“Danskerne freder store bededag”

Det store flertal af såkaldt almindelige mennesker har langt lettere ved at se og forstå, at nogle pressede politikere eller bedrevidende organisationsfolk vil til at fjerne et gode, som de ellers har været vant til at have. Og hvad kommer så egentlig i stedet? Eller hvem er det nu lige i praksis, der opretter de nye arbejdspladser?

Så kald det helligdag eller fridag - betydningen for ham eller hende, der kan bruge dagen på at hygge sig med familien uden at skulle slide i det, er den samme.

Som avisen.dk har citeret et medlem af en fagforening for at sige: ”De skal ikke tage mine helligdage, så bliver jeg nødt til at melde mig ud af 3F”.

Socialdemokraternes helligdage ligger fast
Karen Klint ved, hvad hun taler om. For i spørgsmålet om store bededag er hun nu som et brændt barn, der skyr ilden. For i efteråret 2008 foreslog hun faktisk selv, at store bededag skulle afskaffes og laves om til en mere fleksibel, muslimsk helligdag. Det fik hun voldsomme skældud for i sit eget socialdemokratiske bagland.

"Vores helligdage ligger fast, og sådan bliver det fortsat ved med at være," sagde Socialdemokraternes daværende politiske ordfører, Henrik Sass Larsen og understregede, at Karen Klints forslag om at gøre store bededag muslimsk ikke var partiets politik.

Socialdemokraternes Frank Jensen bidrog nogle år senere til at gøre bededagen endnu mere kristen, da han stillede op som hovedtaler til det store fælleskirkelige arrangement ”Bøn for nationen,” der finder sted i flere af landets største byer med mange nydanske deltagere netop på
store bededag.

Men Frank Jensens meget kirkelige forståelse af store bededag er en enlig svale i denne sammenhæng. Det er formentlig ikke hans ellers velmente bønner, der freder store bededag i politisk forstand og dermed redder en af kirkens helligdage også i denne omgang.

Nej, nerven i den politiske argumentation er hensynet til de brede folkelige traditioner, familiefesterne, havefolkets kreative udskejelser, bagernes varme hveder og et Danmark, der hygger sig på en dag, som kirken siden 1686 har vundet hævd på. Men som folket nu selv sørger for at frede i en tid med opbrud og økonomisk krise.

Når folket freder kirken
I flere andre sager oplever folkekirken noget tilsvarende. En politiker fra Socialistisk Folkeparti foreslog for nylig ud fra en særlig logik, at Kirkeministeriet kunne omdøbes til Ministeriet for Livsanskuelser. Men den idé slog slet ikke an folkeligt. Og Socialdemokraterne skrinlagde så også den sag i tråd med flertallets holdninger til emnet.

En professionel meningsmager som Politikens Lars Trier Mogensen har ydermere foreslået, at en stribe helligdage laves om til fleksible fridage, som hver enkelt så selv kan råde over.

Men mon ikke et flertal i befolkningen også her slår til med afvæbnende og virkningsfulde spørgsmål som disse: Hvad kan fridage egentlig bruges til, hvis vi aldrig kan være fælles med de fleste andre om at lade tiden stå stille?

Hvad er en fest, hvis jeg bare skal holde den for mig selv? Ja, hvor bliver folkets og nationens fælles puls i grunden af, hvis alt omkring arbejde og fritid først skal gøres op i kroner og ører og tilrettelægges individuelt ved et verdensfjernt skrivebord?

Morten Thomsen Højsgaard er ph.d og generalsekretær i Bibelselskabet