Rothstein: Mærkværdigt, at ateister ønsker ritualisering

Det er en noget mat ateisme, der bekender sit behov for ritualer og højtidelige bygninger, skriver religionshistoriker Mikael Rothstein

Redaktionen har spurgt mig, hvad jeg mener om ateistiske templer.

LÆS OGSÅ: Ateister vil have deres eget tempel

Personligt er jeg ligeglad. Folk kan naturligvis gøre, som de vil, og hvis en gruppe ateister har lyst til at opføre et tempel, hvor de kan hengive sig til deres mangel på religion, hvem kan så have noget imod det?

Vi bebrejder jo heller ikke folk, der interesserer sig for ishockey, at de opfører skøjtehaller, at muslimer mødes i moskéer, at Foreningen for Kaktusentusiaster bygger et opvarmet drivhus, eller at folk i min hjemstavns Albertslund finder sammen i beboerhuse ved festlige lejligheder, så lidt som det kan provokere, at kristne går i kirke, musikelskere i operaen eller jøder i synagogen.

Mennesker vil gerne hylde det, de finder vigtigt
Mennesker, som deler interesser, har som regel brug for at mødes. Når sammenkomsten skal markere ting, som man finder betydningsfulde, er det ganske almindeligt, at man gerne vil mødes under mere imposante former.

Af samme grund må man tolke et ateistisk tempel fuldstændig analogt med en kirke, selv om ateisme ikke er det samme som religion: I begge tilfælde ønsker mennesker at hylde det, de finder vigtigt, gennem en markant arkitektur. Det princip er som bekendt oldgammelt! Der er altså ingen grund til at undre sig.

Hvorfor skal ateister ritualisere deres vantro?
På den anden side set har jeg, stadig personligt, svært ved at forstå de organiserede ateister. At de ingen religion har, undrer mig ikke. Det har jeg nemlig heller ikke selv, og som de organiserede ateister anser jeg religionernes verdensbilleder for at være ren fantasi.

Hvad jeg ikke begriber, er, at de har behov for at ritualisere deres vantro, og at de finder det nødvendigt at hylde deres ikke-religiøse opfattelse af verden gennem særlige bygninger.

Det er, synes jeg, en noget mat ateisme, der bekender sit behov for ritualer og højtidelige bygninger. Det minder mig om historien fra Den franske Revolution, hvor de oprørske humanister smed alteret ud af Notre Dame i Paris, og i stedet rejste et alter for mennesket og fornuften.

De kristnes gud skal dyrkes som et led i det religiøse liv, men hvorfor i alverden dyrke princippet om, at mennesket selv bestemmer, at Gud er en illusion, og at fornuften er et langt stærkere kort? Principperne er jeg enig i, men ritualiseringen synes jeg er mærkværdig.

De fleste mennesker har brug for ritualer
Og så vender vi bøtten igen. Vi ved nemlig, at langt de fleste mennesker, religiøse eller ej, har brug for ritualer. Ritualer strukturerer menneskers relationer, sætter grænser for verdensbilleder, markerer magtforhold, forvandler og stadfæster.

Derfor er så at sige al menneskelig adfærd ritualiseret: Fra fodboldkampe til personalemøder, fra fødselsdagsfejringer til trafik.

Vi styrer os selv gennem hverdagen ved hjælp af kodificeret adfærd, regler for opførsel, måder og modeller. I bund og grund viser ateisterne derfor, at de bare er mennesker, præcis som de ritualbrugende mennesker i alverdens religioner.

Religion er nemlig bare noget, mennesker gør, siger og tænker. Pointen er med andre ord, at religionernes kirker, templer, synagoger, pagoder, stupaer og så videre skyldes et almenmenneskeligt behov som ligger dybere og er vigtigere end religion, og at ateisternes tempel er udtryk for det samme.

De sære er os, der i vores private liv helst er fri for den slags - helt og aldeles.

Mikael Rothstein er religionshistoriker