Tove Videbæk |
9. februar 2012
Midt i sorgen over tabet af en kær pårørende, kan de efterladte glæde sig i håbet om, at de skal ses igen med den kære afdøde, skriver tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk
"Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jord skal du igen opstå"
En begravelse er oftest en begivenhed, hvor familie og venner sørger over tabet af en nær pårørende. En mor. En far. En god ven. Eller måske et barn. De pårørende kan ikke længere kommunikere med eller gøre noget for afdøde. Det er definitivt slut.
Jeg glemmer aldrig min mors begravelseDen begravelse, som jeg bedst husker, er min mors begravelse. Vi boede som familie, far, mor og 2 børn i København på det tidspunkt, og vi skulle køre til Jylland, hvor begravelsen skulle foregå. Vi kørte sammen i bil hele vejen, og der blev fældet mange tårer hen over Sjælland og Fyn. Men selve mindegudstjenesten og begravelsen med jordpåkastelsen var en meget smuk højtid, som jeg sent vil glemme.
En af årsagerne til, at min mors begravelse for mig blev så smukt et minde, er at det på en helt ny måde gik op for mig, at en kristen begravelse ud over at være en sorgens stund også signalerer håb. Ved jordpåkastelsen siger præsten: "Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jord skal du igen opstå."
Via dette ritual forkyndes dels troen på Gud som den almægtige skaber, og dels troen på, at den døde igen skal opstå.
Vi skal mødes igenVed mindehøjtideligheden ligger den afdøde i kisten med alle de smukke blomster på. Det er en underlig tanke, at denne smukke kiste indeholder kroppen af et menneske, som engang var meget levende, kærlig og omsorgsfuld, og som har betydet så meget for en.
Det er en underlig tom fornemmelse. Men ritualet ved begravelsen og jordpåkastelsen signalerer, at det ikke er så definitivt slut, som det kan se ud til. Ritualet siger: "Af jord skal du igen opstå." Vi skal mødes igen med den kære, som ligger i kisten. Den døde skal igen opstå.
Hvordan skal det foregå? Hvornår? Mange andre spørgsmål dukker op i tankerne omkring ritualet. Men både i forbindelse med dette ritual ved begravelsen og i trosbekendelsen hører vi om kødets opstandelse og et evigt liv.
Trosbekendelsen bekræfter opstandelseshåbet
På en måde er trosbekendelsen et andet ritual, som bare bekræfter ordene ved jordpåkastelsen. Disse ord minder de efterladte om, at også når de selv dør, når de engang ligger i kisten, så er det sidste ord ikke sagt, men "af jord skal du igen opstå."
Og derefter er der "et evigt liv." Det er helt ubegribeligt. "Det evige" er svært for os at fatte. Er der mon noget menneske, der kan fatte "Det evige"? Måske ikke, men af jord skal vi igen opstå. Det tror vi på. Et evigt liv. Det tror vi på. Alt dette bliver slået fast i forbindelse med ritualet ved jordpåkastelsen.
Ordene i ritualet og i trosbekendelsen medfører, at sorgen ikke er så tung at bære. For midt i sorgen over tabet af en kær pårørende, kan de efterladte glæde sig i håbet om, at de skal ses igen med den kære afdøde.
Via ritualet og ordene "af jord skal du igen opstå," bliver de efterladte yderligere mindet om, at også de efter deres død skal opstå - til et "evigt liv."
Spørg mig ikke om, hvordan det skal ske og hvornår. Det overlader vi helt trygt til Gud, som er den almægtige skaber, der i første omgang dannede mennesket af jord. En fantastisk tanke - og et vidunderligt håb, som gør sorgen over tabet af den nære pårørende langt mindre tungt. Vi skal jo ses igen.
Tove Videbæk
Tidligere folketingsmedlem
Formand for Hospice Danmark
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk