At stræbe efter nirvana

Spørgsmål:

Vi er blevet fortalt, at en kendt og anerkendt buddhist da han blev spurgte, hvorvidt han stræbte efter at komme i Nirvana leende svarede, at det havde han dog aldrig tænkt over.

Det stemmer jo ikke overens med, hvad vi ellers er blevet fortalt og forklaret om buddhismen og Nirvana.

Kan du forklare, hvordan teori og praksis hænger sammen på dette område?

Med venlig hilsen

Søren og Martin

Svar:

Det er jo et rigtig godt spørgsmål, som siger en hel masse om buddhismen og om vores forståelse af den.

For det første er det rigtigt, at "lærebogsbuddhismen" om nirvana og frelse ofte er meget langt fra virkelighedens verden. De færreste munke gør sig rigtig seriøst forhåbninger om i dette liv at stræbe efter nirvana, som for de fleste forekommer fjernt og uopnåeligt.

Der er ind imellem beretninger fra den buddhistiske verden om oplyste mestre, men de færreste mener selv at være nært idealet. Det kan være fordi, munken I har hørt om er en sand mester, der med ydmyg selvironi lever op til et andet ideal for munke nemlig, at de ikke må prale med deres egen spirituelle fortjenester. De fleste lægbuddhister og munke/nonner beskæftiger sig dog sjældent i daglig praksis med sådanne spørgsmål.

Det samme gælder dog også andre religioner. Sandsynligvis vil de fleste folkekirkepræster også lige overveje med sig selv, hvad de skulle svare på spørgsmålet, om de virkelig venter på Jesu Kristi genkomst på jord.

Endnu mere sløret bliver det, når almuen lægger stemmer til undersøgelser om tro og praksis. En interessant bog er i denne forbindelse C. Rubows bog "Hverdagens teologi", der viser, at der sjældent er overensstemmelse mellem doktrinerne (det, som præsten prædiker) og lægfolks viden og tro.

Faktisk burde dette være noget, alle, der beskæftiger sig med religion (i undervisning, i medier etc), burde reflektere over.

Venlig hilsen

Jørn Borup
PhD i religionsvidenskab og underviser ved Århus Universitet