Af Jonathan |
30. december 2005
ÅRET DER GIK: 2005 bliver på læserdebatten kåret som intolerancens og racismens år. Læs ugens indlæg
Hver fredag bringer vi et indlæg fra læserdebatten, der på den ene eller anden måde har gjort sig fortjent til lidt ekstra opmærksomhed. Har du et forslag til "ugens indlæg", kan du sende en mail til redaktionen
2005 vil jeg huske som året, hvor intolerancen, småborgerligheden og hverdagsracismen for alvor ramte Danmark.
Personligt har jeg i årets løb gentagne gange stødt på denne treenighed alt for mange gange - i medierne, hos politikere og personer med hang til DF-retorik, på netdebatter, i opgør med repræsentanter for Dansk Front, i verbal konfrontation med Hizb-ut-Tahrir, i Føtex, på arbejdspladsen, på gaden og i byen.
Det blev året, hvor alt blev forsøgt drejet ind på et spørgsmål om religion og kultur, forskelle og modsætninger, rigtigt og forkert, med eller imod, kristendom eller islam.
Det blev året, hvor danskhed definitivt blev til en kvælende spændetrøje, der blev brugt som legitimering til at nedgøre andre mennesker, andre menneskers værdier og andre menneskers tro
– Nedgørelsen selvretfærdigt pakket ind under mottoet ytringsfrihed.
Aviser på kynisk jagt efter læsere og opmærksomhed, en populistisk statsminister og hans leflende mandskab, et parti med svinehunden i fri galop, ingen forklaringer og ingen forståelse, kun os og dem.
Det blev året, hvor mine muslimske venners tårer fik mig til at skamme mig inderligt over mit eget samfund. Ikke så meget over de forbandede tegninger - brænd dem eller lad dem hvile i fred så vi kan komme videre - men over tonen i debatten, manglen på gensidighed, den evige hamren på dem, der er anderledes og den evige pointering af disses anderledeshed.
Farlige, fremmede, hører ikke til, uønskede.
Jeg brækker mig i lårtykke stråler over såvel nationalistiske brøleaber med skingre hyl som selvfede hellige, der spyr eder og forbandelser.
Hvis det er danskhed og kristen næstekærlighed så fri mig for begge dele.
Godt nytår til alle her på Religion.dk.
Jonathan
Debattør på Læserdebatten
Du kan læse hele tråden, der starter med dette indlæg, ved at klikke her