Fortabt mellem fødsel og dåb?

Dåben er et sakramente. Det betyder, at det, der sker i dåben, er Guds handling, hvad enten det er et barn eller en voksen, der bliver døbt. Dåben er pantet på Guds kærlighed. I dåben modtager mennesket Helligånden med syndernes forladelse og evigt liv.

Dåben er en genfødsel og derfor en ny begyndelse. Den betegner, at den døbte i troen på Jesus Kristus lever sit liv på tilgivelsens og opstandelsens vilkår.

Dåben er en gudstjenstlig begivenhed, hvorved et menneske bliver optaget som medlem af den hellige, almindelige kirke. I Trosbekendelsen, som lyder ved dåben, siges det, at kirken er hellig, fordi den er Guds, og at den er almindelig, fordi den er for alle mennesker.

Det vil altid være en strid om ord at diskutere, om et menneske er et Guds barn før dåben. I alle tilfælde er det sådan, at i dåben indlemmes vi i kirken og kan kalde Gud vor Fader. Det er ikke forment den ikke-døbte at kalde Gud for Fader, men i dåben får vi et pant, der tydeliggør, at sådan forholder det sig.

Ganske vist siges det i Confessio Augustana, akt 9 at børn skal døbes, og man forkaster dem der forsikrer, at børn frelses uden dåben. Men jeg tror ikke, man kan finde ret mange, der i dag vil hævde, at udøbte børn går fortabt. Her har jeg altid støttet mig til Markusevangeliets beretning om Jesu udsendelse af apostlene efter himmelfarten: "Gå ud i al verden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses, men den, der ikke tror, skal dømmes." (Mark 16, 15-16).

Læg mærke til, at der ikke er logisk overensstemmelse mellem de to udsagn i den sidste sætning. Der står ikke: "Den, der ikke tror, og ikke er døbt, skal dømmes". Her er det nemlig troen, som er det afgørende.

Med venlig hilsen

Karsten Nissen
Biskop over Viborg stift