Gud tager i døden imod livsånden

I skolen har vi set på de fem største religioner og deres syn på livet efter døden. Vi læste i en artikel fra jeres hjemmeside, at man i kristendommen tror, at sjælen er udødelig og løsriver sig fra legemet ved døden.

Jeg kom til at tænke på dengang, hvor vi begravede min farmor. Der sagde præsten, da han kastede jord på hendes kiste: Af jord er du kommet... - og det undrer mig meget, da kristendommen fortæller, at vores sjæl forlader vores krop, når vi dør. Så er vi jo ikke kommet af jord. Er der en mening med det?

Hilsen

Julie Baggestrøm Bech

Svar:

Kære Julie!

Jeg tror, jeg bedst kan besvare dit spørgsmål ved hjælp af den skabelsesmyte, som står i 1. Mosebog kap. 2 i Det Gamle Testamente.

Det er specielt vers 7, jeg tænker på: "Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen."

Det er som nævnt en myte, dvs. ikke en fortælling, der skal forstås bogstaveligt, men en poetisk måde at udtrykke noget helt grundlæggende på -- et poetisk udtryk for, hvad det vil sige at være et levende menneske:

Mennesket er en del af naturen, moderne udtrykt: Vore celler rummer de samme bestanddele som dyrene og naturen i øvrigt -- mytisk eller billedligt udtrykt: Mennesket er formet af jordens materiale.

Men mennesket er samtidig noget mere end naturens bestanddele, er noget mere end biologi. Der er noget, som afgørende adskiller mennesket fra alt det øvrige i naturen: Tale, bevidsthed - vi kan forholde os til vores eget liv og være bevidste om, at vi skal dø; og i kraft af sprog og bevidsthed har mennesket helt særlige skabende evner, derved i slægt med Gud (skabt i Guds billede).

Med andre ord: mennesket er et åndeligt væsen, med mulighed for at forholde sig til det guddommelige og have del i det guddommelige -- Med mytens måde at sige det på: Gud har blæst sin livsånde i mennesket.

Det er dét, der giver mennesket dets særlige plads og opgave og ansvar i tilværelsen -- til forskel fra dyrene og den øvrige natur.

Det, der sker ved døden, kan så udtrykkes på den måde, at livsånden forlader mennesket -- vender tilbage til Gud. Mens legemet vender tilbage til naturen, hvad enten det brændes eller kisten nedsænkes i graven -- "af jord er du kommet, til jord skal du blive," som præsten siger ved begravelsen.

Men præsten siger også noget mere: "Af jorden skal du igen opstå." Det er den kristne tanke om opstandelsen: At Gud i døden tager imod livsånden, det levende i mennesket, og giver mennesket det, som Paulus i Det Nye Testamente kalder et opstandelseslegeme. Altså en tilværelse hos Gud -- i andre dimensioner end i den jordiske verden ("evigt liv," dvs. ikke bundet til tiden, som alt på jorden er, og "i himlen," et billedligt udtryk for, at det er uden for vores rækkevidde, skjult hos Gud).

Om menneskets skabelse -- storheden i det at være menneske -- og om det, der sker ved døden, kan man sige, at det er et mysterium, en gåde, ikke til at forstå til bunds med vores tanke. Det er derfor, vi må tale om det i billedsprog. Selv som uddannet teolog og præst gennem mange år må man indse, at det er noget, man aldrig bliver helt færdig med at grunde over.

Håber du kan bruge mit svar til noget.

Venlig hilsen

Johannes Værge
Sognepræst