Reinkarnations tanken er en håbefuld tanke, som er med til at udslukke frygten for helvedes straffene. Den enkelte sjæl får mulighed for at rette, hvad der var forkert og at knytte bånd til nye mennesker, som trænger til hjælp. Det at den inkarnerede ånd ikke kan huske tidligere inkarnationer, behøver ikke at forståes anderledes end at en voksen ikke husker alle dage i dette liv. Hvem husker som voksen, hvorledes det var, at lære at læse? Men læsefærdigheden er til stede hos den voksne alligevel. Reinkarnation set på denne måde viser Guds omsorg for den enkelte sjæls udvikling og vækst. Den giver svar på de trykkende problemer med menneskenes ulige vilkår i verden. Retfærdigheden gennemtrænger kosmos. Alt kommer på sin rette plads til slut .

Det værste ved tanken om genfødsel er, at der indenfor tibetansk buddhisme findes metoder til overføre den bevidsthed til et højere stadie og du kan også opnå forskellige velsignelser. Så selv om der også bliver undervist i, at gøre gode handlinger og ikke skade andre, kommer disse meditationer og det, at lamaen nok skal "frelse" en i første række, for nogle af de praktiserende. Moralen kommer derfor i anden række og ikke som noget væsentligt.

claes flach skrev: Så én irrationel tro skal udslukke frygten for en anden irrationel tro. Du må da indrømme, at det er lidt komisk.

Lars Mollerup-Degn skriver: "Hvis reinkarnation er sandt, så er vores situation, for så vidt den angår den enkelte af os, håbløs. Jeg foretrækker håb."

Den, der ikke forsøger at forstå sin indre guddommelige kerne, må leve i troens håb, og den, der i troens jungle er faret vild, er blandt de ynkværdigste i himlen.

Den, der fornægter sin indre guddommelige kerne og tror, at de nt’lige evangelier, som er påvirket af Paulus’ forkyndelse om frelse ved tro, er en sandfærdig gengivelse af det, Jesus talte om og sendte sine udvalgte disciple ud som apostle at forkynde, må leve i håbet om ikke at være faret vild i troens jungle.

Jesus opfordrede sine tilhørere til at søge og forstå sandheden, fordi det er ved i kærlighed at følge Jesu Kristi vej - som er sandheden om vejen til livet i Himlen - at mennesket bliver frigjort. De, der ikke følger kærlighedens vej, er ifølge Jesus ikke værdig til opstandelse fra de døde og som Guds børn leve som engle i Himlen.

Thomasevangeliet login 3
Jesus sagde: ”Når de, som leder jer, siger til jer: ”Se! Riget er Himlen!” så må himlens fugle jo være forud for jer. Når de siger til jer: ”Det er i havet!” så må fiskene jo være forud for jer. Nej riget er i jeres indre og for jeres øjne. Når I kender jer selv, da skal I blive kendt, og I skal vide, at I er sønner af den levende fader. Men hvis I ikke kender jer selv, da er I i fattigdom, ja, I er fattigdommen.”

I menneskets indre kerne bærer mennesket sin dobbelte natur: kærlighedens livskraft og angstens dødsdrift. Med den guddommelige kærligheds livskraft, som bliver oparbejdet gennem de jordiske inkarnationers livsudfoldelser og bærer den healende kraft i sig, overvinder mennesket angstens dødsdrift, som bærer de opgivende livsnedbrydende kræfter i sig som angst, depression, vemod og usikkerhed.

Mennesket må som en værdig godsforvalter forvalte den af Gud tildelte ånd for at frigøre sig fra dødsdriftens natur. Den der tror, at troen frelser uden at være den gode forvalter af den ånd, som Gud har ladet tage bolig i mennesket, er faret vild og vandrer i blinde.

Peter Rubæk skrev:

Det er altså sørgeligt at konstatere, at du stadig ikke er i stand til at bringe dine "åndrige prædikener" uden at skulle udbrede dig om den mest indflydelsesrige af Jesu Kristi apostle, hvis budskab fra Jesus Kristus du ikke har fattet en dyt af.

