FORTOLKNING: Sognepræst Kristine Stricker Hestbech mener, vi skal bruge vores sunde fornuft, når vi læser i Bibelen
Kommentar:I et svar på spørgsmålet "Hvad er en kristen fundamentalist?" skriver du bl.a.:
"Man kan derfor ikke stille sig kritisk til Bibelens ordlyd, men tager den for Sandheden. Du kan derfor som regel ikke diskutere med en fundamentalist, for hvad er der at diskutere, vil fundamentalisten spørge.
Så udover at være meget, meget konservativ er vedkommende også ukritisk og lever ud fra Bibelen som var den en lovbog."
Nu kommer det selvfølgelig an på, hvem du regner ind under betegnelsen fundamentalist, men som tilhørende Indre Mission regner jeg med, at du smider mig i den boks.
Og jeg vil bestemt ikke sige, at jeg ser Bibelen som udelukkende en lovbog. Jo, vi har Guds lov, som ikke er ophævet, men opfyldt i Kristus Jesus - men derfra og så til at kalde kristne - dvs. folk med et konservativt og ortodoks bibelsyn - for loviske, synes jeg, der er langt.
Faktum er, at vi intet kan vide om Gud udover det, vi har fra Bibelen. Er Bibelen ikke troværdig, kan vi ikke have nogen viden om Gud, og den der liberalteologi, som præger Danmark, ville slet ikke kunne tale om Gud - fordi den intet havde at sige.
Men nu er Bibelen troværdig - og at sige, at folk med et konservativt og ortodokst bibelsyn går til teksten med skyklapper, er direkte forkert!
Vi går ikke i udgangspunktet ud fra, at man selv kan vælge og vrage mellem, hvad der er Guds ord i Bibelen - nej - men her er det ikke os, der står med et problem - det er den etablerede danske præstestand, som glad og gerne sorterer de ting i Bibelen fra, som ikke lige passer med tidsånden.
Dette er ikke alene uluthersk - det er ukristent!
Mark Steven Pedersen - JesusFreakDK
Svar:Kære Mark
Jeg kalder dig ikke for fundamentalist - det må stå for egen regning. Der, hvor jeg mener, der går fundamentalisme i troen, er, når mennesker glemmer deres sunde fornuft, som Gud har udstyret dem med. Biblen er skrevet
af mennesker og
til mennesker i tro og til tro.
Det nye Testamente er skrevet af mennesker, hvoraf nogle af dem kendte Jesus Kristus selv, og de har derfor nedskrevet deres tro på Ham. Da vi også er kristne, kan vi derfor læse Bibelen med Jesus som centrum, men altså stadig med sund fornuft, hvor Bibelen ikke fungerer som lovbog, men som hjertebog.
Mange hilsner
Kristine Stricker Hestbech
Sognepræst