Fantasiens billeder er bedre

MENINGER OM NARNIA

Så kom Narnia som film. Og ikke et ondt ord om det. Jeg er en af de få, der ikke har læst bøgerne, men så meget kan jeg da fatte, at C.S. Lewis' fire bøger er blevet filmatiseret over en kam, og så er der kommet en skuespilmæssig og teknisk perle ud af det.

Måske er det synd, at denne film er kommet efter Harry Potter og Ringenes Herre-filmene. Det ligger besnærende nært periodevis at se Narnia som et light- og blandingsprodukt af de to ovennævnte kassesucceser, som den låner tematik, teknik og fantasi fra.

Jeg har hørt om de store forventninger til Narnia. Præster landet over venter med spænding på at tage deres konfirmander med i biografen. Nogle har allerede planlagt skabsnummeret i kirken, så kirkedøren er det forunderlige skab og kirkerummet et snelandskab, hvor det gode og onde skal kæmpe om verdensherredømmet.

Det er sært, hvor meget vi præster gør for at tækkes konfirmanderne og ofte kommer til at fremstå mere end grinagtige. Der er ikke noget med galt med Narnia, men dens dramatik, bulder og brag. Det forekommer mig bare, at vi ikke kan eller skal overtrumfe de fornøjelseshungrende konfirmander med andet end den rene vare, vi kan stå inde for.

Vi skal, efter min mening, "nøjes" med at fortælle bibelhistorie for at skabe den fantasi og de indre billeder, der skal til for at få et rigt liv.

Sjovt nok er filmen ikke overvældende kristen. Eller rettere sagt, det er den også! Med understregning af også. Den kan ses af alle uden alt for mange kvababbelser. Tematikken kan, hvis man vælger det, være lige til højrebenet:

Aslan, løven, den store leder, kan vel godt være Jesus eller Isak, men kan også forstås uden denne fortolkning. Men den, der leder efter en bestemt mening og er nøjsom, kan komme langt med Narnia-filmen.