2 indlæg det seneste døgnDet, jeg vil gøre opmærksom på her, er ateisternes eller de kulturradikales enorme distraktion.
Der er ikke nogen direkte linjer mellem ateisme og kulturradikalisme eller ateisme og kulturrelativisme eller andre syn på sociale sammenhænge. Ateisme ER og BLIVER ikke andet end benægtelsen af en / flere guder PUNKTUM FÆRDIG! Ophavet til denne benægtelse kan være forskellig - ja, det kan være tro, men som udgangspunkt er tro, den mindst sandsynlige indgang til ateisme. Hvorfor så det? Fordi de fleste af os er vokset op med en form for tro - denne tro vil ikke ændre sig medmindre den bliver forstyrret af udefrakommende information / data / ideer osv. Ateisme starter oftere med skepticisme end tro. Senere bliver ateisme så bekræftet af videnskaben - vi finder ud af at verden er på en anden måde end den vi er "opdraget" til at tro på. Ting kan ikke både være og ikke være. Verden kan ikke have to "skabelsesberetninger" - det er et enten eller. De fleste ateister er meget reflekterede omkring deres overbevisninger og der skal BEVIS til for at ændre på noget.
tro er noget for kvinder og kristne og børn, ikke for voksne, selvstændige mænd. Ja, ja, store ord! Men tro bygger de nu alligevel på.
Det sagde du! Groft sagt er tro i bund og grund accepten af antagelse uden bevis, mens viden er accepten af antagelser med bevis. Tro er for dem der endnu ikke ved bedre og har brug for at "skjold" til at beskytte sig mod en frygtelig, meningsløs og kold verden (hvis man har det syn). Dermed sagt kan tro da være fint, hvis man gerne vil se bort fra virkeligheden.
Og som regel har vort lands ateister en livsanskuelse, der er sammensat af løsrevne kristne brokker. De mener selv, at de omhyggeligt har sammensat den som udtryk for deres selvstændige holdning til tilværelsen.
Det er jo det gode ved ikke at identificere sig med en bestemt ideologi / religion. Med én bestemt menu. Man kan selv sammensætte på må og få med henblik på det man bedst kan lide. De fleste ateister som jeg har stødt på ser dog humanismen som værd at stræbe efter. Da den danske kulturkristendom og humanismen deler mange fællestræk, så er det klart at de så let forveksles - budskabet er jo mere eller mindre det samme.
Men naturligvis består den af ting, de mere eller mindre bevidst har suget til sig under deres opvækst, og altså ofte suget til sig, uden at de har været sig det bevidst.
Det kaldes socialisering og er fra naturens side (evolutionært) en del af mennesket. Et barn der satte spørgsmålstegn ved at alt hvad dets forældre sagde ville jo dø. Hørt om det? Det har ikke noget med tro at gøre, men snarere blind tillid.
For i denne verden, der styres af naturlove, er guders indgriben umulig.
Såfremt gud / guder eksisterer kan de vel gøre, hvad der passer dem. Så enten griber de ikke ind fordi de er ligeglade, eller også kan de ikke gribe ind (og hvorfor så kalde dem guder)?
Det vil sige: Han lægger alle verdens foreteelser ind under naturnødvendigheden. Alt sker efter bestemte naturlove.
Kvantemekanik modbeviser dette og yderligere er forestillingen om en fysisk determinisme for længst modbevist og fra filosofisk side.
Der er ikke tale om, at vi kristne er sådan nogle lidt skøre kugler, der har mærkelige idéer om åbenbaringer og andre løse påstande, nej, der er tale om, at den åbenhed overfor verden, den villighed til at bøje sig for argumenter, den forestilling, at eksperimenter kan give os sandheden om verden, alt det stammer fra kristendommen, alt det udspringer af det kristne budskab om, at verden er skabt af en kærlig Gud
Det er godt nok en af de mest søgte konklusioner jeg nogensinde har set. Kristendommen bygger på tro, det er en dogmatisk tilgang til tilværelsen. Videnskaben bygger på viden, det er alt andet end en dogmatisk tilgang til tilværelsen. Du kan ikke både indtage positionen at tro og samtidig anse dig selv, for at være videnskabelig ærlig. Tro er den erkendelsesproces der ligger længst fra sandheden, mens viden er den erkendelsesform der ER sandheden. VED vi at universet opstod med Big Bang, nej, men ALLE eksperimenter og beviser peger i den retning, så indtil vi bliver klogere, eller en ny teori opstår, hvor beviserne passer ind i, så må det formodes at være ved et big bang.
Min slutpointe er: Jeg lever efter nogle sociologiske mønstre, der kan forveksles med tro, men som ikke er det. Jeg indtager ikke en position af tro, hvis der er noget jeg ikke ved, så enten forholder jeg mig ikke til det, eller jeg opsøger information derom - spørger jeg nogen, så spørger jeg nogen som må formodes at vide noget om emnet, og til disse mennesker viser jeg tillid - ikke tro.
