Ateistisk Selskab har en uacceptabel stræben efter at forsimple, reducere og banalisere det komplekse fænomen, som religion i virkeligheden er, skriver cand.theol. og ph.d Lars Sandbeck

Lad os først se på formand for Ateistisk Selskab Jakob Heidelbergs religionsdefinition:

"For at noget kan betegnes som religion, så må der som nødvendig betingelse indgå guder og/eller overnaturlige kræfter."

LÆS OGSÅ: Ateistformand: Nej, ateisme er ikke en religion

Dette kan man kalde en essens- eller indholdsbaseret religionsdefinition, fordi den udelukkende fokuserer på et pågældende livssyns angiveligt "religiøse" indhold.

Indgår der guder og/eller overnaturlige kræfter i et livssyn, ja, så er det nok religiøst. Indgår der guder og/eller overnaturlige kræfter i ateismens livssyn? Nej, ergo kan ateisme under ingen omstændigheder være en religion.

Med denne snævre definition i baghånden, har Heidelberg købt et bekvemt frikort til ateisterne, som nu "sagtens [kan] tro" og være "positive og optimistiske individer, optændte af håbet om at skabe et bedre samfund og hjælpe vores medmennesker" uden af den grund at blive religiøse af det.

Så længe man ikke tror på guder og/eller overnaturlige kræfter, er man ikke religiøs, og derfor kan man som ateist tro på alt muligt, for eksempel på utopier om fremtidens lykkelige samfund, næstekærlighed og på livets essentielle godhed, uden overhovedet at komme i nærheden af at være religiøs. Og hvis vi holder os til Heidelbergs religionsdefinition, er det jo sådan set rigtigt nok.

Ateister har en aura af religiøs iver
Hvis vi benytter en funktionalistisk religionsdefinition, så må vi sige, at selv ateisme og andre tilsyneladende ikke- eller antireligiøse fænomener, kan antage religiøse træk og på den måde komme til at "minde om" religion.

Hvis religion defineres som "et system af positive overbevisninger og trospåstanden, som fortrinsvis dyrkes i et fællesskab organiseret omkring ritualer og/eller andre kultiske handlinger med henblik på at generere en større eksistentiel mening for individet," så kan selv ateismen komme til at høre under kategorien ”religion,” for så vidt som den altså begynder at blive dyrket på ovennævnte måde.

Heidelberg afviser i den forbindelse, at hans Ateistiske Selskab skulle have noget med ritualer at gøre, men tilbage i 2008 og 2009 talte Jonathan Szpirt og Jesper Vind (begge talsmænd for selskabet) åbenhjertigt i medierne om foreningens planer om at udvikle ritualer, uddanne ceremonimestre og få afindviet kirkegårde, så man kunne lave ateistiske gravpladser og andet af samme skuffe.

Disse religiøse træk har Ateistisk Selskab måske opgivet i dag, men det er vel ingen begrundelse for at lyve om sin egen okkulte fortid.

I nogle sammenhænge kan det være relevant og vigtigt at holde fænomener som religion og ateisme klart adskilte. Her er den indholdsbaserede religionsdefinition på sin plads.

Hvis man for eksempel er bange for at blive associeret med religiøse mennesker, skal man bare definere religionen på en så snæver og essentialistisk måde som muligt. Så slipper man nemlig for at være religiøs!

I andre sammenhænge, for eksempel når man ud fra en sociologisk og samfundskritisk vinkel ønsker at belyse pseudo- og erstatningsreligiøse fænomener, som for eksempel ateistiske templer, ritualer, ceremonimesteruddannelser, må man anvende en funktionalistisk religionsdefinition.

Hvis ateister har tænkt sig at møde op i templet hver søndag for at synge salmer til Fornuften og Fremskridtet, Darwin og Dawkins, oplæse tekststykker fra ’Arternes oprindelse’, foretage vielser og begravelser og forkynde naturalismens glade budskab, er det så ikke rimeligt at hævde, at ateismen selv begynder at minde om religion? Er det måske ikke ligefrem rimeligt at sige, at ateismen her selv er gået hen og blevet en religion?

Ganske vist en religion uden guder og/eller overnaturlige kræfter, men ikke en religion uden en aura af sakralitet og religiøs iver over sig. Andet prøvede jeg sådan set ikke at sige i mit indlæg om det ateistiske tempelbyggeri.

LÆS OGSÅ: Når ateisme bliver til religion

Religion er et komplekst fænomen
Ateisme er ud fra en snæver definition ikke andet end afvisningen af troen på gud(er). Religion er derimod et langt mere komplekst fænomen, som kan defineres på mange forskellige måder.

Selv de indholdsbaserede definitioner kan afvige betragteligt fra hinanden, være brede eller snævre, åben for ateistisk religiøsitet eller på forhånd afvise fænomenet.

I virkelighedens verden findes der religiøse naturalister og naturreligioner, religiøse, som tror på det overnaturlige, og religiøse, som afviser, at Gud er hinsides naturen.

Der findes fundamentalister og kulturkristne, kristne ateister og spiritualister, ateister, som tror på reinkarnation, og hinduister, som ikke gør.

Når det kommer til stykket, er Heidelbergs opfordring om at få styr på begreberne og gøre det klart, ”præcis hvad religion er,” udtryk for en uacceptabel stræben efter at forsimple, reducere og banalisere det komplekse fænomen, som religion i virkeligheden er.

Man må give dem, at de virkelig er gode til den slags i Ateistisk Selskab, men det gør os selvfølgelig ikke klogere på, hvad religion er eller kan være. Men måske gør det os en smule klogere på, hvad ateismen i visse kredse desværre er gået hen og blevet. Den er ikke kvadratisk, praktisk og god, som en Ritter Sport, men dogmatisk, firkantet og reduktionistisk.

Lars Sandbeck er cand.theol, ph.d. og forfatter