Aminah Tønnsen |
8. marts 2006
RITUALER: Hvornår og hvordan foregår omskæring af muslimske drenge i Danmark? Ahmed Akkari og Aminah Tønnsen svarer
Spørgsmål:Jeg har forstået, at der mht. drengeomskæring er mange måder at gøre det på inden for islam. Nogle gør det, når drengen er syv dage gammel, andre når han er 12-13 år.
Jeg interesserer mig for de ritualer, der er knyttet til omskæringen. Jeg ville derfor være glad, hvis du kunne hjælpe mig med en kort beskrivelse af en rituel omskæring i Danmark.
Med venlig hilsen
Brian Linke
Stationsvej 5
Brejning
7080 Børkop
Svar fra Ahmed Akkari:
Omskæringen af drenge er en jødisk og muslimsk skik introduceret af vores fader Ibrahim.
Det er korrekt, at man kan omskære drenge ved forskellige aldre, men det er bedst, hvis de er små, da det er nemmere.
Omskæringen går ud på at fjerne en lille del af den ydre forhud. I Danmark går muslimerne til lægen og foretager ikke selv sådanne indgreb.
Der er ingen særlige ritualer omkring begivenheden. Formålet er renselse, renhed og at følge i sporene på Abraham, Mohammad og sendebudene, der alle sammen blev omskåret.
Lad mig tilføje to kommentarer:
Mange læger udtrykker klart, at det har et sundt og hygiejnisk formål. Dette er på trods af de protester, som andre læger kommer med omkring omskæringen. Der er tale om en uenighed og ikke, som det tit fremstilles i medierne, en enighed om, at omskæring er klart skadelig.
Mange af de mennesker, som vælger at blive muslimer, bliver det uden at foretage dette indgreb, når de træder ind i islam. Det er ikke et krav, at det skal foretages for at kunne træde ind i islam.
Ahmed Akkari
Imam
Svar fra Aminah Tønnsen:
Det er rigtigt, at der ikke er faste regler for, hvornår omskæring af et muslimsk drengebarn skal finde sted. Jeg kan ikke udelukke, at nogle forældre gør det i forbindelse med navngivnings- eller aqiqa-ceremonien, der afholdes på syvende dagen efter et barns fødsel; men så vidt jeg er orienteret, holder langt de fleste familier de to ceremonier adskilt.
I Danmark foretages omskæring af drengebørn ofte af en herboende muslimsk læge. Enten kommer lægen hjem til familien, eller forældreparret kommer til klinikken med barnet.
Jeg har aldrig selv oplevet, at der er blevet sagt bønner eller velsignelser i forbindelse med omskæringen; men på nettet fandt jeg denne bøn, som åbenbart bruges af nogle:
O God, this is Your practice and the practice of Your Prophet, Your blessings be upon him and his family; obeying Your ideal and Your Books is the result of Your volition, and Your will and judgement you decreed, a rule You executed. So take away from him the pain of the knife in his circumcision and his scarification through a command – You are more knowing of it than I, O God. And cleanse him of sins, prolong his life for me, drive away injury and pain from his body, increase him in wealth, and fend off poverty from him; for You know and we do not.
I nogle familier er der ikke tradition for at holde fest i forbindelse med omskæringen - i andre familier skal festen helst være så stor og kostbar som muligt. Fester i forbindelse med omskæring er - ligesom f.eks. bryllupsfester - forskellige fra kultur til kultur.
Med venlig hilsen
Aminah Tønnsen
Muslimsk forfatter og foredragsholder
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk