Terrorismen har politiske rødder

Islamismen har forskellige udtryk og kan ikke betragtes som en helhed. Kun i den bevidsthed, som ikke kan fatte, at der ikke eksisterer en fasttømret arabisk eller muslimsk kollektiv tankegang. Den arabiske gade (al-sharia al-arabi) eksisterer ikke. Der eksisterer derimod flere forskellige arabiske gader med hver deres dufte og særpræg. Meningspluralisme eksisterer også i den muslimske verden, også blandt islamister. Den islamistiske verdensbevægelse og al-Qaeda eksisterer altså ikke som en organiseret homogen helhed.

Terrorhandlinger er ikke primært religiøst funderede, selvom de ofte retfærdigøres religiøst. Endvidere har terrorisme ofte en årsag, hvis rod er politisk snarere end religiøs. Vestlige kritikere og forskere på området understreger, at den primære årsag til selvmordsbombere i for eksempel Palæstina er besættelsen af landet og de forhold, som affødes af at befinde sig i en permanent tilstand af afmagt, håbløshed og fangenskab.

Hovedmotivet bag ved selvmordsbombere i Palæstina er besættelsen og ikke religiøse perspektiver, såsom drømmen om martyrstatus eller paradiset. Disse religiøse perspektiver er sekundære og udgør ofte rammen, men ikke indholdet for den politiske kamp for retfærdighed, som jo også er en sag, der rummer kristne palæstinensere. Endvidere adskiller selvmordsbombere i Palæstina sig væsentligt fra nogle transnationale islamisters terroraktioner såsom selvmordsbomberne den 11. september. Selvom også disse handler med et primært politisk motiv. Selvmordsbombere i Palæstina angriber ikke vestlig civilisation generelt. Deres kamp retter sig specifikt mod israelske besættelsesstyrker.

Efter terrorangrebet den 11. september 2001 betegnede Bush denne terror som et ansigtsløst fænomen og som et angreb på vestlig civilisation generelt. Han havde delvis ret. For alt tyder på, at angrebet blev begået af folk, der opererer med en sort-hvid opfattelse af verden. De gode og de onde. Islam og vesten. Det samme er sandt for Bush selv, og problemet ligger netop i den angrebsstrategi, som Bush-administrationen og europæiske lande herunder også Danmark anvender i forsøget på at bekæmpe denne terror.

Strategien går ud på at eliminere den potentielle terrortrussel, selvom vi ingen beviser har. Bush-administrationen legitimerer besættelse og krig ud fra forestillingen om, at vi har en legitim ret til at forebygge denne form for uidentificerbar eller potentiel terrorisme ved at føre angrebskrig.

Irak-krigen er et eksempel. Denne strategi om retten til at føre krig som et led i en større kamp mod potentiel terrorisme er i særdeleshed blevet anvendt, efter det er blevet afsløret, at Saddam ikke var en trussel for ver-densfreden, og at Irak ikke besad

masseødelæggelsesvåben.

På pragmatisk vis har argumenterne for at føre krig mod Irak ændret strategi og ordklang. Nu er krigen blevet et spørgsmål om den hvide mands byrde, om pligten til at demokratisere det vilde østen. For hvad stiller man op, når hovedargumentet for at føre krig i virkeligheden handlede om os og ikke irakerne, og når det viser sig, at Saddam var en trussel for sit eget folk, men ikke for verdensfreden?

Bush-administrationen hævder, at der findes en terrorismestrategi, som ønsker at ramme den vestlige verden generelt. Derfor vil man modsvare denne med en angrebsstrategi. Målet er at eliminere terrorismen generelt. Men det giver ikke mening at hævde dette. Der hersker ingen tvivl om, at Saddam var en koldblodig diktator, som var en trussel mod sit eget folk, men hovedargumenterne handlede jo netop ikke om det irakiske folk. Paradokset er, at vi, der fører angrebskrig, har skabt en terrortrussel i Irak og andre steder i verden, som ikke var der tidligere.

Verdens terrorisme er ikke et generelt udtryk for en kamp mellem for eksempel islam og Vesten, som den ydre danske højrefløj og den ydre muslimske venstrefløj ofte hævder. Kampen foregår ofte ikke mellem de to konstruerede civilisationer, men inden for samme civilisation. Selvom terroraktioner ofte optræder i en religiøs forklædning og i et religiøst sprog, har de oftest et klart defineret politisk formål. I stedet for at bekæmpe terrorismen som et ansigtsløst fænomen eller som en kamp mellem islam og Vesten bør vi kigge på de politiske motiver bag ved folks handlinger.

Pointen er, at vi ikke kan vide os sikre i Vesten, så længe verdenssamfundet ignorerer besættelsen af Palæstina og fører angrebskrig i Irak. Motiverne bag ved megen terror handler ofte om besættelse og den ulige fordeling af verdens goder. En uretfærdig og inkonsistent amerikansk udenrigspolitik bliver af mange i den muslimske verden tolket som en krig imod islam. Derfor sættes terrorismen ofte ind i en religiøs ramme og legitimeres via denne.

Hvad der i Vesten defineres som terror, betragtes af mange i den muslimske verden som forsvarskamp. Faktum er, at fortolkningen af terror varierer alt efter, hvor man er, og hvem man spørger. Selvmordsbombere ser sig selv som frihedskæmpere med sig selv som det eneste mulige våben. Men at hævde, at denne strategi giver resultater, er en fejltagelse, som kan bekræftes af virkeligheden.

Det vil aldrig blive legalt at forhandle med selvmordsbombere og den politiske kamp for retfærdighed kan aldrig retfærdiggøre uskyldigt blod. Tværtimod bruges selvmordsbombere netop som en undskyldning for at udvide og fastholde besættelsen og undertrykkelsen af det palæstinensiske og irakiske folk. Folk, der benytter selvmord som strategi, har mistet evnen til at skelne mellem ret og uret. I lighed med Bushs strategi deles verden op i to civilisationer: de gode og de onde. De besatte og besætterne. Det kan beskrives som en form for omvendt orientalisme. Enhver amerikaner, jøde, englænder og nu også dansker er en potentiel soldat.

Det er på tide, at vi forholder os til, hvad der gik galt i Vesten, i stedet for vedvarende at fokusere på, hvad der gik galt i den muslimske verden. Hvad er det for et demokrati, vi vil tilføre den muslimske verden? Hvor er de menneskerettigheder, vi taler om? Opfylder vi dem selv? Vi i Vesten har intet at tilbyde den muslimske verden, så længe vi selv overtræder de mest basale menneskerettigheder. Afkoloniseringen af Palæstina og Irak skal sættes på den politiske dagsorden, hvis vi skal gøre os håb om en fredelig fremtid. Udgangspunktet for kravet om afkolonisering bør være en klar politisk strategi baseret på social retfærdighed forstået som ligeværdighed og lighed for alle.

Sherin Khankan er cand.mag. i

religionssociologi og filosofi og

formand for og medstifter af

Kritiske Muslimer

Læs kronikken i morgen:"Luther,

guddommeliggørelsen og traditionstabet i det 20. århundrede" af Bo Kristian Holm er ph.d. og lektor ved Afdeling for Systematisk Teologi, Aarhus Universitet, samt ulønnet hjælpepræst ved Skelager Kirke