Ny form for ytringsfrihed vil få kulturelle konsekvenser

Skal min religiøse følelse i fremtiden beskyttes, fordi jeg tilhører et mindretal, eller skal man fortfarende kunne ytre sig frit om mine holdninger? Jeg har aldrig oplevet den slags respekt før, og jeg leger lidt med tanken om det. Det kunne da være sjovt at prøve.

Men kan jeg nu stole på, at Tøger Seidenfaden, Klaus Rifbjerg, Carsten Jensen og deres kampfæller vil vise respekt for religion i fremtiden? Og hvem skal afgøre, om en religiøs følelse er krænket? Masserne på gaden? Eller er det nok, at én føler sig krænket?

Jeg voksede op i Hirtshals, hvor min far var præst. Vi tilhørte Indre Mission; jeg gik i søndagsskole; jeg var med i KFUM-spejderne. Man blev drillet, men det måtte man tage med. Dengang var det ikke forbudt at mobbe. Man overlevede ved ikke at skilte med det. Man kunne jo lade, som om man skulle til fodbold, når man skulle i søndagsskole. Hvorom alting er: At være kristen har altid betydet at være udelukket fra fællesskabet. Må jeg indskyde, at dengang tog man heller ingen steder hensyn til det mindretal, der ikke røg. End ikke i missionshuset.

Det var først, da jeg kom på gymnasiet i Hjørring, at jeg rigtigt fandt ud af, at jeg tilhørte et førmoderne, fromt, endnu-ikke-sekulariseret mindretal, som man ikke burde tage hensyn til. Det kunne man først og fremmest lære af dansk litteratur, for i den havde der jo været et moderne gennembrud, hvis mål var at afkristne Danmark og med kunsten som middel udrydde kirken. Dansk litteratur, især romanen, har i det 20. århundrede med få undtagelser været religionskritikkens virkningsfulde medium. Det er stadigvæk en provokation at læse Martin A. Hansen på universitetet.

For nu at begå sig i dette "åndelige" klima blev Tidehverv og senere det grundtvigske en befrielse. Jeg lærte af Johannes Sløk og P.G. Lindhardt, at kristendommen ikke var en religion. Af K. Olsen Larsen lærte jeg, at tro på Gud er gudsfornægtelse, og af Søren Krarup, at kristendommen er den sande nihilisme.

Det er på denne min baggrund, at det forekommer mig ekstremt hyklerisk at høre Tøger Seidenfaden forsvare religionen. Dagbladet Politiken blev skabt blandt andet for at udrydde den. Men datidens kristne forlangte ikke en undskyldning af avisen; de ville ikke henrette dens redaktører, nej, de mødte ytring med ytring og lavede Kristeligt Dagblad. Hvorfor er der ikke et Muslimsk Dagblad i dette land, der kan være moskeens genmæle?

Dernæst er der dansk religionsvidenskabs Dupont og Dupond – Mikael Rothstein og Tim Jensen. Den ene gang efter den anden inviterer DR dem ind for at udtale sig om, at man bør tale med respekt om religiøse mindretal og ikke krænke og forhåne dem. De har jo aldrig selv gjort andet end forhåne og krænke religion som sådan. Jeg tror derfor ganske enkelt ikke på dem. De taler med to tunger langt værre end Abu Laban.

De to "religionsvidenskabsmænd" er begge neopositivister og har det syn, at religion er en konstruktion, en projektion eller en illusion. Koranen er for dem det pure opspind uden nogen henvisning til virkeligheden. De er dog så kloge, at de aldrig siger, hvad de mener om muslimer, men kun om kristne. Det sidste er jo omkostningsfrit og kan fremme karrieren. To tunger?

I situationen fremstår disse religionsvidenskabsmænd og Tøger Seidenfaden som repræsentanter for respekt over for muslimske religiøse følelser, hvor absurd det end lyder.

Hvis de troende muslimer tror, de er deres sande fremtidige venner, kan de godt tro om. Det er derimod de kristne kritikere af islam, for de tager muslimerne alvorligt. Det er sagt før: De satiriske tegninger er udtryk for, at man betragter muslimske danskere som ligestillede medborgere og ikke passive ofre, der skal vises respekt. Det er etnisk ligestilling, så det batter. Man skal ikke respektere andres kultur, men andre individer. Kulturer skal kritiseres sønder og sammen, de er ikke bedre værd. Det hedder kulturkritik.

Som endnu et eksempel på fravær af religionskritik kan man nævne orientalisten Jørgen Bæk Simonsens netop udsendte bog "Hvad er islam?". Endnu en ekspert på andres religiøse følelser. Han må jo vide det, da han har boet i Syrien og nydt opholdet i denne politistat.

Også i den findes et billede af Muhammed – tegnet med ord – samt en beskrivelse af Koranen, men ikke en eneste kritisk tekstfortolkning. Ingen kristen teolog ville drømme om at skrive så ukritisk om Bibelen, som han gør om Koranen. Hvor er den historisk-kritisk analyse af teksten? Hvem har skrevet Koranen? Hvorfor læser han den ikke som litteratur? Hvor er hans kritik af den arabiske fornuft? Han læser Koranen frommere, end selv den meste højreorienterede bibeltro danske præst ville læse Bibelen. Selvom han ikke tror på den. Han laver derefter en historieforfalskende beskrivelse af "koloniseringen" af Mellemøsten og glemmer i forbifarten Det Osmanniske Imperiums imperialisme. Hvad er det andet end fortielser, selvbegrænsninger, selvcensur og misforstået respekt? Skal han være troens forsvarer i fremtiden? Vorherre bevare os.

Ligheden mellem den holdning til rygning, der er ved at vinde indpas, og den nye holdning til den begrænsede ytringsfrihed er åbenbar. De er begge kommet fra USA. Som sagt kan vi alle huske, da ingen respekterede ikke-rygere. Nu respekterer vi ikke rygere. Der er nemlig konsensus om, at dem bør man ikke respektere. Respekt kan kun eksistere, hvis der er en ond "Anden", som man ikke respekterer.

Men tilbage bliver spørgsmålet, om de, der hele tiden taler om respekt for religiøse følelser, mener, hvad de siger, og om de har tænkt over konsekvenserne. Jeg kan godt leve med denne nye form for respektfuld ytringsfrihed, hvis og kun hvis den gælder for alle og ikke kun for muslimer. Vi kender alle fra amerikansk tv, at bandeord censureres væk. Kan danskerne leve uden at sige fuck, sgu og fandens? Jeg kan godt.

Det skal man naturligvis også gøre på dansk tv. De sidste bandeord er ytret offentligt, for de forhåner Gud. Dernæst fjernes alle pornografiske billeder fra tv og det offentlige rum. Ikke flere bare bryster. De krænker manges følelser. Fra nu af må ingen præst forhånes eller karikeres; og ingen reklame må bruge salmemelodier. Danske skolebøger skal gennemgås for forhånende bemærkninger om Indre Mission, kristne og fromme. Hans Kirk, Jeppe Aakjær, Johannes V. Jensen, Knuth Becker og Hans Scherfig og mange, mange andre fjernes fra hylderne. Lohses Forlag får kronede dage.

Det vil blive ganske omfattende, hvis vi skal til at vise respekt for religiøse følelser, for det er vel ikke sådan, at man i fremtiden godt må forhåne kristne og jødiske mindretal, fordi de netop er mindretal? Og at respekten kun gælder dem, der er mange nok?

Hans Hauge er dr.phil. og

lektor på Aarhus Universitet