Prøv at læse nedenstående fra Filipperbrevet 2,12-18:

Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær. For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje. Gør alt uden at give ondt af jer og uden indvendinger, så I kan være uangribelige og uden svig, Guds lydefrie børn midt i en forkvaklet og forvildet slægt, hvor I stråler som himmellys i verden og holder fast ved livets ord, til den stolthed for mig på Kristi dag, at jeg ikke har løbet forgæves eller slidt forgæves. Ja, selv om mit blod skal udgydes under mit offer og min tjeneste for jeres tro, så glæder jeg mig og glæder mig sammen med jer alle. Glæd I jer ligeledes, og glæd jer sammen med mig!

"Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse...."
Hvordan harmonerer det med din gentagne påstand om frelse ved en passiv tro?
Tror du egentlig, du har forstået, hvad der menes med frelse og med tro?

Evt. kunne du udvide dit studium med følgende hentet fra den såkaldte Paulus-skole, hvor det evangelium, som blev forkyndt af Paulus holdes i hævd og videreføres efter hans død.
I Pauli navn skriver denne skole således i 2. Tess. 2,13:

Vi bør altid takke Gud for jer, brødre, som er elsket af Herren, fordi Gud udvalgte jer som en førstegrøde til frelse ved Åndens helligelse og ved tro på sandheden.

"...frelse ved Åndens helligelse og ved tro på sandheden."

På hvilken måde synes du, dette strider mod det evangelium, som Jesus bragte og selv var?

Fordi, min ven, tro ingenting betyder.

Forståelse og handling er alt. Især handling - i nuet.

''Hvad du har gjort imod den mindste af disse mine små, har du GJORT imod mig.''

Beklager hvis jeg citerer mig selv ukorrekt.

Fl. Vang skrev:
Ifølge de nt’lige evangelier var Paulus ikke en af de af Jesus Kristus udvalgte disciple og udsendte apostle. Paulus, der var jødisk skriftklog, havde ingen respekt for det, Jesus Kristus talte om og sendte sine udvalgte disciple ud som apostle at forkynde om. Paulus havde sit eget evangelium om Kristus jfr. Rom 2,16: ”Den dag, da Gud dømmer det, som skjuler sig i mennesker, efter mit evangelium ved Kristus Jesus”, og ifølge 2. Korinterbrev mente Paulus, at han med sin kundskab overgik de af Jesus udvalgte disciple og udsendte apostle og omtalte dem som falske apostle og troløse arbejdere, der gav sig ud for at være Kristi apostle, og henviste til, at Satan selv jo giver sig ud for at være lysets engel. At Paulus er den mest indflydelsesrige apostel indenfor den eksisterende kristendom, kan jeg kun tilskrive den eksisterende kristendoms religiøse forhold til Paulus og manglende respekt for det, Jesus talte om og sendte sine udvalgte disciple ud som apostle at forkynde.


I Filipperbrevet 2,12-18 omtaler Paulus ikke noget om, at handlingen har indflydelse på Guds nåde, og i Romerbrevet omtaler Paulus, at mennesket ikke bliver retfærdiggjort på grund af handlinger, men alene ved troen på Guds nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Når jeg sammenholder Filipperbrevet med Romerbrevet kan jeg kun forstå, at den frygt og bæven, Paulus opfordrer sin menighed til i Filipperbrevet, alene er begrundet i Paulus’ ønske om at opleve stolthed over, at han ikke har løbet forgæves eller slidt forgæves. Jeg vil derfor fastholde min påstand om, at Paulus’ omtale af frelse ved Guds nåde ikke kan sammenlignes med den sande kærlighed, som gør mennesket værdig til opstandelse fra de døde, som Jesus talte om.

Paulus’ retfærdiggørelse ifølge Romerbrevet:
3,23: alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.
3,26: I den tid, der nu er inde, gør Gud den retfærdig, som tror på Jesus.
3,28: Vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger.
4,5: Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed. Sådan priser David også det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger.
4,7: Lykkelige de, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult; lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner synd.
5,9: Så meget mere skal vi, der nu er blevet gjort retfærdige i kraft af hans blod, ved ham frelses fra vreden.
5,19: Ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved en enestes lydighed.
9,30: Hedninger, som ikke stræbte efter retfærdighed, opnåede retfærdighed, men vel at mærke retfærdighed af tro.
9,31: Israel, som stræbte efter en lov, der kunne føre til retfærdighed, nåede ikke til en sådan lov. Fordi de ikke søgte den af tro, men som om den kunne fås af gerninger.
10,13: Enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.



