“Sand tilbedelse findes ikke nødvendigvis i ritualer”

Ritualer, højtider, hellige tekster, forsamlinger og obligatoriske bønner. Et stort virvar af følelser og en ocean af uendelighed. En evig stræben efter at opnå det sted, hvor Gud findes.

"Allahu Akbar!"

Stemmen af en ung dreng lød igennem moskéens lokaler, hvorefter de tilbedende bøjede sig. Lykønskninger om fred afsluttede bønnen, men det var ikke bønnen, som prægede mine tanker den dag.

Jeg kunne ikke finde Gud
For jeg befandt mig pludselig et sted uden for tid og rum, undrende og fortvivlet. Det var dagen, hvor det slog mig, at jeg bad uden at finde Gud, men også dagen, hvor min søgen efter Gud startede.

I en mængde af daglige ritualer og pligter havde jeg glemt essensen i tilbedelsen. En sørgmodighed ramte mig, men en glædes æon skulle imødekomme mig, da jeg fandt, at Gud aldrig havde været dér, hvor jeg havde ledt.

I hovedløse ritualer havde jeg ledt – for ritualer er sandelig hovedløse, hvis man ikke opnår forståelsen. Jeg fandt aldrig Gud i moskéen, ej heller i ritualerne, jeg fandt Gud i stilheden, i universets storhed og i naturens skønhed.

Sjælen elsker ubetinget sin skaber
I havets skum og skyernes form, i hjernens perfektion og i sjælens længsel. En kærlighed til Gud, som intet ritual kunne belære mig. Intet ritual har nogen særlig betydning for mig, da hjertets længsel og kærlighed intet ritual besidder.

Sjælen elsker ubetinget sin skaber, og denne kærlighed begrænses ej af noget ritual. Betingelsen for ritualernes virkning er modtagelsen fra den tilbedte.