Jøden Jesus

Den mundtlige overlevering blev efterhånden skrevet ned. I første omgang i det værk, som hedder Mishnah skrevet omkring år 200 e.Kr. Senere blev det udvidet med andre skrifter og blev til det værk som kaldes Talmud. Der findes én, som blev skrevet i Jerusalem omkring år 400 e. Kr og én i Babylon omkring år 500 e. Kr.

De gamles overleveringer var en – ofte meget detaljeret – udlægning af loven, som gav praktiske og konkrete svar, på hvordan livet skulle leves og hvordan man skulle forholde sig til dette og hint. For nok havde man Bibelen (GT), men livet forandrer sig og nye ting kommer til og derfor var der behov for at forholde sig hvad der så i disse situationer var ret og rigtigt.

Disse råd og vejledningerne gav rabbinerne gennem den mundtlige overlevering. Man kan sige at rabbinerne – og med dem farisæerne – ønskede at gøre loven relevant for deres samtid. For farisæerne var de gamles overleveringer – eller den mundtlige overlevering – ikke kun rådgivende, men bindende. Saddukæerne var af en anden opfattelse.

Det som Jesus i sin diskussion med farisæerne om hvad der er rent og urent og hvad man kan gøre eller ikke gøre på en sabbat angriber dem for er, at de ved at hæfte sig ved de mundtlige overleveringer kommer til at misforstå og tilsidesætte det, som loven i virkeligheden drejer sig om.

For uanset hvor meget de vasker hænder og fade og hvad de kommer i munden, så er det hvad der kommer ud af munden, der gør mennesket urent. Altså hvad bor der i et menneskes hjerte.

Da den kristne kanon endelig blev fastlagt på et kirkemøde i det 4. århundrede var Det gamle Testamente allerede en del af den kristne Bibel. Det gælder ikke kun en del af eller hele Torahen (de fem Mosebøger) men også profeterbøgerne og de andre skrifter. De 39 bøger som findes i Det gamle Testamente er de samme som findes i en jødiske Bibel.

Jesus taler ikke mod Det gamle Testamente. Han siger endda at han ikke er kommet for at ophæve loven, men for at opfylde den. Uanset hvordan det skal forstås, er det udtryk for et positivt forhold til Loven og til Det Gamle Testamente.

Alligevel kan Jesus i Bjergprædiken bruge udtrykket: "I har hørt, at der er sagt til de gamle" - og derefter citerer han fra Torahen og GT - "men jeg siger jer" – og derefter kommer han med sine egne udlægninger.

Jesu anliggende er ikke at ophæve eller tilsidesætte loven. Det blev han ganske vist beskyldt for at gøre. Hans anliggende er at bringe den rette forståelse af loven frem. Det gør han med ordene "men jeg siger jer ...". Jesus hævder at hans forståelse af loven er den rette, og at hans måde at læse og udlægge den på er i overensstemmelse med Guds vilje med loven.

Det var selvfølgelig en provokerende påstand. Meget endda. I sidste ende siger Jesus at loven og alle skrifterne handler om ham og at det Guds rige, som loven viser hen til, er det Guds rige, som er kommet med ham. På den måde opfylder han loven.

Men tro på at Jesus er opfyldelsen af loven, ophæver ikke lovens etiske og sociale konsekvenser. Tro på Jesus har også etiske konsekvenser. Derfor er de ti bud og andre at de etiske forskrifter i GT også stadig relevante for mennesker i dag. Ikke som en måde, hvorpå man bliver frelst, men som en rettesnor for, hvordan man lever livet ret.

Noget andet er de mange forskrifter som har med de ceremonielle love at gøre. Med templets ødelæggelse i år 70 trådte de ud af kraft og i øvrigt henviste Jesus til sig selv som det rette tempel.

Venligst

Bodil Skjött
Cand. Teol.