17. februar 2012
"Måske er islamister i den arabiske verden deres egen værste fjende? Mange af dem er godt i gang med at latterliggøre sig selv i borgernes øjne," skriver debattør og forfatter Naser Khader
Hver uge skriver en af vores dygtige skribenter en aktuel kommentar om religion, etik og samfund.
Se kommentarpanelet
herI dag skriver cand.polit og debattør og forfatter Naser Khader om islamisme i Egypten:
Mange, inklusive jeg selv, ser med en vis tristesse til, mens islamisterne forsøger at sætte sig på det arabiske forår. De reformationer, der startede som et folkeligt krav om brød og arbejde, er på grund af den tid, det tager at etablere sig politisk og demokratisk, ved at blive kapret af islamisterne.
Demokratiet lader vente på sigDet er en trist og sørgelig udvikling, at det ønske om frihed og reformer, som folk satte deres liv på spil for, er i fare for at ende med en anden udgave af et totalitært samfund.
Der er selvfølgelig mange forskellige forklaringer på dette forhold, blandt andet at etablering af partier tager tid. Det er ikke noget, man gør på et halvt år (ikke engang i et land som Danmark med en fast funderet demokratitradition).
Det kan synes paradoksalt, at alle de demonstranter, der har sat deres liv og helbred på spil i demonstrationer, ikke havde nogle fælles, overordnede visioner for, hvordan de skulle udforme landet bagefter.
Men det er i høj grad deres manglende demokratiske erfaringer og islamisternes mangeårige tradition som etablerede samfundsstøtter for socialt udsatte (via sundhedsklinikker, skoler, almisser og så videre), som de spirende demokrater har svært ved at konkurrere med.
Demokraterne har på cirka et år skullet finde meningsfæller, de kunne danne et parti sammen med. De har skullet udarbejde et partiprogram, finde egnede kandidater og fundraise – alt sammen noget, som islamisterne havde en færdigpakket løsning på.
Derfor er det, set i bagklogskabens lys, i nogle af de arabiske lande en helt naturlig udvikling, at islamisterne vinder de første frie valg. Ikke fordi befolkningerne ønsker islamiske stater (det er kun et begrænset fåtal, der gør dette), men snarere fordi, demokraterne ikke har nået at etablere sig på en måde, der gør dem regeringsduelige.
Har islamister virkelig så megen indflydelse?Men spørgsmålet er, om det er så slemt, som det ser ud – eller om islamisterne i virkeligheden vil vise sig at være deres egne værste fjender?
I Egypten ser det i hvert fald ud til, at islamisterne ikke finder fælles fodslag. Broderskabet står til at blive valgets helt store vindere. Salafisterne, som også får en betydelig del af stemmerne, og Broderskabet er på meget dårlig fod med hinanden.
Salafisternes erklærede mål er en sharia-stat. Broderskabet forpligter sig derimod, med den tyrkiske premierminister Erdogan og hans parti, AKP, som forbillede, til at arbejde inden for demokratiets rammer. Heldigvis er det Broderskabet, der sætter sig på langt størstedelen af stemmerne.
Islamister sættes på pladsDerudover er mange af islamisterne godt i gang med at latterliggøre sig selv i borgernes øjne. Her den anden dag var der, midt i den egyptiske parlamentsamling, en af de tilstedeværende, der rejste sig og begyndte at kalde til bøn.
Formanden, som i øvrigt tilhører Det Muslimske Broderskab, bad ham om at tie og fulgte op med ordene: ”Bare fordi du står og kalder til bøn, gør det dig ikke til en bedre muslim end os andre.”
For mig viser denne hændelse, at mange muslimer ikke vil finde sig i denne overdrevne demonstration af ens personlige religiøsitet. De hopper simpelthen ikke med på den bølge, hvor man er en bedre muslim, jo mere offentligt man kan demonstrere sin pligtopfyldende religionsdyrkelse. Det var meget bekræftende at se formanden træde i karakter og præcisere, at hver ting har sin tid og sit sted.
Efter fodboldtragedien i Egypten har flere islamister været ude og hævde, at ofrene selv var skyld i deres ulykke. Fodbold er et vestligt spil, og derfor, efter deres mening, uislamisk. Folk har reageret på disse udmeldinger med foragt.
LÆS OGSÅ:Fodboldspiller: Folk dør for øjnene af osUd over disse fuldstændigt absurde måder at opføre sig på, er jeg sikker på, at islamisterne nok skal komme til kort på mange andre måder. Egypten er plaget af en tårnhøj arbejdsløshed. Nogle undersøgelser viser, at det er op mod 30% af den arbejdsduelige del af befolkningen, der er ramt af arbejdsløshed.
Islamisterne har aldrig bidraget til at skabe øget velstand eller flere jobs. Det var ellers ønsket om dette, der oprindeligt rejste det folkelige krav om Mubaraks afgang.
Derfor kan jeg ikke lade være med at spørge, om ikke det ville være fornuftigst at respektere, at islamisterne har vundet de første demokratiske valg ærligt og redeligt, for derefter at lade dem bevise, at de ikke er i stand til at skabe flere jobs eller give folk anstændig liv? På denne måde vil islamisterne bliver deres egen værste fjende og forsegle deres egen skæbne
Naser Khader er cand.polit, debattør og forfatter