Paulus var en karismatisk person, der fik samlet en stor menighed omkring sit evangelium om Kristus. Han var uddannet rabbiner og en af de største skriftkloge, som i de første år efter korsfæstelsen af Jesus aktivt tog del i forfølgelsen af Jesu tilhængere. Det er min opfattelse, at det var om personer som Paulus, der med sit eget evangelium ophøjede sig selv som apostel, at Jesus jfr. Luk 14,11 sagde, at enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Jesus opfordrede sine tilhængere til først at søge Guds rige og dømme ud fra sig selv, hvad der er det rette, og Jesus advarede sine udvalgte og udsendte apostle til at tage sig i agt for de falske profeter, der ville komme til dem i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. Iflg. Matt 15,8 sagde Jesus, at det er forgæves at ære Kristus med lærdomme som kun er menneskes bud.

I min bedømmelse af Paulus, var Paulus med sin karisma og sin brug af sin autoritære magt over sin menighed jfr. 1. Korinterbrev en falsk profet:

Paulus’ herskeånd ifølge l. Korinterbrev:
5,3: Jeg har, personligt fraværende, men åndeligt nærværende, allerede fældet min dom over den skyldige. Han skal, når I er forsamlet i vor Herre Jesu navn, og jeg er åndeligt til stede, med vor Herre Jesus kraft overgives til Satan, så det kødelige kan ødelægges, for at ånden kan frelses på Herrens dag.
5,13: Det er dem, som er indenfor, I skal dømme. Dem udenfor skal Gud dømme. I skal udrydde den onde af jeres midte.
6,2: Ved I ikke, at de hellige skal dømme verden?

Paulus, der i sin apostelgerning mente, at han med Kristi kraft kunne overgive et menneske til Satan for at lade det kødelige ødelægges for at ånden kan frelses, fremstår i min forståelse af den sandhed, som Jesus talte om, ikke med sit evangelium som værende i overensstemmelse med det, Jesus talte om og sendte sine udvalgte disciple ud som apostle at forkynde.

jmp skrev:

Hvis nu det ellers er Michael/jmp, der skriver her, så er det vel fastslået over enhver tvivl, at han fokuserer på "at være i nu'et".
Og hvad er der galt i det?

Derimod er det selvfølgelig ikke sandt at hævde, at tro ingenting betyder.

Tro retter sig ikke mod et nedskrevet budskab, men kan genfinde sig selv udtrykt i et nedskrevet budskab.
Tro beskriver et menneskes eksistentielle orientering, og netop derfor er troen altafgørende i henseende til, hvad et menneske gør.

Det er netop gennem gerningerne, at mennesket viser sin sande tro. Ikke fordi gerningerne skaber troen, men fordi en påstået tro er død (løgn), hvis den ikke harmonerer med gerningerne.
Netop derfor er det kun et tilsyneladende paradoks at forkynde menneskets retfærdiggørelse ved tro, men samtidig dommen på grund af gerninger.

Og netop derfor er menneskets eneste sande bøn i virkeligheden denne:
"Jeg tror, hjælp min vantro"

Om reinkarnationstanken er positiv eller negativ afhænger vel i høj grad af øjnene, som ser.
Som jeg ser det, lider reinkarnationstanken af den skavank, at jeg som det helt konkrete menneske, af kød, blod og sjæl, der har ånd bliver til en ligegyldighed, hvis eneste eksistensberettigelse bliver at drage omsorg for, at jeg i et eller andet efterfølgende konkret menneske af kød, blod og sjæl, der har ånd skal få en bedre eksistens, end jeg har nu.

Den kristne tale om "Kødets opstandelse" er i stedet for mig at se en tale om, at det rent faktisk er mig, der både er under evangeliets tale og tiltale.
Jeg får i kristendommen en uendelig stor betydning, som aldrig kan grundes på noget, jeg selv har gjort, men som - i troen - kan udvirke, at jeg bliver i stand til at handle fri fra alle spekulationer om, hvorvidt det, jeg nu gør, er godt nok til at sikre mig i fremtiden.

Det er netop i den forstand, at "Ordets inkarnation" i Johs.evangeliet forstås som Guds eskatologiske (endetidige) handling.
Det er denne Guds handling, som kun kan modtages i tro, og som netop - i troen - frisætter mig til det, der egentlig er Guds rige/det evige liv.
Forstået som Guds eskatologiske handling bliver denne tro på den historiske Kristusbegivenhed nemlig til en forståelse af, at Guds fremtid altid er min fremtid.

