Safia Aoude |
25. december 2005
NARNIA: Safia Aoude genkender både Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup blandt skurkene i filmen om landet Narnia, der kan fortolkes som det forbilledlige multikulturelle samfund
MENINGER OM NARNIA
Jeg synes helt bestemt, at Narnia-filmen sagde mig noget - både som muslim, men også som borger i det danske samfund.
Narnia er fyldt med symbolisme af den ikke særligt komplicerede art, og derfor vil enhver person kunne tolke filmens symboler forskelligt.
Plottet med den onde snedronning og de søgende børn er jo ikke ukendt for dansk litteratur. Her kom jeg straks til at tænke på H. C. Andersens eventyr om Snedronningen, der jo ikke handler om nogen snedronning, men om en udviklingsrejse på det indre plan og om kampen mellem følelser og intellekt.
Det samme synes jeg er tydeligt i Narnia; det er ikke tilfældigt, at hovedpersonerne er børn - det er simpelthen nødvendigt for at anskueliggøre den personlige udvikling, hovedpersonerne gennemgår i løbet af filmen.
Hver gang jeg hører eller ser en "snedronning," kommer jeg til at tænke på Pia Kjærsgaard. Dette gælder også for hende i Narnia; hun er iskold, topstyrende og manipulerende, evigt smilende men med kølig distance til andre end sig selv.
I en af scenerne bliver hun båret ind på en bærestol af fire, enøjede, lyserøde kykloper - kan det blive mere tydeligt? Hun ønsker at bibeholde Narnia i en evigt hvid og uforanderlig verden, men hun taber kampen om det multikulturelle, grønne, varme land til sidst, heldigvis for landet!
På de godes side ser vi en blomstrende, farvestrålende forskellighed af dyr, mennesker og mytiske væsener - isdronningens følge består af gryntende kæmper med oksehoveder eller arrige, magtliderlige dværge med rævesmil (jeg blev ved med at tænke på Peter Skaarup) - og naturligvis de enøjede kykloper!
Det friske pust over Narnia leveres i filmen af Aslan - en afrikansk løve, som ifølge muslimsk tradition er symbolet for en vis og mægtig leder, tør jeg sige en kalif?! Aslan ligger jo tæt på ISLAM, så jeg havde ingen associationer til nogen kristen korsfæstelse, da Aslan ofres på alteret.
Aslan må igennem isdronningen ydmygelser for at samle kræfter - hans død er symbolsk, for hvad der ikke dræber en, gør en stærkere. Da isdronningen råber efter Aslan og udbeder sig forklaring på, hvorfor hun skal stole på, at han vil overholde deres aftale, brøler Aslan, så hun falder ned i sin stol.
Gid visse muslimske politikere i Danmark turde gøre det samme, når de af isdronningen og hendes villige disciple igen og igen bliver afkrævet troskabsed og mistænkeliggøres.
Under scenen med de grå ulve, som jager gennem riget for at opspore "konspiratorerne," kom jeg til at tænke på PET, der for nyligt har fået nye beføjelser for at opspore "grundlovsnægtere" - forskellen er egentligt slet ikke så stor.
Edmunds dobbeltspil og efterfølgende tilgivelse fra de andre minder mig om visse muslimske politikere og meningsdannere, der også forføres af isdronningen med tyrkisk konfekt og løfter om at sidde med på tronen i den store issal. Da først Edmund fatter, hvad han har gjort, bliver han nyomvendt Aslan-tilhænger med hud og hår.
Vigtigt er det, at de andre Aslan-tilhængere tilgiver ham til sidst i stedet for at afvise ham. Det gælder om at komme ud af skabet på den rigtige side!
Jeg ved godt, at C. S. Lewis, trods sin skeptiske ungdom, endte med at blive fascineret af kristendommen - mit stille håb er dog, at hans bekendtskab med George Bernard Shaw og andre engelske filosoffer måske har tilført ham en smule pro-islamisme, således at historien om Narnia ikke nødvendigvis er en gendigtning af Det nye Testamente, men måske også kan indeholde islamiske elementer, alt efter hvem der ser - eller læser - Narnia.
Safia Aoude er jurist, arbejder med ejendomsinvestering og er freelanceskribent og foredragsholder
Religion.dk har sendt fire anmeldere fra fire forskellige religioner i biografen. Flemming Pless er kristen, Lene Andersen er jøde, Safia Aoude er muslim og Birgitte Kolby Jensen er buddhist. Læs deres kommentarer til Narnia-filmen i dette tema.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk