BEGRAVELSE: Johannes Værge svarer på, hvorledes det forholder sig med bl.a. bisættelse for mennesker, der ikke er medlemmer af folkekirken
Spørgsmål:Hvorledes arrangeres en begravelse hvis den afdøde ikke er medlem af folkekirken?
Venligst Karin.
Svar:Hvis man melder sig ud af folkekirken, fraskriver man sig de rettigheder, som medlemmer har til folkekirkens ydelser, herunder kirkelig begravelse / bisættelse.
Hvis de pårørende til et ikke-medlem ønsker kirkelig begravelse / bisættelse og påberåber sig, at det
ikke er i strid med afdødes ønsker, vil præsten i nogle tilfælde gå med til at forestå højtideligheden, i andre tilfælde vil han ikke.
Det afhænger af argumenterne og af præstens indstilling; Man har ikke ret til medvirken af præst og brug af kirkebygning (de to ting hænger sammen) i sådanne tilfælde. Man skal også være opmærksom på, at den, som tager sig af afdødes forhold, skal skrive under på, at den måde man vælger at ordne begravelsen på "efter min bedste overbevisning ikke er i modstrid med afdødes ønsker".
Uanset om man er medlem eller ej, har man dog ret til at få sin kiste eller urne nedsat på folkekirkens kirkegårde. Kirkegårdene er for alle. Blot vil der i mange tilfælde (forskelligt fra sted til sted) være en højere betaling for ikke-medlemmer – fordi de, som er medlemmer, har været med til at finansiere kirkegårdsdriften gennem kirkeskatten.
Hvis en præst ikke medvirker kan man selv forestå en højtidelighed. I mange tilfælde vil der være et kapel til rådighed. Både præsten og bedemanden vil kende til, hvordan de lokale forhold er, og hvilke muligheder der er.
Hvis du ønsker at læse mere om disse emner, kan du på biblioteket låne min bog "Når døden bliver virkelig", forlaget Rosinante.
Venlig hilsen
Johannes Værge
Præst og forfatter