Højtid for følsomme og flossede mennesker

Jeg skal holde påske i Roskilde, hvor min familie og jeg flyttede hen i sommer. Vi skal være sammen og nyde roen i den stille uge. Vores datter skal konfirmeres til efteråret, og vi skal derfor sammen til gudstjenester i kirkerne her i byen på helligdagene.

Det er første gang i ni år, at jeg skal fejre påske som kirkegænger, og det glæder jeg mig til. At kunne være i hver dags ro og fordybelse.

Er der noget, du i år særligt vil tænke på i din påskefejring?

Da jeg ikke er på som præst i år, er påsken forbundet med langt større fordybelse end ellers. Hele fastetidens vandring hen imod passionsugen har stået så klart og fint i år og klinget smukt sammen med naturens opvågnen og solens tilbagevenden.

På det mere eksistentielle plan er det i år også en erindring om, at uanset hvor meget lidelse du møder i dit liv, og hvor mange langfredage du synes du har samlet i din tilværelse, så ender det ikke der, for livet er bevægelse, og så længe du lever, bevæger du dig med. Det er for mig dagligdagens påskemorgen og Guds nærvær.

Eller sagt med andre ord: Påsken er for mig, at Gud er dig nærmest der, hvor du føler ham længst borte.

Hvad har påsken at sige mennesker i dag?

Påsken er, at livet ikke er ligegyldigt og blot en fysisk fremtræden af former og liv, der nogle dage blomstrer, og andre dage ligger spredt for alle vinde. Påsken er vores årlige reminder om, at kærlighed både er lidenskab og lidelse. Og at vi skal leve i begge, sådan som Jesus fra Nazareth gjorde helt radikalt.

At han døde af kærlighed er kærlighedens konsekvens. Sådan må det være, og det er godt at huske i hjertet som lille menneske, når jeg selv pludselig kan synes, at kærligheden har for høje omkostninger. Så ved jeg godt, at det ikke er kærligheden, der taler, men min selviskhed eller grådighed eller længsel efter at være fri.

Men det er absurd i kærlighedens lys, for fri bliver du først, når du hengiver dig til et andet menneske og vil det menneske så meget, at lidelsen ikke er en omkostning, men en naturlighed, ikke et offer men en konsekvens.

Derfor er påsken tiden til fordybelsen i huset med lange morgener og ture ved havet og i skoven, og i kirken med de lidelsesfyldte salmer og håbet om stærke nærværende prædikener - og ikke mindst i haven, hvor du kratter lidt i den sorte kolde jord og ser, hvordan løgplanter og stauder strutter af liv og saft efter den lange traurige vinter.

Det er godt for ethvert følsomt og flosset menneske.

Kristine Stricker Hestbech er teolog, foredragsholder og tidligere sognepræst. I dagene op til påske fortæller flere personer om deres påskefejring - artiklerne samles løbende i dette tema.