Som sådan er det altså troen, der for alvor frisætter mig som det konkrete historiske menneske, jeg er, til at kunne handle uden tanke på egen vinding.
Jeg kan ikke se, at reinkarnationstanken i sin essens kan have samme effekt.

I reinkarnationstanken, er "jeg" ikke primært det historiske menneske, men "den ånd", der kortvarigt er blevet til et historisk menneske af kød, blod og sjæl for at kunne handle i historien med henblik på at kunne skaffe mig selv - som ånd - en bedre inkarnation (som historisk menneske) på et eller andet tidspunkt i fremtiden.

Jeg ønsker ikke med ovenstående at dømme hverken dig eller et andet konkret reinkarnationstroende menneske, men alene at give udtryk for, hvordan reinkarnationstanken fremstår håbløs for mig.

Fl. Vang skrev:
Troen er ikke noget der opstår af sig selv ud af ingenting. Menneskets tro er i opvækstperiode påvirket af udefra kommende oplysninger, og i voksenlivet manifesterer troen sig ved at binde sig til oplysninger hentet i omverdenen. Når troen hos det voksne menneske er sammenfaldende med et religiøst nedskrevet budskab på en sådan måde, at mennesket forbinder sig med det nedskrevne religiøse budskab, så er det fordi, at mennesket har ladet sig binde til det nedskrevne religiøse budskab.


Det er så sandt som det er sagt, at positiviteten og negativiteten afhænger af de øjne, der ser. Dermed siger du selv, at det ikke er reinkarnationstanken der er problemet, men de øjne der med religiøse skyklapper ser. Reinkarnationstanken i sig selv forhindrer ikke mennesket i at drage omsorg for oplevelsen i dette jordiske liv og leve et liv i livsglæde og harmoni med sin omgivelse. At leve et liv i og med kærlighed forringer ikke livskvaliteten. Reinkarnationstanken forudsætter udvikling og indsigt i livets skyggesider for at tage bjælken ud af sit øje så man klart kan se til at tage splinten ud af sin broders øje. Religionen gør mennesker blinde og fører mennesker bort fra den vej, som Jesus anviste sine tilhængere, hvor den kærlighed der udvises overfor andre beriger den af Jesus omtalte universelle guddommelige kærlighed, og hvor den manglende kærlighed, der ikke bliver udvist overfor andre, tager noget fra den universelle guddommelige kærlighed og påvirker den negativt. Hvad du gør imod andre det gør du imod dig selv.


Troen er ingen garanti. Hvis du ikke søger den sandhed, som Jesus Kristus talte om, og følger den af Kristus anviste vej, farer du vild. At søge er ensbetydende med objektivt at forholde sig til det, man tror på. En tro, som ikke kan inddrages under de naturvidenskabelige kendsgerninger, er en tro uden grundlag. Reinkarnation bygger på den guddommelige ånd, som gør levende. Ånden er den ikke-fysiske egenskab i det indre i mennesket. Ganske vist afviser naturvidenskaben endnu eksistensen af en ikke-fysisk ånd, men naturvidenskaben er afhængig af at forstå den ikke-fysiske ånd i mennesket for at kunne få tanker, følelser og bevidsthed til at spille sammen med den fysiske hjerne.


I reinkarnationstanken forstås mennesket som en guddommelig individualitet. I en materialistisk verdensopfattelse forstås mennesket som en kødklump der styrer mennesket. Den, der fornægter ånden, gør kødet til det tænkende menneske. Det er det fysiske menneske, der er det historiske menneske.

Peter Rubæk skrev:
Troen er ikke noget, der opstår af sig selv ud af ingenting
Jamen det kan jeg da kun være enig med dig i, men det har nu ikke ret meget at gøre med det, jeg skrev.
Når jeg erklærer mig enig, så skyldes det, at i kristendommen opstår troen som resultat af Guds handlen i og med det enkelte menneskes eksistens.
Guds handlen med mennesket er det, Paulus omtaler som retfærdiggørelsen, og retfærdiggørelsen af mennesket sker ikke på grund af menneskets tro.
Retfærdiggørelsen af mennesket er helt og holdent at forstå som Guds nådige handlen, som eksistentielt set flytter mennesket fra Synden til troen.

