“Det er forkert at dele alle op i vindere og tabere”

Der er jo ikke noget galt med sport. Det er sundt at røre sig, sjovt at gøre det i fællesskab, og helt klart en samlende faktor for nationen, når for eksempel håndboldherrerne vinder guld i Serbien.

Alle skal være med på holdet
Men der er noget galt med, at sportsmetaforer vinder frem overalt i samfundet, så man som politiker ikke kan tale med en journalist uden at tænke: Bliver jeg nu fremstillet som denne artikels vinder eller taber?

Der er noget galt, når børn ikke kan forestille sig at se en udsendelse på TV, uden nærmest pr. automatik at spørge, om der er nogen der skal sendes hjem, dømmes ude, tabe eller vinde. Og man må konstatere, at der da heller ikke findes megen underholdning eller TV af folkeoplysende karakter, hvor det ikke er konkurrencen eller udskillelsesløbet, der er i front.

Og dualismen er i for sig i orden. Vi kender den jo helt fra skabelsens tid. Uden mørke, intet lys. Uden nat, ingen dag. Uden ondskab, ingen godhed. Uden kulde, ingen varme.

Modsætninger trives bedst hårdt trukket op, og det er nu engang lettere at forstå en kompliceret fremstilling, hvis det klart skæres ud i pap, hvem der er ond, og hvem der er god. Eller hvad?

Forholder det sig ikke i virkeligheden sådan, i et kulturkristent land som vores, at vigtige værdier er rummelighed, fællesskab, sammenhold? At netop troen på, at alle rummer noget godt, og at alle derfor i princippet bør have muligheden for at deltage, være med, spille på holdet, er et bærende element?

Har det ikke altid været sådan, at du som borger i dette samfund, uanset baggrund og forudsætninger, har kunnet være en del af de pligter og rettigheder, som fællesskabet har fundet frem til på demokratisk vis?

Hele vores grundlag har i mange, mange år været, at alle bidrager med det, de kan, og at sammenholdet holder hånden under dem, der har brug for hjælp. Man dømmes ikke ude eller stemmes hjem. Man rummes og tages ved hånden.