.

Kilde: De SATANISKE vers. Salman Rushdie 1988.