Religiøs retfærdighed

At omvende sig hedder på Det nye Testamentes græske originalsprog "Metanoia", hvilket ordret kan oversættes "at skifte sind". Nåden er den kraft, der giver et menneske mulighed for at skifte sind og for at stræbe helhjertet efter at efterfølge Kristus.

Retfærdighed er derfor et vigtigt ideal for en kristen. Kristne bør stræbe mere end alle andre efter retfærdighed. Ikke for at de dermed kan opnå noget hos Gud eller være bedre end alle andre, men fordi nåden er den største inspiration til retfærdighed, man kan forestille sig.

Kristne skal leve retfærdigt ikke af frygt for Guds straf men af kærlighed til den Gud, der elskede os mens, vi endnu var syndere.

"Derved opbygges jeg, at nogen forudsætter kærligheden i mig" Citat: Søren Kierkegaard. (Frit efter hukommelsen.)

Det muslimske retfærdighedsbegreb af Aminah Tønnsen, muslimsk forfatter og foredragsholder

Som jeg har gjort rede for i tidligere indlæg, kender islam ikke til frelse i kristen forstand. Adam og hans hustru angrede deres fejltrin - og Gud tilgav dem og viskede derved tavlen ren. Der er derfor ifølge islamisk opfattelse ikke sket noget afgørende brud mellem Gud og mennesker, og der er ikke brug for en frelser til at genoprette forholdet mellem Gud og mennesker. Der er ej heller noget arvesyndsbegreb i islam.

Et af de seks fundamentale trosprincipper i islam er troen på dommedag og opstandelse til et liv efter døden.

Hvert eneste menneske, der har nået skelsår og alder og er ved sin fornufts fulde brug, skal stå til ansvar for sine tanker, handlinger og undladelser. Gud er kærlig, nådig og barmhjertig og tilgiver den, der angrer sine fejltrin oprigtigt og forbedrer sig.

Der er kun to synder, som Gud ikke tilgiver: bevidst gudsfornægtelse og afgudsdyrkelse. Mennesket adskiller sig fra den øvrige skabelse ved at være født med intellekt og fri vilje og har derfor mulighed for at fravælge Gud og sidde Guds vejledning overhørig; men eftersom frihed og ansvar altid går hånd i hånd, skal mennesket stå til ansvar for sine valg og fravalg.

Udenforstående kan godt få det indtryk, at troen på dommedag er meget dominerende inden for islam, fordi man oplever, at nogle muslimer taler meget om, at disse eller hine handlinger tæller som så og så mange plusser eller minusser, når regnskabet skal gøres op.

Jeg tror på, at man som bevidst troende - dvs. som én, der tager sin opgave som forvalter af skabelsen (khalifa) alvorligt og oprigtigt bestræber sig på at handle til gavn for det fælles bedste - udvikler sig som menneske.

Man begynder måske med at frygte Gud i betydningen "være bange for" Gud og Hans dom, således at man konstant tæller plusser og minusser. Denne ekstreme fokusering på dommen kan nemt give indtryk af, at islam opfordrer til gerningsretfærdighed - hvilket dog ingenlunde er tilfældet. Tro kan ikke stå alene. Man må handle i henhold til Guds vejledning, dvs. til gavn for det fælles bedste.

Man skal dog ikke handle for at skaffe sig en plads i Paradis men af kærlighed til Gud og mennesker. Kun ved aktiv, uselvisk handlen kan man blive et helt menneske, et eksisterende menneske, som Søren Kierkegaard kaldte det.

Desuden skal Profeten Muhammed have sagt, at selv han ikke kommer i Paradis uden at være dækket af Guds nåde fra isse til fod. Der er altså tale om et samspil mellem tro, handling og nåde.

Alder, livserfaring og modenhed vil langsomt forvandle angsten for dommen til ærefrygt for Gud og Hans skaberværk, således at man bærer troen inde i sig og ydmygt og spontant følger dens vejledning, at man følger et indre barometer så at sige, at man fokuserer mere på nuet og på et liv med Gud end på dommen.

Om man foretrækker den ene eller den anden form for frelse, er et spørgsmål om tro. Tro er et spørgsmål om at have tillid til, at Gud vejleder menneskene til et godt liv, til et liv i fred med sig selv, med Gud og med omverdenen.