En karikatur af danskerne

Når en muslimsk lokalpolitiker siger, han går ind for dødsstraf, fordi det står i hans hellige bog, venter mange danskere stadig på et argument, og i værste fald opfattes udsagnet som uvilje til samtale.

2. Alle er religionskritiske, også de religiøse
Det er en del af uddannelsen til præst at blive religionskritiker. Alle teologi-studerende må forholde sig til Bibelens forandringer igennem mange hundrede års overlevering, og i Danmark er det sjældent at møde den mellemøstlige og amerikanske tro på, at éns helligskrift er bevaret uændret, som Gud har talt det.

Det giver altså ikke mening for danskere at sige, at religion er godt i sig selv, eller at religion garanterer en vis moralsk standard, sådan som mange amerikanere mener.

I offentlige institutioner har det også været helt almindeligt at kritisere religiøse holdninger, og i 1980'ernes danske folkeskole kunne man møde lærere, som brugte timer på at bevise, at Jesus ikke havde eksisteret. Det må man næppe sige i dag, og denne udvikling oplever mange danskere som et tilbageskridt og måske endda et overgreb fra politisk side.

3. Danskerne er stærkt præget af kulturradikalismen
Dansk kulturliv har i mere end 50 år været præget af den opfattelse, at kunsten skulle frigøre os fra religion. En af de mest udbredte bevægelser med dette mål var kulturradikalismen, som i perioder har været den dominerende anskuelse på universiteter og i kunstnerkredse.

Kulturradikalismen har indtil muslimernes ankomst i Danmark ikke lagt skjul på, at den var anti-religion, og religionskritik har været officielt program for mange i tiden efter Anden Verdenskrig, også blandt kunstnere og universitetsfolk, som forsvarer muslimerne i dag.

Forståelsen for det religiøse er altså tvetydig, også hos de mest tolerante danskere.

4. Moral er i offentligheden et politisk begreb, ikke et religiøst
I teorien afledes etikken af religiøse forhold, men i praksis ser det anderledes ud i Danmark. Når Poul Nyrup Rasmussen eller Bendt Bendtsen taler om moral, menes der ikke religiøse værdier, men menneskerettigheder, mindre korruption, flere sociale forbedringer etc.

Derfor taler sekulære danskere og religiøse muslimer også forbi hinanden, når det kommer til opfattelsen af det umoralske. For muslimer er offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne umoralsk. For sekulære danskere er det umoralsk at sige, at kvinder er Satans redskab, som en imam på et tidspunkt gjorde.

Det er to helt forskellige sprog for moral, og det stiller store krav til oversættelsen.

Det spiller en stor rolle, at dansk teologi har arbejdet aktivt på at skille moral og kristendom, fordi det i 1950'erne blev normalt at mene, at der ikke fandtes nogen særlig kristen moral. Så der findes ikke nogen konsensus blandt kristne om, hvad et moralsk liv er, sådan som det ses i mange andre kulturer.

Det betyder også, at det fællesskab mellem troende muslimer, kristne og jøder, der nogle steder kan findes på moralske områder som abort og seksualitet, ikke findes i Danmark.

5. Dagens debatklima er historisk norm, snarere end 1980'ernes tolerance
Da Kristeligt Dagblad blev grundlagt af Indre Mission i 1896, var den direkte anledning, at man følte sig misforstået og tendentiøst beskrevet i københavnske dagblade som Berlingske Tidende og Politiken. I dag ville de fleste minoriteter bruge ordet diskrimination om den konsekvent dårlige omtale i medierne, som den religiøse gruppering fik.

Kort tid forinden havde forfatteren Georg Brandes skrevet, at Jesus bare var et sagn, og den slags standpunkter er der mange af i den danske religionshistorie.

En systematisk gennemgang af visse mediers dækning af den missionske fløj i 1960'erne og 1970'erne, ville nok også give klare indikationer på diskrimination. Så sent som i 2005 kunne man høre en DR2-journalist sammenligne Luthersk Missions arbejde i Afrika med korstogsangrebene i middelalderen (Temalørdag 1. oktober).

Tonen er blevet hårdere, som for eksempel Dansk Folkepartis skadedyrsmetaforer viser, men siden ytringsfriheden blev indført i 1849, har den været brugt hårdt i debatten om det religiøse. Og det er en historisk undtagelse, at der ikke var nogen kritik af islam i den brede offentlighed gennem de første 10-20 år af muslimernes tilstedeværelse i Danmark.

6. Ytringsfriheden har været forskellen på danskerne og fjenderne i moderne tid
Danmark har måske verdens mest radikale vægtning af ytringsfriheden. Det er ingen pludselig fiks ide. Martin Luther brugte det frie ord (som bogtrykkerkunsten pludselig gjorde mulig på en helt ny måde) i sin kamp imod den katolske kirke og leverede selv teksterne til Lucas Cranachs karikatur-træsnit af paven. Protestantismen er født med satiren.

Også N.F.S. Grundtvig kæmpede for sin ret til at tale i offentligheden - og for andres ret til det samme - efter han selv havde været sat under censur.

Tilsvarende har Danmarks største fjender i det tyvende århundrede søgt at sætte ytringsfriheden ud af kraft. Nazisterne og kommunisterne byggede deres dominans på en indskrænkning af netop ytringsfriheden. Trusler imod det frie ord er derfor som en berøring af en følsom tandhals i danskernes kollektive bevidsthed.

7. Danskere har ingen skyldfølelse over kolonitiden
I USA, Frankrig og England føler mange sig forpligtet til at betale tilbage på de overgreb, man i tidens løb har udsat afrikanere og asiater for. Der findes en moralsk kapital på de mishandlede landes side. I Frankrig argumenteres der ofte med, at et fransk statsborgerskab er det mindste, man kan give de kolonialiserede landes borgere.

Den følelse findes stort set ikke blandt danskere. Det skyldes både, at den danske koloni-fortid synes fjernere og mindre blodig, og at kollektiv skyld ikke harmonerer med vores skyldforståelse. Danskerne føler sig ikke skyldige som hvide eller europæere over for afrikanere, bare fordi andre hvide mennesker eller andre europæere har mishandlet afrikanske slaver.

Hvor amerikanere har svært ved at kritisere sociale problemer blandt afroamerikanere, fordi de jo selv har holdt dem besat og slavebundet indtil for nylig, holder denne skyldfølelse ikke danskerne tilbage, når de ytrer deres utilfredshed med andre kulturer. Det giver et meget direkte religionsmøde og kun skuldertræk tilovers for den amerikanske kulturrelativisme.

Den goodwill, amerikaneren på forhånd har over for indvandrere fra den tredje verden, er begrænset i Danmark, og det er den politiske korrekthed også.

––––––-

Det skrives nu hver dag i en avis i verden, at danskerne er sure på muslimerne, som derfor skulle stå model til en ydmygelse i form af Muhammed-tegningerne. Men sandheden er snarere, at religionskritikken er en naturlig konsekvens af danskernes religiøse identitet, der i alt væsentligt stammer fra tiden, før muslimerne kom til Danmark.

Hvis man ikke tænker disse historiske linier med, ender éns billede af danskerne med at blive en karikatur.