Derfor bliver troen at forstå som den nye eksistens, mennesket kommer til at leve sin tilværelse i. Troen er ikke en fiks og færdig kosmologi, som ligger i indbygget konflikt med videnskabelige indsigter om, på hvilken måde verden/naturen fungerer.
Troen er en overbevisning om, den menneskelige tilværelses "fylde" (nogle taler om mening), som nødvendigvis bliver til "et menneskes eksistentielle orientering, og netop derfor er troen altafgørende i henseende til, hvad et menneske gør."

Hvordan denne tro så bliver udtrykt i ord, er en ganske anden sag, men det tyder på manglende omtanke - og ikke kun dårlig artikulering - at skrive
Når troen hos det voksne menneske er sammenfaldende med et religiøst nedskrevet budskab på en sådan måde, at mennesket forbinder sig med det nedskrevne religiøse budskab, så er det fordi, at mennesket har ladet sig binde til det nedskrevne religiøse budskab.

Du må jo tale af erfaring. Og fordi du taler af erfaring, giver det, du skriver, sandsynligvis mening for dig.
Din ånds"videnskab" bygger iflg. dine udtalelser på, at nogle mennesker med særligt udviklede evner har kunnet "iagttage den åndelige, guddommelige verden".
Det er på deres "iagttagelser" af det, der på ingen måde historisk og dermed naturligt er til stede i verden, at du bygger din tilværelsesforståelse.

Hvis det giver mening for dig, så blive du endelig der, men hvordan vil du nægte, at du i alt overvejende grad har ladet dig binde til nedskrevne beretninger om noget, som ikke er eller har været til stede i historien/naturen?
Fordi det er beretninger om noget sådant, bliver det, der tales om - altså mennesket som en guddommelig individualitet, der udelukkende er ånd - pr. definition til overnaturlige væsner.
Og når der tales om overnaturlige væsner - altså væsner, som ikke er eller har været til stede i historien/naturen - tales der pr. definition i myter.
Og hvordan er det nu lige, at Per Bilde definerer religion:

centrale træk i traditionel religion, nemlig myter om overnaturlige væsner

som første led.

Samtidig taler du i ét væk om, at mennesket gennem sine handlinger skal gøre sig værdig til opstandelsen fra de døde.
En sådan tale kan kun forstås som en tale om, hvad mennesket skal gøre
for at opretholde og regulere deres forhold til de selv samme overnaturlige væsner

Du befinder dig derfor nok selv i højeste grad på religionernes overdrev.
Det kunne jeg på ingen måde finde på at bebrejde dig, men set gennem mine troende øjne, indebærer det, at du i virkeligheden taler om dig selv her:

Dermed siger du selv, at det ikke er reinkarnationstanken der er problemet, men de øjne der med religiøse skyklapper ser

Jo, jeg ser reinkarnationstanken som et problem, fordi jeg ser den uden religiøse skyklapper. Måske vil du en dag selv nå dertil

På den dag vil du sikkert se på følgende med hovedrysten

Religionen gør mennesker blinde og fører mennesker bort fra den vej, som Jesus anviste sine tilhængere, hvor den kærlighed der udvises overfor andre beriger den af Jesus omtalte universelle guddommelige kærlighed, og hvor den manglende kærlighed, der ikke bliver udvist overfor andre, tager noget fra den universelle guddommelige kærlighed og påvirker den negativt. Hvad du gør imod andre det gør du imod dig selv.

"...den manglende kærlighed, der ikke bliver udvist overfor andre..."???
Efter dette mesterstykke følger den hovmodige og på alle måder selvhævdende tale om, at hvad et menneske gør - eller sandsynligvis ikke gør - skulle kunne tage noget som helst fra "den universelle guddommelige kærlighed" og oven i købet kan "påvirke den negativt".

Det er en guddommeliggørelse af mennesket, som ikke har nogen som helst sammenhæng med "det, Jesus talte om".
For "det, Jesus talte om", er jo som bekendt, at på trods af alt, hvad mennesket har gjort og gør, så er det omfattet af Guds kærlighed. Og denne kærlighed kan mennesket vende sig fra, men mennesket kan aldrig
tage noget fra den universelle guddommelige kærlighed og påvirker den negativt.