Den Gud vi ikke forstår

Og det at herske gør vi hver dag; over naturen, over dyrelivet og over hinanden. Og hver dag må vi være opmærksomme på, om den måde vi hersker på, er god eller kan føre til destruktion.

Både i de store streger; som eks. en krig kan være et mindre onde, fordi den standser noget, der er mere ondt. Handelsaftaler mellem fattige og rige lande etc. og i de små streger; som når vi taler med hinanden og OM hinanden. For ord er mord - uden "m", som Møllehave har sagt.

Det er det ansvar, Gud har givet os i sin kærlighed til os. Og ja, livet er BÅDE glæde og smerte, BÅDE modgang og medgang, og vi lever under fysiske love, der på een gang opretholder os og destruerer os.

Tænk på tyngdekraften som vi er afhængige af, og som samtidigt gør at vi dør, hvis vi får noget tungt i hovedet eller en bil rammer os.

Jeg tror, at det er livets tilfældigheder, der ofte afgør, hvad vi kommer ud for og ikke Gud. Og at det er forskelligt, hvordan vi mennesker takler modgangen, vi møder. Jeg tror ikke, at Gud skåner nogle og lader andre tage skraldet. Han lader jo både solen stå op over onde som gode og lader det regne over både retfærdige og uretfærdige, som Jesus siger i bjergprædikenen i Matthæus evangeliet kapitel 5 vers 43-48.

Prøv også at læse Lukas kapitel 13 vers 1-5 hvor han siger at de mennesker, der døde under det sammenstyrtede tårn, ikke fik løn som fortjent, men simpelthen stod det forkerte sted...
Men jeg tror på, at Gud er hvert et menneske nær, også når vi ikke kan mærke Ham. De gamle kirkefædre sagde, at Gud er dig tættest, når du synes, Han er længst væk. For Gud er i Himlen, og Himlen er ikke langt væk i en fjern galaxe, men er den luft, som du indånder lige nu.

Og tænk også på Jesus, som Gud heller ikke skånede for modgang og smerte. For Jesus ville vise os, at Gud er os nær, og at Han er med os helt ind i det tætteste mørke og helt ned i det usleste helvede - og står det ud sammen med os.

Det er det, vi har: et vanvittigt håb om, at lyset er der - i mørket, for jo længere ind i natten du vandrer, des nærmere morgenen kommer du....

De varmeste hilsner

Kristine Stricker Hestbech
Sognepræst