Hvem var det, der lo?

Umberto Ecos bog om Jesus og latteren meldte sig pludselig i min erindring i forbindelse med den aktuelle strid om Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed. Den muslimske fornærmelse har bredt sig som en steppebrand helt ud i den store verden. I Kashmir har der sågar været en demonstration mod Jyllands-Posten, som mig bekendt ikke har mange læsere i dette område. Og da de muslimske lande i december holdt møde i Mekka, var Jyllands-Posten også på dagsordenen, for deltagerne havde megen fornærmelse, de skulle have luft for. Nu er tegningerne nået helt op i FN's top, hvor kommissæren for menneskerettigheder udtrykker sin forståelse for de fornærmede muslimer. Og allersenest truer en

altomfattende muslimsk boykot af det

– påstået – menneskeretskrænkende Danmark.

Også herhjemme har flere åbenbart fået kolde fødder. Med radikale politikere og kulturradikale kulturpersonligheder i spidsen spørger stadig flere, om Jyllands-Posten ikke i virkeligheden har overtrådt menneskerettighederne? For er det ikke en menneskeret at få sin livsanskuelse og frem for alt sin religion respekteret? Måske er Jyllands-Postens tegninger også blasfemi, fordi de spotter muslimers følelser for Allahs egen profet, Muhammed, hvis ansigt som bekendt ikke kan afbildes, fordi det er skjult i en guddommelig sky?

Jeg tror, at kristendommen ville sige, at latteren hører til de umistelige menneskerettigheder. Ville sige, at det er en menneskeret at tage et opgør med det tyranniske dødbideri og den forkrampede alvor. Og ikke mindst ville kristendommen melde sig blandt religionerne som selve den, der har gjort blasfemi til sit særkende.

Jesus blev simpelthen fra starten anklaget for blasfemi. Og for ikke længe siden har der været afholdt en ret udbredt kristen festlighed, hvor vi har fejret et meget væsentligt kristent ikon: billedet af det lille Jesusbarn i krybben. Og det er jo i virkeligheden et ganske mærkeligt billede. Det fortælles, at Jesus er et kongebarn, men jeg tror, at Billedbladet, Danmarks royale ugeblad, ville finde det yderst upassende, at et kongebarn blev født i en gammeldags stald. Juleevangeliet er virkelig en grotesk historie, som ikke bekræfter vore krav om strålende billeder, men slår dem i stykker. Julens centrale billede er ret beset en billedknuser.

Og kristendommens andet store billede er en billedknuser. Ham, kristendommen påstår var Guds søn, hænger langfredag på korset som et lidende menneske og dør til sidst et menneskes død. Hvis dette billede ikke slår alle banale billeder af Gud i stykker, så ved jeg ikke hvad. Jul og påske afslører, at kristendommen i sit væsen er billedknusende blasfemi. Problemet ved de alvorsfulde, nu fornærmede, muslimer er, at de har et banalt billede af gud. Gud er noget ophøjet; noget strengt og fjernt. Og Muhammed, hans budbringer, skal man sandelig heller ikke spøge med, for han kender jo Gud – og er derfor blevet næsten lige så hellig som sin gud. Muslimer afviser som bekendt, at Gud kan træde mennesket i møde som menneske, ja, det er netop deres principielle anklage mod kristendommens fremstilling af Jesus. Men de har tydeligvis hverken tænkt sig om eller hørt efter i timen. Anklagen mod kristendommen er rent selvmål. For hvis mennesker kun er mennesker, hvorfor er de så så optaget af, at Muhammeds hoved skal forblive i den himmelske sky? I kristendommen formidles Gud ansigt til ansigt: som et tåbeligt spædbarn og som et døende menneske. Hvilken religion er det altså, der åbner for menneskeligheden? Og hvilken er det, der hænger fast i banale gudsbilleder, som forpligter menneskelivet på dødbideri og forkrampet alvorsfuldhed?

Hvor central denne humane kristendom er indlejret i vor kultur, blev også demonstreret i Milos Formans film om Mozart. Med den meget talende titel "Amadeus" (Den Gud elsker på latin). Problemstillingen er tydelig: Hvordan kan den guddommelige musik, Mozart komponerede, dog formidles gennem et menneske som Mozart; en plat og tåbelig figur? Kan læseren huske Mozart-skuespilleren Tom Hulce's latter? Hvordan kan en mand, der ler så grotesk, dog modtage diktat fra Gud, spørger Salieri, som til sidst er den, der sætter sagen på spidsen: konfrontationen mellem den guddommelige latter-mand og alle de alvorsfulde middelmådigheder. Er det middelmådighed, alle de aktuelt fornærmede og forargede vil have gjort til en menneskeret?

Hvad blasfemi er, har siden oplysningstiden flyttet sig. Efter ordets egentlige indhold er det bespottelse af Gud. Men da lovgivningen for længst har udfaset Gud, defineres blasfemi i stedet som en krænkelse af menneskers følelser. Den aktuelle protest mod Jyllands-Postens Muhammed-fremstillinger er netop et godt eksempel på tidens herskende kulturelle moderetning: at følelser er højeste sandhedskriterium. Efter min mening: følelsernes rethaveri! Under alle omstændigheder giver jeg ikke fem flade ører for menneskerettigheder, der fanger mennesker i alvorens og dødbideriets fælde. At høre arabiske diplomater i tv belære Danmark om menneskerettigheder må vel under alle omstændigheder siges at være så langt ude i det groteske, ja, det direkte dæmoniske, at der nu må siges fra. Var det ikke mere passende at slå en rungende latter op, så sandt som det i lang tid har været i arabiske regimer, de mest massive menneskeretsovertrædelser har fundet sted?

Som kristendomshistoriker ville det være nemt at påvise, at islam er et temmelig primitivt jødisk-kristent kætteri, men det skal jeg lade ligge. Nej, anliggendet må aktuelt være at belyse de kulturelle konsekvenser af islams dødbideri og banale gudsbillede. Det er en gammel kulturradikal kæphest, at alle religioner er lige forvrøvlede og skadelige. Bare vi slipper af med religion, så ser det lysere ud, har været deres mantra i hele det 20. århundrede. Et forunderligt erfaringsresistent standpunkt, der tidligere lukkede manges øjne for den umenneskelige karakter af et andet af kristendommens store kætterier: kommunismen. Hvorfor tør man ikke se i øjnene, at der faktisk er forskel på religioner? Og ikke mindst på disses kulturelle og humane konsekvenser? Ingen ville vel være så idiotisk at påstå, at alt i genren politik er ét fedt.

Hvordan kan det være en dyd at skelne vedrørende politik, men ikke vedrørende religion? Der er afgrundsdybe forskelle på kristendom og islam! Islam og muslimer skal, som den hollandske Theo van Goghs manuskriptforfatter, Ayaan Hirsi Ali, krævede i et tv-interview for nyligt, trækkes ud på gulvet for at møde latteren. Hun har indlysende ret. Det er i mødet med latteren, en religions menneskelighed skal prøves. Det kunne være befriende for os alle, hvis postyret om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger førte til, at også muslimer begyndte at dele sig efter anskuelse. Er de virkelig dødbidere alle sammen? Har skyen om Muhammeds hoved virkelig lagt sig over dem alle?

Carsten Breengaard er dr.theol.

Læs kronikken i morgen: "Noget for

intet" af professor TimKnudsen